Kirkekunst og kanoner

Sådan lød den ambitiøse opfordring fra Grethe Damsgaard, forlægger og direktør for Thaning og Appel, til Mikael Wivel. En klar udfordring for en fagmand med kirkekunst som et af sine specialer, skulle man synes. Og hånden på hjertet -- det var noget af en drømmeopgave for den 59-årige kunsthistoriker og foredragsholder. Derfor var hans svar også af næsten bibelsk klarhed: et rungende ja. I "Kirken og kunsten" kører Mikael Wivel med lige dele faglighed og ekspertise 27 fremtrædende kunstnere og deres udvalgte værker i stilling.

Kan man betragte bogen som en kanon for kirkekunsten i det 20. århundrede?

-- Det kan man godt, selvom der måske nok er enkelte, jeg har overset, både blandt de levende og de døde. Der er jo en vrimmel af kirker i Danmark, jeg har ikke været i dem alle, og der kan godt gemme sig noget, jeg ikke kender til. Noget fremragende, måske -- men jeg tror det egentlig ikke, for jeg har været vidt omkring. Tanken med bogen var, at den skulle være overskuelig og ikke det modsatte. Den skulle lægge nogle linjer frem og pege det væsentlige ud langs dem. Nogle kunstnere blev valgt fra, fordi deres løsninger ikke var originale nok, andre fordi løsningerne var for pæne eller for dekorative i sammenhængen.

Det er tydeligvis det passionerede, det fremadrettede eller det overrumplende, du har satset på. Og man kan vel også sige, at bogen dækker såvel en subjektiv som en objektiv vurdering?

-- Efter en streng subjektiv vurdering havde jeg nok valgt færre kunstnere ud, men så til gengæld satset på flere værker af hver. Men øvelsen gik jo på ikke på at vælge af lyst, derimod at skildre et samlet forløb af dansk kirkekunst i det 20. århundrede. Et forløb, som er underrepræsenteret i andre kunsthistoriske fremstillinger af perioden på grund af branchens traditionelle berøringsangst over for det kristne billedstof. Men sagen er jo, at kirken, ikke mindst siden anden verdenskrig, har satset store summer på at hente den moderne kunst inden for murene, og det er bredden i dette på mange måder dristige og ideelle tiltag, der er bogens egentlige ærinde.

Da listen over mulige kunstnere var diskuteret og på plads, tog Wivel på rundrejse i det ganske land. Fordi det var afgørende ved selvsyn at prøve, om de enkelte værker stod distancen. Nogle gjorde det, andre ikke.

-- Der var desværre skuffelser, som så blev strøget af listen, men også uventede og positive overraskelser, både blandt de unge og de ældre. En kunstner som Mogens Jørgensen, eksempelvis, som på trods af sin høje alder viste sig at være mellem de mest innovative i flokken. Han har lavet altertavler og glasmalerier som så mange andre, men også med stor nysgerrighed kastet sig ud i mere utraditionelle eksperimenter med glødelamper og andre for kirken væsensfremmede materialer. Af samme grund er han repræsenteret med ikke mindre end tre eksempler i bogen -- og er altså topscorer i min kanon. Den ældste af dem alle skulle vise sig at være den yngste.

Mikael Wivel har specielt vægtet tiden efter Anden Verdenskrig, hvor kirkekunsten ifølge ham har fået en veritabel renæssance. Dette skyldes blandt andet, at der op til det tidspunkt ikke var så mange ældre kirker, der benyttede sig af yngre kunstnere, når altertavler skulle fornyes. Og netop Mogens Jørgensen -- og hans ven og våbenbror Sven Havsteen-Mikkelsen -- var blandt dem, der dengang blev "inviteret inden for i varmen". Begge står da også markant frem i bogen. Men de kommer ikke ud af ingenting.

-- Efter min opfattelse starter den moderne kirkekunst med Joakim Skovgaard. Han brød med den linje, som begynder med Eckersberg og dennes nærmest "surreelle" altertavler, men som blev mere og mere udvandet og sentimentaliseret af hans efterfølgere i det 19. århundrede -- en udvikling der kulminerede under Carl Bloch. Skovgaard "rensede luften" og lagde sporene ud til en renere kirkekunst, baseret på de oldkristne traditioner.

Det andet brud kommer med Niels Larsen Stevns, som var Skovgaards assistent i Viborg, men fandt sin mesters løsninger for venlige og for dekorative, stillet over for Nietzsches dictum om Guds død, som netop var blevet introduceret herhjemme af George Brandes. Stevns mente, der skulle skarpere lud til, end Skovgaard kunne levere.

-- Det tredje spor udgår fra Vilhelm Wanscher, der var docent på Kunstakademiet i København og på det nærmeste var besat af den store stil i den italienske renæssance. Han underviste på en så medrivende facon, at han indgav de unge akademi-elever en tro på, at de på mærkeligt tidsoverspringende vis kunne hente renaissancen ind i modernismen og skabe tidssvarende figurbilleder i traditionen efter Rafael og Michelangelo -- og her også figurbilleder af religiøst islæt.

Disse tre spor er ikke til at komme uden om, når man taler om moderne dansk kirkekunst: Skovgaard står for det narrative og det dekorative, Stevns for det passionerede og psykologiske, og Wanscher for den store vesterlandske tradition.

Det er altså disse tre spor, der er de bærende for fremstillingen?

-- Ja, og det har været morsomt. At se traditionen gennemspillet igen og igen og på uventet vis, af vidt forskellige kunstnere. Traditionen fra Stevns er nok den stærkeste af de tre, måske fordi han klart er den mest originale kunstner i feltet -- den går via Isakson og Høst til Havsteen-Mikkelsen og videre op gennem tiden til Peter Brandes, Maja-Lisa Engelhardt og Per Kirkeby, som så absolut er den mest originale arvtager.

Traditionen fra Skovgaard er mere skjult, fordi man længe har set skævt til hans fortællende, dekorative stil. Men sent i århundredet har den fået kvalificerede svar, ikke mindst fra en hidtil temmelig uplacerbar kunstner som Bjørn Nørgaard, hvis virke pludseligt falder på plads, når man ser det i forhold til Skov- gaard og den stil, denne står for: nemlig Skønvirke. Det samme gælder en kunstner som Sonia Brandes.

Når det gælder Wanscher og den store stil, blev den umiddelbart taget op af et par nu desværre ret glemte kunstnere som Stefan Viggo Pedersen og Kresten Iversen, men også sent i århundredet af en frodig begavelse som Svend Wiig Hansen og af en postmoderne desperado som Peter Bonde.

Hvilken rolle har kirken spillet i udviklingen af den moderne kirkekunst, og har kunstnernes kristne tro haft betydning for udvælgelsen?

-- Kirken har ikke mindst i det seneste halve århundrede spillet en kolossal rolle som kunstmæcen. Det er her, pengene har været -- det er her, de store opgaver har ligget. Det er ikke uvæsentligt, men samtidig er der noget andet og mere. Opgaverne er ikke bare udfordrende, de er også forpligtende. Det er et stort og traditionstynget stof, der skal under behandling, og de rum, der skal dekoreres, er gennemsyret af tid og tro. Det kræver sin mand eller sin kvinde at føre sådan et projekt frelst igennem, og det er tydeligt, at de pågældende kunstnere har gjort sig mere end bare almindeligt umage, når de har taget opgaven på sig.

Mikael Wivel påpeger at Stevns gik ind til opgaven som troende, ligesom Mogens Jørgensen og Sven Havsteen-Mikkelsen. Men når vi nærmer os vores egen tid, bliver billedet mere uklart -- de fleste af de involverede har uden tvivl kun haft vage opfattelser af, hvad der ventede dem.

