Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Tusinder mødte op for at sige farvel til broder Roger til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tusinder mødte op for at sige farvel til broder Roger

-- Vi beder for det rumænske folk, som vi holder så meget af, og som nu er trist. Og vi beder for Luminita (den rumænske drabskvinde, red.), vi beder Dig tilgive hende, Fader, thi hun vidste ikke, hvad hun gjorde, sagde broder Rogers efterfølger, broder Aloïs, i sin tale. -- Foto: Scanpix.

Kommenter Hold mig opdateret

Alle kristendommens store trossamfund var repræsenteret ved bisættelsen af det økumeniske Taizé-broderskabs grundlægger

Mellem 8000 og 10.000 mennesker deltog i går i begravelsen af broder Roger, grundlægger af det økumeniske broderskab i Taizé i Bourgogne. Op mod 4500 mennesker deltog i gudstjenesten i Forsoningskirken, hvor broder Roger blev dræbt af knivstik i sidste uge. Resten overværede højtideligheden på storskærm udenfor under en let støvregn.

Gudstjenesten blev forrettet af Taizé-fællesskabets fire præster under ledelse af kardinal Walter Kasper, leder af Vatikanets kommission for mellemkirkelig dialog, en af de højest rangerende personer i den katolske kirke.

Men i broder Rogers ånd var gudstjenesten en økumenisk højtidelighed med deltagelse af samtlige store kristne trossamfund.

Den anglikanske kirke var repræsenteret af biskop McCulloch fra Manchester, som repræsenterede ærkebiskoppen af Canterbury. De lutherske og reformerte kirker deltog i skikkelse af Jean-Arnold de Clermond, leder af de franske protestanters sammenslutning, og af den tyske biskop Huber, som på henholdsvis fransk og tysk læste en bibelsk tekst.

Annonce
Men det var repræsentanterne for de ortodokse kirker i Rumænien og Rusland, som på bevægende vis afsluttede højtideligheden med sang og røgelse. Et valg, som næppe var styret af tilfældigheder, eftersom broder Roger blev dræbt af en psykisk forstyrret rumænsk kvinde.

– Vi beder for det rumænske folk, som vi holder så meget af, og som nu er trist. Og vi beder for Luminita (den rumænske drabskvinde, red.), vi beder Dig tilgive hende, Fader, thi hun vidste ikke, hvad hun gjorde, sagde broder Rogers efterfølger, broder Aloïs, i sin tale.

Kardinal Kasper understregede i sin prædiken broder Rogers økumeniske engagement.

– Broder Roger led under splittelsen mellem de kristne kirker. Med broderfællesskabet i Taizé ville han lægge kimen til enhed i kirken og i verden. Han ville leve den udelte kirkes tro, uden af bryde med noget trossamfund. Økumenismens forår blomstrede på Taizé-bjerget, i denne Forsoningskirke, sagde kardinal Kasper og fortsatte:

– Dernæst led broder Roger under splittelsen mellem folk og nationer, mellem rige og fattige. Han ønskede, at brødrene skulle leve i forskellige lande sammen med de fattigste som et tegn på kærlighed og fællesskab. For broder Roger var der kontinuitet mellem Guds kærlighed og menneskers, mellem bøn og handling, mellem aktion og meditation.

Broder Rogers kiste blev båret ind i Forsoningskirken af hvidklædte brødre, som derefter sad eller lå på knæ ned langs midtergangen.

Bag kisten blafrer dusinvis af fyrfadslys sagte i koret, hvor de udspændte orange, sejllignende stoffer illuderer en kæmpemæssig strålekrans, og understreger den atmosfære af enkelhed og fred, som gennemsyrer højtideligheden.

Kardinal Kaspers prædiken og de efterfølgende bibellæsninger veksler med de Taizé-salmer, ikke mindst den særligt kendte "Halleluja", som det økumeniske broderskab er kendt for. Flerstemmig sang rejser sig fra den fyldte kirke, hvor mange af deltagerne tydeligvis er fortrolige med stedet og dets salmer. Unge ligger på knæ i dyb meditation, flere med stærkt bevægede ansigter.

Efter en økumenisk nadver, som samtlige gejstlige, protestanter som ortodokse, deltager i, bæres kisten ud af brødrene til tonerne af Taizé-salmen "Sæt din lid til Gud, Han er God", sunget på latin af de flere tusinde gæster, herunder den tyske forbundspræsident, Horst Köhler, og den franske indenrigs- og kirkeminister, Nicolas Sarkozy.

Kirkerummet oplyses af hundredvis af små lys, som gæsterne holder i hænderne. Udenfor må lysene beskyttes af skærmende hænder mod den lette støvregn, som dagen igennem har fulgt de mange tusinde deltagere i begravelsen.

Catherine Zvegentzov er kommet med særbus fra London. Hun har rejst hele natten og kører tilbage umiddelbart efter bisættelsen. Hun er anglikaner, men datter af en russisk ortodoks far.

– Jeg var i Taizé for 15 år siden og har også deltaget i flere af Taizés europæiske møder i blandt andet Rom og Paris. Siden forlod jeg kirken, hvorefter jeg blev alvorligt syg, siger Catherine, som er 36 og tydeligvis stærkt berørt af sin tilbagevenden til Taizé.

– Da jeg hørte, at der blev arrangeret særbus fra London, følte jeg, at jeg måtte med. Jeg oplever dette som en ny chance i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg er på vej tilbage til troen, siger Catherine.

Broder Rogers kiste bæres ud gennem klokketårnet, den karakteristiske indgangsportal til Taizé-fællesskabet, som broder Roger grundlagde i 1940, mens han endnu var schweizisk protestantisk præst.

Han følges på vej af de godt hundrede brødre fra 35 lande, der fortsætter broderskabet under den nye abbed, broder Aloïs, som Roger selv udnævnte.

De kutteklædte brødre skiftes til at bære kisten, som nu bæres til den lille romanske landsbykirke, på hvis kirkegård broder Roger vil blive begravet ved siden af sin afdøde søster og andre Taizé-brødre.

Spørgsmålet er nu, hvordan Taizé-fællesskabet vil overleve tabet af sin grundlægger. Dagens højtidelighed lagde vægten på Taizés økumeniske arv, men i protestantiske kredse stiger bekymringen for, at Taizé under den katolske broder Aloïs vil fortsætte den tilnærmelse til den katolske kirke, som har været mærkbar de seneste år.

kirke@kristeligt-dagblad.dk
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​