Af Jørgen Carlsen |
24. februar 2007
Mikael Rothsteins rolle inden for religionsforskningen kan minde lidt om Kristen Poulsgaards rolle i dansk politik. Det er ustyrlig morsomt at overvære
Jeg skal ellers love for, at religionskritikken har fået mund og mæle her på det sidste. Det skal ikke beklages, for vi kan aldrig blive kloge nok – hverken på Gud, verden eller os selv. Men der er endnu en grund til at hilse den nye religionskritiske diskussion velkommen. Den byder nemlig på ganske fornøjelig underholdning.
For nogle år siden holdt Knud Riis, Morten Kvist og andre hvileløst granskende teologer et konvent, som havde titlen "Dum på Gud". Det kunne de have sparet sig. De kunne bare have opsøgt nogle af dem, der ved besked om tingenes rette sammenhæng.
For eksempel kunne de være mødt op til konferencen "Gudløs", der for nylig blev holdt på Københavns Universitet. Her ville de i løbet af få timer være bragt ud af alle deres vildfarelser. De ville indse, at der slet ikke er noget at forstå eller for den sags skyld nære tvivl om. Al tale om Gud er nemlig det rene hjernespind. Digteren Henrik Nordbrandt ville oven i købet kunne fortælle dem, at religiøse mennesker er småt begavede – eller ligefrem syge i hovederne. Senest har Nikolaj Cederholm lavet et stykke stand-up teater under titlen "Åh Gud". Han er vistnok ude på lidt af det samme.
En af initiativtagerne til konferencen "Gudløs" var idéhistorikeren Malene Busk. For et par uger siden optrådte hun sammen med religionshistorikeren Mikael Rothstein i programmet "Deadline 2. sektion". De skulle diskutere religionskritik med Hans-Jørgen Schanz, som er professor i idéhistorie.
Det var virkelig en omgang "Normalerweise". Det var tydeligt, at Malene Busk var noget forfjamsket i diskussionen med professoren. Hun mindede mest af alt om en rødmende skolepige over for sin strenge lærer, og hun gjorde heller ikke ligefrem nogen overbevisende figur. Hun nåede lige at række tunge og sige prut. Eller noget i den retning.
Ustyrlig morsom var til gengæld Mikael Rothstein. Hans rolle inden for religionsforskningen kan minde lidt om Kristen Poulsgaards rolle i dansk politik. Ligesom Poulsgaard ikke mente, at det danske sprogområde var stort nok til en kongelig ballet, således mener Rothstein dybest set – og guderne skal vide, at han er en dybt tænkende forsker – at den danske folkekirke og luthersk-evangelisk kristendom er noget overflødigt bras. Begge dele er dødssyge, som han bramfrit udtrykker det.
Det sjove ved Mikael Rothstein er, at han optræder som en rigtig gammeldags missionsmand. Den mand har virkelig set lyset. Derfor kan han uden den mindste anfægtelse fremture med sin militant missionerende ateisme. Hvad han jo også gør i tide og utide. Tænk sig, at missionæren Mikael Rothstein er ansat på Københavns Universitetet i samme disciplin som i sin tid blev varetaget af en Vilhelm Grønbech. Det er da komisk. Ih, hvor vi gungrer, som musen sagde til elefanten, da de gik over broen.
Jørgen Carlsen er forstander på Testrup Højskole
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad