Hvem har patent på den forjættede sandhed?

I Colin Chapmans optik bunder vreden i, at den muslimske del af verden i århundreder havde en storhedstid med en civilisation og en kultur, som strakte sig fra Marokko og helt til grænsen til Kina. Muslimerne følte, at de var det kristne Europa overlegne. Nu er magtbalancen vendt. Ikke blot Europa, men hele Vesten er den dominerende part, og vreden er et udtryk for den svaghed, landene føler, og sårene fra den vestlige imperialisme er knapt helet. Selvom imperialismens tid er forbi i den klassiske form, og landene for længst har opnået fuld selvstændighed, så er der i dag nye former for imperialisme, der føles som salt i såret, siger han.

– I dag er det den økonomiske, kulturelle og politiske imperialisme, som Mellemøsten ligger under for. Landene føler sig svage og sårbare i forhold til Vesten, og det er en stor fejl, at vi aldrig stopper op og spørger os selv, hvorfor de er vrede. Som jeg ser det, var USA eksempelvis så traumatiserede efter terrorangrebene den 11. september 2001, at de glemte at se ud over deres egen vrede og ind i baggrunden for de frygtelige hændelser, siger han og fortsætter:

– De lancerede blot krigen mod terrorisme, og alting bliver simplificeret, når det reduceres til en krig mod terrorisme. Nuancerne forsvinder ud af det samlede billede.

Og nuancerne skal have sin plads, mener Colin Chapman og henviser til konflikten mellem Israel og Palæstina. En konflikt, der for ham at se, er en anden væsentlig grund til den religiøst funderede terrorisme.

– Mange ting vil løse sig i kølvandet på en holdbar og fair løsning af konflikten mellem Israel og Palæstina. Jeg tror, vi har glemt eller lukker øjnene for, hvor stor symbolsk betydning lige netop den konflikt har for forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Personligt synes jeg, det er en stor fejl, at den største aktør i fredsprocessen, nemlig USA, fra begyndelsen har valgt side. En mægler skal være neutral. En fredsmægler kan ikke både være fair og respekteret af begge parter samtidig med, at sympatien kun ligger hos den ene.

Som led i Colin Chapmans besøg i Danmark, skal han prædike i Københavns domkirke i morgen. Prædikens budskab er, at vi skal slippe vores fordomme ud i det fri, så vi bliver opmærksomme på dem. Ved at se dem i øjnene, bliver det også lettere at bede om tilgivelse for dem og være åben for dialog med de mennesker, der virker fremmede for os. For hvem kan sige, at lige netop jeg har ret, spørger han. Hvem har patent på den forjættede sandhed?

Derfor ser Colin Chapman dialogen med de moderate muslimer som en vigtig brik i løsningen af de spændinger, der præger forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Vi skal forstå, at islam har mange ansigter.

– Vi ser stort set kun den fundamentalistiske side, for det er det ansigt, der er synligt for os. En traditionel, en liberal eller en folkelig muslim gør ikke noget væsen af sig, som er interessant for os. Fundamentalister, hvad enten de er kristne eller muslimer, er fysiske. De slår i værste fald ihjel for deres sag, og det er noget, vi kan se og forholde os til. Størstedelen af de praktiserende muslimer skaber ingen problemer, så hvorfor interessere sig for dem, kan man spørge.

Men dialogen kommer tydeligvis ikke af sig selv, siger han, og derfor har den troende del af den vestlige verden en vigtig rolle at spille.

– Selvfølgelig skal vi slå hårdt ned på den terrorisme, vi oplever i vores egne lande i øjeblikket. Men dialogen kan ikke udelades. Samtidig med at Vestens og Mellemøstens regeringsledere naturligvis må stræbe efter en løsning og forsoning, kan de kristne i Vesten spille en afgørende rolle på det lokale plan.

– Et kristent menneske ved i lighed med en muslim, hvad det vil sige at have et forhold til Gud, og hvad det betyder for det enkelte menneske at have Gud med i sin hverdag. På den anden side ved en kristen også, hvad det betyder at leve i et sekulariseret samfund (et samfund, hvor stat og kirke er adskilt, red.). De ved, at man sagtens kan praktisere sin tro side om side med ikke-troende og i et demokrati, hvor religion som sådan ikke har afgørende betydning for samfundets indretning.

– Dermed kan de være brobyggere eller fredsmæglere mellem muslimerne og Vestens ikke-troende befolkning. De kan fortælle muslimerne, at sekularisme ikke er ensbetydende med troløshed, og de kan fortælle det sekulære Vesten, at der ikke er forbundet en fare med at have Gud som referenceramme i dagligdagen. Den brobyggerfunktion mangler efter min mening i dag, hvis også den almene befolkning skal kunne ryste fordommene af sig.

Er det ikke et stort ansvar at lægge på de kristnes skuldre?

– Jo, men salige er de, som stifter fred.

duus@kristeligt-dagblad.dk

Colin Chapman

66 år, anglikansk præst og teolog uddannet fra London. Han har boet i flere lande i Mellemøsten i 17 år, de fleste i Libanon. De sidste 15 år har han beskæftiget sig med islam og været lektor i islamiske studier ved Near East School of Theology i Beirut, Libanon. Han er netop blevet pensioneret og flyttet tilbage til England. Han har skrevet adskillige bøger, mest kendt er han for bogen "Whose promised land?" fra 1983 om konflikten mellem Israel og Palæstina. Bogen er også oversat til dansk med titlen "Kløfternes land". Sidste efterår udkom opfølgeren "Whose promised city?" om byen Jerusalem. Han er gift med sygeplejersken Anne Chapman og sammen har de tre voksne børn. I morgen prædiker han i Københavns domkirke.