Myten om det moderate islam

Bombningerne dagen før var en perfekt illustration af det, Jan argumenterede for, og redaktøren følte tydeligvis ikke nogen grund til at trække artiklen tilbage eller undskylde for den. Hans avis bliver læst vidt omkring og udkommer i hele Storbritannien.

Langt den største del af nutidens muslimer lever deres liv uden at gribe til vold, for Koranen er som et tag-selv-bord. Hvis man vil have fred, kan man finde fredsommelige vers. Hvis man vil have krig, kan man finde krigeriske vers. Man kan finde vers, der udelukkende tillader jihad (hellig krig) i forbindelse med forsvar, eller man kan finde vers, der retfærdiggør offensiv jihad.

Man kan endda finde tekststykker, der specifikt beordrer til terrorisme; det klassiske er Koranen, vers 8:59-60, der opfordrer alle muslimer til at forberede sig selv på at kæmpe mod ikke-muslimer.

Den pakistanske brigade-general S.K. Maliks bog om Koranens syn på krig bliver brugt vidt omkring i militære sammenhænge i forskellige muslimske lande. Malik forklarer Koranens lære om strategi således: "I krig er vores hovedmål modstanderens hjerte eller sjæl, og vores vigtigste angrebsvåben for at opnå det mål er vores egen sjæls styrke, og for at kunne igangsætte sådan et angreb, er vi nødt til at udelukke frygt fra vore egne hjerter ... Terror spredt blandt fjendernes hjerter er ikke kun et middel, det er et mål i sig selv. Når først terroren er blevet til en tilstand hos modstanderen, skal der næsten ikke gøres meget mere. Det er tidspunktet, hvor midler og mål mødes og forenes. Terror er ikke et middel til at påtvinge fjenden en beslutning – det er selve beslutningen, vi ønsker at påtvinge ham."

Hvis man tillader sig at plukke lidt velovervejet i teksten, bliver spændvidden af Koranens lære endnu yderligere. Linjerne i et vers, man ofte hører citeret som belæg for, at "islam er fred", lyder angiveligt sådan: "Den, der dræber et menneske, har dræbt hele menneskeheden". Men den fulde og uredigerede version af Koranen 5:32 slår fast, at "Den, der dræber et menneske – med mindre vedkommende er dømt for mord eller for at sprede oprør i landet – vil have handlet, som om han har dræbt hele menneskeheden."

Det næste vers opremser et udvalg af barbariske straffe til dem, der bekæmper muslimer og spreder "oprør" i landet (i nogle oversættelser "fordærv", red.). Straffe, der inkluderer dødsstraf, korsfæstelse og afhugning af lemmer.

Men hvilken form for "oprør i landet" kan gøre nogen fortjent til en sådan straf? Kan "oprøret" fortolkes som sekularisme, demokrati og andre ikke-islamiske værdier i landet? Kan "mord" være drabet på en muslim i Irak? Og mindst lige så vigtigt: er de muslimer, der bliver ved med at citere dette vers, klar over, hvordan de vildleder deres lyttere?

Det er sikkert rigtigt, at almindelige mennesker inden for enhver trosretning selv udvælger de uddrag, de selv bedst kan lide og lever efter dem, mens de lærde står for den officielle udgave. Særligt inden for islam har de lærde haft en udfordrende opgave på grund af Koranens mange modstridende tekster.

For at imødekomme denne udfordring har de udviklet reglen om ophævelse, der slår fast, at når som helst, der er en modsigelse, ophæver den senest daterede tekst den tidligere. For at kaste mere lys over Muhammeds oprindelige intention refererer de også til traditioner (hadith), der handler om, hvad han selv sagde og gjorde.

Trist nok for resten af verden drejer begge disse metoder islam væk fra det fredsommelige og i retning af krig. For de fredsfremmende vers i Koranen er næsten alle dateret tidligt fra Muhammeds tid i Mekka, mens de, der argumenterer for krig og vold, næsten alle er dateret senere efter hans flugt til Medina.

Selvom jihad har en række forskellige betydninger, inklusiv en åndelig kamp mod synd, viser Muhammeds eget eksempel klart, at han ofte fortolkede jihad bogstaveligt som krigsførelse, og han beordrede sågar også selv massakre, snigmord og tortur. Ud fra denne fortolkningsmåde har islamiske gejstlige udviklet en detaljeret teologi, der adskiller verden i to dele, dar al-harb og dar al-islam, hvor det er påkrævet muslimer enten via krig eller mission at ændre dar al-harb til dar al-islam.

Så mantraet om, at "islam er fred" udløb for næsten 1400 år siden. Det var kun i omkring 13 år, at islam var fred og intet andet end fred. Fra år 622 blev den stadigt mere aggressiv, omend med perioder i fredelig sameksistens specielt i kolonitiden, da teologien om krig ikke dominerede.

For nutidens ekstreme muslimer som for middelalderens retslærde, der udviklede den klassiske islam – ville det være mere sandt at sige, at "islam er krig".

En af de mest ekstreme islamiske grupper i Storbritannien, al-Ghurabaa, slog i tiden umiddelbart efter de to bombninger af London fast, at: "Enhver muslim der benægter, at terror er en del af islam, er kafir." En kafir er en vantro (dvs. ikke-muslim) og er et groft fornærmende ord.

Som det er formuleret af Mundir Badr Haloum, en liberal muslim, der underviser ved et syrisk universitet: "Vanærende terrorisme findes, og man kan ikke gøre andet end at anerkende det som en del af islam." Mens mange muslimer som enkeltpersoner vælger at leve deres liv udelukkende efter de (nu ophævede) fredsommelige koranvers, er det nyttesløst at bestride de doktriner i deres religion, der taler for krig og terrorisme.

Er det muligt, at de unge mænd, der begik selvmord, hverken var i udkanten af Storbritanniens muslimske samfund eller fulgte en excentrisk eller ekstrem fortolkning af deres tro, men snarere kom fra det muslimske samfunds midte og var motiveret af en almindelig fortolkning af islam?

De muslimer, der indvandrede til Storbritannien, kom til at begynde med for at finde arbejde. Men over de seneste 50 år har deres samfund udviklet sig væk fra en assimilation med den britiske majoritet og mod oprettelsen af et adskilt og særegent fællesskab, der næsten ligner kolonitidens indelukkede britiske Raj-styre.

Som en af mine pakistanske venner, der bor i London, for nylig sagde til mig: "Briterne gav os alt det, vi ønskede, hvorfor skulle vi klage?" Britiske muslimer har nu sharia inden for finansiering og boliglån, halal-kød i skoler, hospitaler og fængsler, statsfinansierede religiøse skoler, bederum i enhver politistation i London og meget mere. Denne udvikling er blevet hjulpet på vej af den britiske regerings tankegang om multikulturalisme, der har gjort det muligt for nogle muslimer at konsolidere sig og skabe et parallelsamfund i Storbritannien.

De muslimske samfund er nu i alle byer, der udgør knudepunkter i England såvel som i dele af Skotland og Wales. De former en akse, der løber ned gennem England fra Bradford til London med afstikkere til både øst og vest. Nogle vurderer, at inden 10 til 15 år vil de fleste britiske byer i disse områder have et flertal af muslimer og vil lokalt være under islamisk politisk kontrol, hvor de muslimske samfund lever efter sharia.

Hvad der vil ske derefter, afhænger af hvilken af de to udbredte religiøse retninger blandt de britiske muslimer med pakistansk baggrund, der står stærkest. Barelwi-majoriteten tror på en langsom udvikling, hvor de muslimske samfund langsomt rodfæster sig for til sidst at opnå en islamisk stat. Deobandi-minoriteten argumenterer for en hurtigere proces med både brug af politik og vold for at nå det samme mål.

I sidste instans bekender begge sig til målet om en islamisk stat i Storbritannien, hvor muslimer vil regulere deres egne forhold, og som prikken over i'et også alle andres.

Den vold, der næsten sygeligt er forbundet med de muslimske samfund i steder som Pakistan, er i stadig højere grad også til stede blandt de britiske muslimer. Vi har allerede pakistanske muslimers vold mod kurdiske muslimer; muslimers vold mod ikke-muslimer; en voldsom vækst i æresdrab og nu selvmordsbomber. Det er værd at bemærke, at mange konflikter rundt om i verden ikke er interne i de muslimske områder, men eksterne i forbindelse med, at muslimer forsøger at opnå regional kontrol, som for eksempel i det sydlige Thailand, det sydlige af Filippinerne, Kashmir, Tjetjenien og Palæstina. Er det muligt, at en konflikt af denne art også kunne opstå i Storbritannien?

Muslimer må stoppe deres selvbedrag. De må ærligt erkende den vold, der har eksisteret i deres historie på samme måde, som kristne var nødt til at gøre det, for kristendommen har en meget mørk fortid. Nogle muslimer er med stort mod allerede begyndt.

Det næste skridt må være en genfortolkning af deres tekster, Koranen, hadith og sharia samt en reformation af deres tro. Mundir Badr Haloum har beskrevet dette som en "uddrivelse" af terrorismen fra islam.

Den amerikansk baserede organisation Free Muslims Coalition, der blev dannet efter den 11. september for at fremme en moderne og sekulær version af islam, har foreslået følgende punkter:

1. En genfortolkning af islam til det 21. århundrede, hvor terrorisme ikke kan retfærdiggøres under nogen omstændigheder.

2. Adskillelsen af religion og stat.

3. Demokrati som den bedste styreform.

4. Sekularisme i alle former for politiske aktiviteter.

5. Ligestilling for kvinder.

6. Tro er et personligt forhold mellem et individ og hans eller hendes gud og må ikke tvinges af nogen.

Denne fristende version af islam er usandsynlig at opnå uden en lang og smertefuld proces bestående af små skridt fremad. Men hvad kan de være, og hvordan kan vi få begyndt? Et skridt kunne være, som foreslået af prinsen af Wales, at enhver muslim bør "fordømme disse ugerninger (bombningerne i London) og blandt sig selv luge dem ud, der prædiker og praktiserer sådant had og bitterhed." En enig fordømmelse af selvmordsbombere frem for at hylde dem som helte ville i sandhed være en glimrende start.

Mansoor Ijaz har foreslået en praktisk trepunktsplan:

1. Forbyd racistisk, hadsk prædiken i britiske moskeer. Udvis imamer, der overtræder reglerne.

2. Gransk britisk islamisk velgørenhedsarbejde for at finde dem, der finansierer terrorisme. Gør det umuligt for dem at modtage mere end 10 procent af deres indtægter fra udlandet.

3. Opret lokale overvågningsgrupper af muslimske borgere, der vil bidrage med nyttig information om fanatiske muslimer til myndighederne.

For regeringen er tiden kommet til at acceptere Trevor Phillips udtalelse om, at multikulturalismen er død. Vi har brug for at genopdage og stadfæste britisk identitet. Det vil blive en lang, hård tur for islam at få orden i eget hus, så den kan eksisterede fredeligt side om side med resten af samfundet i det 21. århundrede.

© The Spectator

Oversat af

Thomas Skovgaard Pedersen

udland@kristeligt-dagblad.dk



Dr. Patrick Sookhdeo

Leder af instituttet for studier af islam og kristendom i London samt international direktør for Barnabas Fund, der støtter forfulgte kristne mindretal. Han er af pakistansk oprindelse og anglikansk præst. Sookhdeo har en ph.d. i orientalske og afrikanske studier fra London Universitet. Han er newzealandsk statsborger.