-- Men konfronteret med kirkerummet -- og med opgaven -- har de mobiliseret hidtil ukendte kræfter. En kunstner som Niels Guttormsen hører, så vidt jeg ved, ikke til blandt de troende -- snarere tværtimod -- men da han fik opgaven med Fonnesbæk Kirke overdraget, løste han den, inspireret i den rette ånd.

Det samme gælder efter Mikael Wivels opfattelse til en vis grad Carl-Henning Pedersen, da han skulle udsmykke koret i Ribe Domkirke. Heller ikke han var traditionelt kristen, men snarere troende af mere kosmisk observans.

Men han var oprigtigt optaget af de danske kalkmalerier -- og følte selv, at han kom som sådan en middelalderlig kalkmaler til Ribe. En farende svend, som skulle smykke kirke og gengive den noget af den pragt den havde haft i de nu længst forsvundne dage.

-- Man kan diskutere løsningen, om det hele gik op, men ikke hans oprigtighed i forhold til det middelalderlige. Og det mærkelige er, at jo flere gange man ser den, jo smukkere virker dekorationen -- det er som om den falder på plads og samler rummet.

Nogle siger, at al god kunst er kristen, mens kristen kunst altid er dårlig, hvad mener du?

-- Det er det rene sludder. En forvanskning af Giersings dictum: "God kunst er altid national. National kunst er altid dårlig." Meget af det bedste i den vesterlandske kunst bygger på kristendommen og Bibelens fortællinger -- fra oldkristen tid og frem, fra renæssancen og frem til barokken. Tænk bare på Donatello, Tizian og Rembrandt! Det er en lang og stærk tradition, der først finder sin fornemme afslutning i det 19. århundrede med Thorvaldsens Kristusfigur i Frue Kirke i København. Den er er simpelthen det autoritative punktum for traditionen. Fra det øjeblik er det slut. Bortset fra Delacroix og Manet er der ingen af de store malere i et 19. århundrede, der tager tematikken op -- det lod sig simpelthen ikke gøre.

-- Gauguin forsøgte ind imellem -- og det gjorde van Gogh rasende. Han skrev sådan noget som: "Man kan ikke male Kristus i olivenlunden -- men man kan godt male olivenlunden, som om Kristus er der." Og det er netop på den måde, at det guddommelige kommer ind i kunsten igen, pr. stedfortræder. Både van Gogh, som var kristen, og Monet, som var ateist, fandt det således i naturen. Men det er en anden historie -- og en anden bog.

Hvis du skulle fremhæve en enkelt udsmykning blandt de 31, du har med i bogen, hvilken skulle det så være?

-- Svend Wiig Hansens i Kastrup Kirke. Fordi den i højere grad end alle de øvrige er af vor tid. Wiig havde et både passioneret og personligt forhold til fortolkningen af den kristne ikonografi. Han forholdt sig frit til traditionen, lænede sig ikke op af det velkendte, men tog i stedet udgangspunkt i mennesket og i den menneskelige eksistens, her og nu. I sin fortolkning favnede han såvel det grusomme som det ophøjede. Desuden er hans formsprog dybt originalt, og hans materialevalg mildt sagt overrumplende. Der er tale om et hovedværk her, ikke bare i nyere dansk kirkekunst, men i dansk kunst som helhed.

Mikael Wivel holder foredrag om danske kirkeudsmykninger fra de sidste hundrede år ved et læserarrangement den 6. september i København. Arrangementet finder sted i Vartovs store sal klokken 17-19.

moe@kristeligt-dagblad.dk

Mikael Wivel

Kunst-historiker og dr.phil. på en afhandling om maleren og billedhuggeren Niels Larsen Stevns (1864 --1941). Har skrevet flere monografier om kunstnere. Af Carlsbergfondet har han fået til opgave at skrive en kanon om billedkunsten i det 20. århundrede. Arbejdstitlen er "Kaniner og kanoner".