Vi må lære at acceptere forskelligheden

– Jeg gik på Brårup Skole og har lige skrevet en artikel til skolens blad, hvor jeg reflekterede over, hvad det var, jeg havde med fra min opvækst. Jeg tror, min opvækst og mit miljø var kendetegnet af en uimponerethed. Kvarteret var belastet med mange såkaldte kommunehuse, og det var ikke nogen velanskrevet skole, men mens jeg voksede op, kom der nogle lærere til skolen, der ville noget, så tingene ændrede sig.

– Jeg er også præget af at være nummer tre i en søskendeflok. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg har været enormt afslappet med, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg brugte 10 år på at forsøge at komme til at leve som musiker. Jeg arbejdede som en hest for at blive god nok, for det var mit store ønske at leve af at spille guitar. Jeg tror nok, at mine forældre var spændte på, hvordan det skulle gå, men de forsøgte aldrig at presse mig til at gå i gang med noget andet. Den store frihed og muligheden for at leve et liv, hvor der ikke blev sat krav til en, har jeg nydt. Det er først, efter jeg er blevet instruktør, at den afslappethed er blevet afløst af mere målrettet planlægning af, hvad jeg gerne vil nå arbejdsmæssigt.

Hvilke fællesskaber er vigtigst for dig?

– Det er helt klart min familie. Jeg kan mærke dybt nede i min krop, at sådan er det. Jeg har været kæreste med min kone i mere end 20 år, så det er ligesom noget, der altid har været der.

– Men generelt synes jeg, at der bliver talt alt for meget om fællesskaber. Vi har et så stort ønske om at være fælles om ting, og vi har samtidig så svært ved at acceptere, at vi er forskellige fra hinanden helt dybt nede. Det provokerer os, når folk ikke er som os. Gennem mit arbejde med de tre film er jeg blevet dybt rystet over, hvor grund-forskellige vi er. Vi har så travlt med at tale om, at vi er ens, men det er vi ikke. Jeg tror, vi skal flytte os et sted hen, som vi slet ikke kan se endnu, hvor vi accepterer forskellighed i en grad, som er meget større. Al den snak om kanon er et skridt i den modsatte retning. Alle kridter banen op og siger, at deres spilleregler er hovedreglerne. I stedet for en kanon-debat ville jeg hellere have en debat om nogle etiske og moralske spilleregler, som accepterer forskelligheden.

Hvad tror du på?

– Jeg er kristen og det er en del af mit udgangspunkt. Jeg er medlem af folkekirken, og det betyder noget for mig. I mit hjem gik vi ikke meget i kirke, kun til jul og familiære højtider, og en overgang gik jeg i søndagsskole, selv om jeg ikke brød mig om det. Jeg var heller ikke nogen velopdragen konfirmand, men siden hen har jeg fundet ud af, at jeg godt kan lide at tale med præster.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– Helt konkret så beder jeg, hvis jeg er ude i tovene. Det har jeg brugt i alle årene. Der er en del historier, som jeg gerne ville have ud af Bibelen, men der er også mange steder i Bibelen med et meget smukt menneskesyn. Oprindelig havde vi historien fra Det Nye Testamente om kvinden, som folkemængden ville stene med i "Drabet". Jesus stopper steningen og slutter med at formidle tilgivelsen fra Gud, da han siger til kvinden: "Gå bort og synd ikke mere". Det er et vigtigt kit, at den tilgivelse eksisterer. At tilgive sig selv er det sværeste, men kan man få tilgivelsen fra Gud, så der man ikke helt ude.

– Det glæder mig, når jeg kommer i et fængsel og ser, hvordan kristne er nogle af dem, som er der, hvor der ikke er andre. Frelsens Hær er let at grine af, indtil man kommer ind i et fængsel og oplever, at dem skal du ikke grine af, for det er dem, som er der og hjælper. Det samme gælder for en organisation som Kirkens Korshær.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Det liv, man lever som familie i dag, er i høj grad et liv, hvor man forsøger at følge med, mere end det er et liv, hvor man sætter sig ned og planlægger og går efter nogle mål. Dybest set ved jeg ikke, hvor mange valg man har. Når det gælder børnene, så tror jeg, at det, som virkelig sidder hos dem, er sådan som man er. Men jeg har taget nogle valg for dem. Blandt andet har jeg valgt, at de skal være medlem af folkekirken. Jeg fortæller også bibelhistorier for dem, men de gider ikke høre, selv om jeg har købt en børnebibel. Det skal nok komme en dag, hvor de får lyst.

– I min generation har mange meldt sig ud og har den holdning, at så må børnene selv vælge dåben til. Det, synes jeg, er forkert. Jeg tror, at man skal vælge noget, og så vil jeg støtte mine børn, hvis de vælger det fra. Men de skal ikke ligge ude i sådan et limbo, hvor al ting er ingen ting.

Hvor trænger samfundet efter din mening mest til politiske forandringer?

– I forholdet til psykisk syge. Hvis du falder ned i den kasse og ikke har familie eller venner, som hjælper dig, så er der så få muligheder og steder, hvor man kan gå hen og få hjælp. Det har jeg oplevet i arbejdet bag filmen "Bænken", men også med nogle i min egen omgangskreds. De mennesker er ikke særligt højt råbende, men der er brug for, at der sker noget for den gruppe.

– I det hele taget er der brug for, at vi arbejder med vores syn på svaghed. Vi får fortalt mange historier om mennesker, som "bare kunne tage sig sammen". Man skal være bevidst om, at de historier, vi får fortalt, de påvirker os, og når man så begynder at indtage nogle af de holdninger og kan fornemme inde i sig selv: "nu må han tage sig sammen", så bliver det farligt.

Hvilke moralske og åndelige forbilleder har du?

– Jeg har ingen moralske og åndelige forbilleder, men jeg synes, at en mand som Bjarne Lenau Henriksen fra Kirkens Korshær har sagt rigtig mange gode ting, som også har været en drivkraft for mig. Men jeg har også stor respekt for et menneske som Birthe Rønn Hornbech. Hun formår som en af få politikere at sætte sig ind i modpartens argumenter.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk



Per Fly

45 år, instruktør og forfatter er aktuel med filmen "Drabet", som afslutter trilogien om under-, middel- og overklassen i Danmark. Det er 12 år siden, Per Fly afsluttede uddannelsen på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Siden har han blandt andet instrueret novellefilm og afsnit af tv-serie "Taxa" for Danmarks Radio og dukkefilmen "Prop og Berta". I 2000 havde filmen "Bænken" premiere. Det var hans debut som spillefilmsinstruktør, og filmen har givet ham en række prestigefyldte priser i ind- og udland ligesom efterfølgeren "Arven" fra 2003 om overklassen. Per Fly er gift med skuespiller Charlotte Fich. Sammen har de to drenge på 6 og 11 år.