En mørkeræd indbrudstyv

Der er da heller ingen bitterhed at spore, når Lars Jensen taler om sin baggrund:

– Det var ikke mine forældres skyld, at jeg blev misbruger. Heller ikke samfundets. Skylden var jo hos mig. Men jeg havde dårlige forudsætninger for at vide, hvad der var rigtigt og forkert, sandhed og løgn. Mine forældre havde ingen holdninger til noget, så jeg er da et produkt af både arv og miljø, men det var mig selv, der valgte at starte med at ryge hash. Jeg er træt af undskyldninger, men det var nok svært for mig på det tidspunkt at havne andre steder, fordi jeg manglede nogen at spille bold op ad, siger han.

Han har levet som stiknarkoman, fra han var 15, til han var 41 år. I alle de år blev stofferne finansieret af tyverier og røverier. Det første indbrud var i en børnehave.

– Jeg var så bange. Jeg led af skræk for mange ting – vand, højder og mørke. En mørkeræd indbrudstyv var jo ikke verdens bedste udgangspunkt, men jeg var mere bange for ikke at kunne få stoffer næste dag end for mørket, så vi brød ind og stjal fra kaffekassen.

Lars og hans kammerater lærte hurtigt, hvordan man listede ruden af til et privat hjem, og de indledte karrieren med villaindbrud.

– Vi rodede skruppelløst folks hjem igennem. Jeg havde ingen følelser for folks ting. Jeg var afstumpet og følelseskold og kunne slet ikke leve mig ind i, hvordan andre måtte have det. Jeg var ekstremt voldelig og dominerende, og når vi rodede folks ting igennem, svinede vi bevidst. I kommodeskuffen i soveværelset fandt vi smykker, og i skabet i køkkenet var der tit penge. Vi tog, hvad der var af værdi, skyndte os væk, fik tingene solgt og købte stoffer. Jeg retfærdiggjorde min kriminalitet med, at jeg jo skulle have mit misbrug til at køre rundt. Det handlede ikke om andet. Man ser mennesker som nogen, der har noget, man kan bruge. Det er ren udnyttelse, siger Lars Jensen.

Og hele tiden var han frygtelig bange for at blive taget af politiet.

Da det skete første gang, gik han helt i panik. Maven snørede sig sammen, han kunne ikke trække vejret, og turen fra politigården til dommervagten står stadig klart i hans erindring. Han var rystende angst for at blive spærret inde, men da han kom for dommeren, fik han bare en advarsel. Dybt lettet undrede han sig over, at han havde været så bange, så da han også anden gang fik en advarsel og først tredje gang en betinget dom, troede han ikke, at den ville få konsekvenser. Da den endelig blev udløst, og han som 20-årig røg i fængsel for handel med stoffer og tyvekoster, syntes han nærmest, det var uretfærdigt.

Men i fængslet var der alle de stoffer, han ville have fat i, så straffen føltes ikke hård. Lars boede på det tidspunkt på et herberg på Vesterbro eller var hjemløs. Fra 1978 til 1992 blev det til 10 år bag tremmer.

– Jeg var så ligeglad med at være i fængsel, at jeg efterlod fingeraftryk i folks hjem. På et tidspunkt røvede jeg en bank med et oversavet jagtgevær uden at være maskeret. Jeg kiggede lige op i overvågningskameraet og fik selvfølgelig fire og et halvt års fængsel fem dage senere. Men jeg fik betalt den gæld, jeg havde i miljøet, og det var, hvad det handlede om. Den var jeg nemlig bange for, for blev den ikke betalt, blev jeg nakket.

– Nogle gange kan man læse i avisen, at "Peter" blev løsladt fra Nyborg Statsfængsel fredag formiddag klokken ti efter fire års fængsel, og fredag klokken 12 røver han en tankstation. Men Peter har fået ubegrænset kredit til stoffer i fængslet, så udenfor venter der altså nogen på ham med et jagtgevær. Og de venter også på ham på den anden side af gaden over for tankstationen, mens han skaffer pengene, fortæller Lars Jensen.

Ifølge ham er det både mødre og bedstemødre, der smugler stoffer ind til deres pårørende, og der mangler aldrig narkotika i fængslet. Selv kom Lars Jensen aldrig i kløerne på nogen. Han var bedre begavet end de fleste og god til at organisere.

– Jeg kunne snakke en ko af en kløvermark, så jeg har altid været en af dem, der udnyttede de andre. Jeg var en hård banan. Jeg blev kaldt Lars Sherif, fordi jeg altid skulle bestemme, men inderst inde var jeg bare en lille bange dreng, der gerne ville elskes.

Lars' far havde en ledende stilling ved Københavns Telefon- og Aktie Selskab, og udadtil var familien på fire ganske almindelig. Der var hus, have og folkevogn, og alle fra vejen samledes hos familien Jensen foran vejens første fjernsyn, når Muhammed Ali skulle bokse.

Men når familien var alene, gik faderen amok. Han drak, råbte, skreg og tævede alle sønder og sammen med en dobbelt ledning med isolerbånd omkring, så Lars lærte hurtigt at fortrække. Først bare fysisk til små gemmesteder, hvor han kunne være for sig selv med sine dagdrømme om engang at blive læge eller professionel fodboldspiller. Lars var nemlig dygtigere end kammeraterne til det hele, både det boglige og det fysiske, og verden lå åben. Han fik høje karakterer på trods af en lille indsats, og samtidig var han stor og fysisk stærk. Men i takt med at faderens tæsk og fornedrelser haglede ned over ham, fik han brug for at gemme sig yderligere, og her kunne stofferne hjælpe. Når Lars var hjemme, mærkede han altid en nagende klump i maven. Den forsvandt, når han tog stoffer. Faderens: "Du er dum og bliver aldrig til noget", forsvandt. Tankerne om, at det var Lars' skyld, at faderen gik amok, forsvandt.

