Lars Henriksen |
27. august 2005
Danskerne søger i stigende grad den eneste ene via specialiserede dating-sider på internettet. En hel kærlighedskultur er under forandring, mener forskere
Dating for læger, dating for store mennesker, smukke mennesker, jægere, landmænd, sindslidende og handicappede. Hver måned skyder nye specialiserede hjemmesider frem, hvor man kan søge en partner inden for et snævert område. Inden for de seneste to år er mere end 30 sider skudt frem, og flere melder om op til 100 nye brugere om dagen.

Fænomenet er udtryk for en ny kærlighedskultur med nye regler for, hvordan vi mødes og forelsker os, mener ekstern lektor Charlie Breindahl fra Københavns Universitet, der siden 1999 har forsket i dating på internettet.
– Vi bliver fodret med kærlighed og sex gennem medierne, og dermed kommer vi tættere på forestillingen om, hvem der er vores eneste ene. Det kommer nu blandt andet til udtryk ved, at man med de specialiserede dating-sider skyder genvej til kærlighed-en, siger han.
Forskere vurderer, at cirka 40 millioner mennesker verden over har søgt kærlig kontakt over internettet. Omkring 800.000 af dem er danskere. De nye, mere specialiserede dating-sider er på mange måder den logiske udvikling af et behov for at snævre ind, hvem det er, man søger efter, mener Charlie Breindahl. For jo flere muligheder, der er, jo mere vil man have det helt rigtige.
Én af de nyeste hjemmesider er DoktorDating.dk, der startede den 2. maj i år. Den har allerede 3084 aktive brugere, og det skyldes en søgen efter fælles referencer i en tid, hvor arbejdet fylder stadig mere, mener sidens ophavsmand, Rasmus Dahl-Sørensen, der er læge på Herlev Sygehus.
– Det kan være svært at finde en kæreste, der kan identificere sig med, hvad en læge laver. En, som har forståelse for arbejdsvilkårene i sundhedsvæsenet. Det er afgørende, at der er balance i et parforhold, og gennem denne hjemmeside kan man måske undgå mange kontroverser, der kan opstå i begyndelsen af et parforhold, siger han.
Den nye kultur har dog også sine faldgruber, påpeger journalist Erik Bork, der blandt andet har skrevet bogen "Netdating – Kærlighed ved første klik". For selvom han overordnet er begejstret for de nye kontaktmuligheder, kan den stigende selektivitet føre til, at folk vælger hinanden fra på et alt for spinkelt grundlag.
– Man ved fra forskningen, at der opbygges nogle meget positive forestillinger ved kontakt via internettet. Man håber altid på det perfekte, og dermed bliver dating-siderne en slags drømmefabrik. Når man mødes, kan man næsten kun blive skuffet og frasorterer måske en person på grund af bagateller. For der er jo uendelige muligheder, siger Erik Bork.
Fremtidsforsker Birthe Linddal Hansen deler hans bekymring.
– Der har udviklet sig en udpræget forbrugerkultur inden for kærlighedskulturen, hvor vi risikerer at miste noget af vores sunde fornuft. Og der er ingen tvivl om, at vi kun har set begyndelsen, siger hun.
henriksen@kristeligt-dagblad.dkloewendahl@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under familieliv
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad