Børnene har genvundet et sprog for troen

Grethe Dirckinck-Holmfeld hører meget, som hun ikke gengiver i bogform, da de korte finurlige citater er uddrag af lange samtaler. Hun mødes med børn fra 1. til 3. klasse i grupper på tre og beder dem undre sig over et bestemt emne, og så begynder en samtale mellem børnene, hvor hun forsøger at blande sig mindst muligt, men at lytte og opfange citater. Hun vælger bevidst at sammensætte børnene i små grupper for at opbygge en fortrolighed og få samtalen til at leve, men flere gange har hun også oplevet, at en levende samtale er blevet til et skænderi mellem børnene.

– I de senere år er forholdet mellem kristne og muslimer kommet til at spille mere ind i samtalerne. Muslimske børn kan udtale sig mere skråsikkert om eksistentielle emner end danske børn, og jeg kan se, at de danske børn bliver forlegne og ikke helt ved, hvad de skal sige, for i modsætning til deres muslimske klasse-kammerater er de ikke trænede i at tale om tro, selvom de har viljen til det, siger Grethe Dirckinck-Holmfeld.

– Når man ser danske børn sammen med muslimske, står det klart, at børnene som helhed er produkter af den meget afslappede, danske holdning til troen, som dominerede i 1960'erne og 1970'erne, hvor det var upassende at mene, at tro var vigtigt, siger hun.

Barnetroen anno 2005 er påvirket af, at der er en stor muslimsk befolkning, mener folkeskolelærer Torben Høegh Rask.

Han er lærer på Munkevænget Skole i Kolding, hvor der er en del muslimske elever. I den 1. klasse, som han i det forgangne skoleår har undervist i faget kristendom, har han flere gange oplevet de to kulturers barnetro støde sammen.

– De danske børn har ikke i samme grad svar på rede hånd, som de muslimske elever, siger han og nævner som et eksempel bøn.

– For de muslimske elever er bøn centralt, fordi islam betoner den

disciplin. De danske børn siger ikke noget, men jeg kan se, at de lytter. Jeg kan også høre muslimske børn sige, "vores religion er god", og igen siger de danske elever ingenting, siger Torben Høegh Rask.

Som læseplanerne for kristendomsfaget foreskriver, har Torben Høegh Rask brugt 1. klasse på at gennemgå en række centrale, bibelske fortællinger med eleverne.

– De historier, som børnene kender fra Bibelen, er dem, som man kan få på tegnefilm som historien om Moses og Josef. Men når jeg fortæller, så lytter de, og de bibelske fortællinger optager dem, som gode historier gør, siger Torben Høegh Rask.

Det er også Grethe Dirckinck-Holmfelds indtryk, at børn i dag, kender flere bibelske fortællinger, men de bærer historierne som et usamlet puslespil, hvor brikker bliver sat sammen på må og få. Som den otteårige dreng, der gengiver sidste del af Jesu livshistorie med følgende ord: "Jesus kunne gå på vandet, indtil han fik søm i fødderne og i hænderne. Så sank han."

– Danske børns viden om kristendommen og de bibelske historier er lidt sporadisk. De kan nogle historier, men de kan ikke rigtig sætte dem i sammenhæng, og det er sjældent, jeg møder børn, som har fået hjælp til at sætte historierne i relation til deres eget liv. Fortællingerne bliver stående som de gode historier, som de også er, siger hun.

Samme erfaring har reporter Rasmus Mandsberg fra DR P2's program "Fabulatoriet". I snart tre år har han lavet indslag til programmet, hvor børn i alderen syv til 11 år taler om alt fra mobiltelefoner til Moses.

– Børn er gode til at tale om det abstrakte og har en meget nøgtern tilgang til store emner. De bygger deres viden på brudstykker af det, de har fået fortalt i børnehaven, skolen og måske hørt i hjemmet, og så sætter de det sammen. De konkrete historier fra Bibelen kan de ikke altid gengive, og ofte digter de også videre på dem, men de ejer en stor frimodighed. Børn er ikke præget af de hæmninger, som mange voksne har, når det kommer til at tale om tro, siger Rasmus Mandsberg.

413 skoleelever fra Ribe og Haderslev Stift fra 4. til 10. klasse deltog sidste år i en prisopgave med overskriften "Min tro, min kirke, mit liv", som blev holdt i samarbejde med JydskeVestkysten.

Haderslev Stifts biskop, Niels Henrik Arendt, var med til at bedømme bidragene, og noget af det, som slog ham ved læsningen af børnenes tekster, var den frimodighed, som børnene udtrykte omkring troen.

– Børnene var i stand til at formulere sig på en personlig måde om tro, og det var ikke noget, som var fremkaldt til lejligheden. Jeg læste teksterne som et udtryk for, at mange børn i det daglige tænker over

eksistentielle spørgsmål og taler med deres jævnaldrende om det, siger Niels Henrik Arendt.

Danskerne er kendt for at være blufærdige, når det kommer til at tale om tro, og Niels Henrik Arendt har ved flere lejligheder udtrykt respekt for den udbredte blufærdighed omkring troen, for som han siger:

– Det, som er sværest at tale om, er også ofte de ting, som er mest dyrebare for én. Men omvendt tror jeg, at forældregenerationen stadig er præget af, at man i 1960'erne og 1970'erne blev aflært det religiøse sprog i forbindelse med det almindelige

autoritetsopgør, og efterhånden blev blufærdigheden så total, at man ikke kunne tale med selv de nærmeste om

tro. Er der ikke et fælles

sprog, så evner man heller ikke at fastholde troen som et fællesskabsanliggende, siger Niels Henrik Arendt og tilføjer:

– Men når jeg læser det, som børnene har skrevet, må jeg konkludere, at børnene har genvundet et sprog for troen med meget selvstændige formuleringer.

Niels Henrik Arendt har beskæftiget sig indgående med forholdet mellem islam og kristendom og holdt mange foredrag om emnet. Han er på den baggrund også sikker på, at børns forhold til barnetroen i dag bliver påvirket af, at stadig flere skoleklasser er multireligiøse.

– Når jeg holder foredrag om islam og kristendom, kommer voksne og efterlyser hjælp til at formulere centrale ting omkring deres kristne tro. I mødet med islam har danske børn samme behov, for ingen bryder sig om at komme til kort. Vi må genlære nogle enkle formuleringer om, hvad den kristne tro går ud på. Den helt store udfordring for kirken i dag er at formulere med tydelighed og enkelhed, hvad kristendommen er, siger han.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk