Den 90-årige broder Roger, som skabte en af de mest succesfulde mellemkirkelige bevægelser i efterkrigstiden, er blevet stukket ned af en sindsforvirret kvinde
En af verdens store økumeniske kirkeledere, 90-årige broder Roger, blev tirsdag aften myrdet af en knivbevæbnet, sindsforvirret rumænsk kvinde. Det skete under den sidste aftengudstjeneste i den lille franske landsby Taizé i det østlige Frankrig, hvorfra han havde skabt en af de mest succesfulde mellemkirkelige bevægelser i efterkrigstidens Europa.
Mordet fandt sted, netop som 800.000 unge katolikker er samlet i Køln i Tyskland til den katolske kirkes traditionsrige ungdomsdage. Broder Roger var reformert præst, født i Schweiz, og hans projekt gik netop ud på at forene protestanter og katolikker i bøn, sang og stilhed. Da han døde, havde han opnået en status i den internationale forsoning, som nævner ham på linje med pave Johannes Paul II og Mother Teresa.
Pave Benedikt XVI kaldte ham en af den økumeniske bevægelses største ledere.
– De sørgelige nyheder rammer mig så meget hårdere, fordi jeg i går netop havde modtaget et brev fra ham, sagde paven. Benedikt, dengang kardinal Ratzinger, inviterede som noget helt usædvanligt broder Roger med til nadveren i forbindelse med begravelsen af pave Paul Johannes II. Den katolske kirke har ellers ikke nadverfællesskab med den protestantiske.
Danske unge fra især folkekirken, den katolske kirke og Baptistkirken i Danmark er også rejst til Taizé for at opleve den særlige fælles åndelige inspiration. Tirsdag aften var baptisten Torben Mau fra Skals ved Viborg til stede ved gudstjenesten.
– Jeg sad 25 meter fra broder Roger og hørte skrig og bump. Jeg så, at han blev båret ud af de andre brødre, og jeg tror, at han stort set var død på stedet. En af brødrene tog hurtigt over, og vi fortsatte gudstjenesten uden kaos, men jeg var meget rystet. Gudstjenesten kom til at tage længere tid, end den plejer, og det var først nogle timer senere, at jeg fik at vide, at broder Roger var død, siger Torben Mau, der som mange andre overvejede at tage hjem. Det blev dog ikke til noget, og i stedet samledes de mange tusinde til en fælles midnatsgudstjeneste.
vincents@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under Kirke og tro