Som 12-årig røg han hash for første gang, og som 15-årig sad han med en nål i armen.

– Med et mindreværd på størrelse med Rundetårn blev jeg Tarzan og Supermand i én person, når jeg tog stoffer. Jeg fik det godt – lige til næste morgen, hvor nedturen kom, og jeg måtte have fat i nyt.

I dag er Lars Jensen stoffri på 10. år og misbrugsrådgiver på behandlingshjemmet Betesda ved Brande. Han leder desuden Café Hjørnestenen, et værested for misbrugere i Herning, er blevet gift og far til to drenge og papfar til én. Han bor med sin kone og drengene og har tæt kontakt til sin voksne søn, der er vokset op i en plejefamilie. At den voksne dreng vil have med ham at gøre i dag, betegner han som et guds mirakel, som han er dybt taknemlig for.

Sociolog og lektor ved Aalborg Universitet Morten Ejrnæs udgav i oktober sidste år bogen "Social opdrift – social arv", hvori han gør op med tankegangen om den sociale arv. Han ville kunne forstå, hvis Lars Jensen havde givet sine forældre skylden for sit misbrug og deraf følgende kriminalitet, for tankegangen om, at vi arver vore forældres problemer, ligger dybt i de fleste af os, men rent statistisk viser undersøgelsen, at kun meget få børn fra belastede familier får lige så tunge problemer som forældrene.

– Forældrenes sociale problemer har selvfølgelig betydning for børns trivsel og udvikling, men der er ikke tale om nogen form for automatik. Langt de fleste børn får det bedre end deres forældre. Det er en udbredt og dybt problematisk misforståelse, at man som barn af kriminelle forældre også selv bliver kriminel. Det fører til en stigmatisering af en hel gruppe, som man regner som fordømte på forhånd, og man ved jo, at lave forventninger kan skabe selvopfyldende profetier, siger Morten Ejrnæs.

Hans undersøgelse viser, at 92 procent af de børn, hvis forældre er registrerede for alvorlige problemer med for eksempel vold og stofmisbrug, ikke selv får de samme alvorlige problemer.

– Det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal prøve at hjælpe de otte procent, der kommer i klemme, men den sociale arvs betydning er stærkt overdrevet. Der er naturligvis en del kriminelle, som vil forklare egen ulykke med negativ social arv, og det kan man da godt forstå. Vi vil jo gerne kunne give vores far eller mor skylden for de dårlige egenskaber, vi har.

– Behandlere og kriminelle ligger under for myten om den sociale arv, og det giver problemer i det sociale arbejde. Social arv stigmatiserer, og det ødelægger muligheden for konstruktiv og respektfuld behandling, siger Morten Ejrnæs.

Ifølge ham er det ulighed og fattigdom i samfundet, der er den væsentligste årsag til kriminalitet.

– Egentlig kan man sige, at det er ufatteligt, at der ikke bliver begået mere kriminalitet, når man i fattige familier dagligt oplever, at man ikke kan købe det samme som de familier, man sammenligner sig med. Men normerne er stærke.

– Der bliver lagt så meget vægt på uddannelse og karriere i dag, at der er en tiltagende opmærksomhed på at have en ren straffeattest. Og sådan tænker kriminelle forældre som regel også, siger Morten Ejrnæs.

Lars Jensens tre små drenge skal for alt i verden have en tryg opvækst. De får så mange knus, kram og tilkendegivelser af, at deres far elsker dem, at det indimellem næsten kan blive for meget. På samme tid udstikker Lars Jensen skarpe grænser for dem i opdragelsen, så han næsten kan virke som en hård far. Det kan indimellem være svært at finde balancen i den nye rolle som forbillede for både drengene og de narkomaner, der er i behandling på Betesda.

– Jeg forsøger at gøre lige modsat min far, så nogen gange falder jeg nok i den forkerte grøft. De skal stille op til knus, bare jeg skal ud at køre om aftenen, og jeg vil altid vide, hvor de er. Men det er jo kun fordi, jeg elsker dem overalt.

Lars Jensen holder foredrag for børn og forældre om livet som misbruger, og bare sidste år besøgte han 99 skoler. Efter hans opfattelse mangler danske børn forældres og specielt fædrenes nærvær.

– Når jeg holder foredrag for forældre, er 80 procent af de tilstedeværende mødre. Hvis fædrene var mere nærværende i familierne, ville vi ikke se så mange unge, der begynder at smårapse og ryge hash, lyder hans bud.

I 1500-tallet fik man ved gentagne tyverier hugget højre hånd af. Eller man blev brændemærket på hånden eller i panden, så andre mennesker kunne tage deres forholdsregler, når man nærmede sig. Lars Jensen er ikke blevet brændemærket, men han kan vise skolebørnene alle sine stikmærker på hænderne, i armene, på benene og i halsen.

– Og så lytter de.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

DE TI BUD

"Du må ikke stjæle." Sådan lyder det syvende bud i De Ti Bud, der er at finde i Anden Mosebog kapitel 20 i Det Gamle Testamente. Kristeligt Dagblad sætter fokus på De Ti Bud i en artikelserie. Buddene er sivet ned i kulturens grundvand, hvorfra de gennemsiver vore tankemønstre og grundforestillinger. Hvordan lever vi buddene anno 2005? Hvad betyder de for os? Og hvad kan vi bruge dem til? Med et netabonnement kan seriens artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk.