Kæmp for den danske skolefrihed

Højskolerne står om nogen midt i denne proces og har snart gjort det længe med et evigt krav om at kunne identificere deres egen funktionalitet. Efterskolerne gør det også i relation til det politiske udspil om at reducere 10. klasse til en årgang for "langsomme" elever, og friskolernes virkelighed er skærpede krav om parallelitet til folkeskolens undervisning.

Venstre- og højrepolitik tager aktuelt nogle markante skridt væk fra de kendte værdikomplekser, hvilket stiller Dansk Folkeparti i en gunstig position, som et parti, der har et umådeligt håndgribeligt værdigrundlag. Det har naturligvis også en tydelig afsmitning på den måde, der fra politisk hold tænkes fri skole på i Danmark. Venstre, som traditionelt har været de frie skolers fortalere, oplever gang på gang, at der er intern uenighed om de frie skoleformers relevans i almindelighed.

Centralt står dog ét begreb, som såvel de frie skoler som de fleste politiske partier gør til deres mantra, nemlig: frihed. Hvad man forstår ved dette begreb er imidlertid mangetydigt. Ikke mindst i Venstre vil man kunne få en spændende debat om, hvad man internt forstår ved "frihed for den enkelte" og "frisind".

Den selvbestaltede "Kommissionen til forsvar for kundskaber" udnævner elevernes alsidige personlige udvikling til at være den sikre vej mod uvidenhedens dyb. Kundskaber og færdigheder er vejen frem – ikke progressiv pædagogik – lyder parolen. De bekymrede miner efter diverse Pisa-undersøgelser retter et tilsvarende fokus på fagligheden i grundskolen. Dagsordenen er overordnet sat af, at staten har forandret sig til i dag at være det, Lars Qvortrup kalder en "supervisionsstat", som værdsætter vidensdiskurser, der kan loddes og vejes – rationelt og forskriftsmæssigt ved hjælp af målbare evalueringer.

Albert Einstein sagde engang, "Ikke alt, der kan tælles, tæller, og ikke alt, der tæller, kan tælles". Naturligvis er et godt fagligt fundament på de basale områder; læsning, matematik, sprog, naturvidenskab og samfundsfag væsentlige forudsætninger for dannelsen af det hele menneske. Men dannelse og uddannelse er hinandens forudsætninger.

Tidens aforismetest har omtrent fået status som tryllemedicin. Men test er én vej – der findes andre lige så gyldige veje: logbøger, portefolie etc. Ikke så få friskoler håndhæver bevidst arbejdet med følelsen, fantasien og indlevelsesevnen, fordi fortælling er et nøgleord for en stor del af de frie grundskoler. Disse kompetencer kan ikke isoleres til bestemte fag og er vanskeligere at "måle" end konkrete, boglige færdigheder.

Det kan undre, at den politiske diskurs så énsidigt tør fokusere på faglighed forstået som boglig kunnen, når ikke mindst erhvervslivet kalder på medarbejdere, der mestrer såvel kreative som snævert faglige kompetencer. Der er ikke tale om et enten eller – men et både og.

Fri- og privatskolerne har aktuelt stor succes, målt på tilstrømningen af elever og på karakterniveau, der kan sammenlignes i internationale evalueringer. I de rapporter, der er udarbejdet i den senere tid, herunder Pisa Danmark, Pisa-København og Rambølls evalueringsrapport om de tosprogede, er det muligt at finde frem til nogle faktorer, som er kendetegnende for de frie grundskoler: en stærk samtalekultur, et stærkt skole-hjem, samarbejde, engagerede lærerkræfter, medlevende forældre etc. Den slags parametre fylder ganske vist forsvindende lidt i de konklusioner, der eksponeres i offentligheden – af såvel eksperter som politikere. For forældrene og eleverne er det omvendt måske netop et kardinalpunkt. Det, der virker i de frie grundskoler ser ud til at være det empatiske forhold mellem de mange aktører, der er involverede i skolegangen. I de frie grundskoler er der en forventning om, at forældrene engagerer sig i deres børns skolegang, og der er en tendens til, at de i højere grad er ligeværdige parter i skoleprojektet frem for udelukkende brugere.

Og måske ligger her en væsentlig inspirationskilde til folkeskolen. Det fordrer nemlig, at skolens daglige aktører besinder sig på og tydeliggør, hvad der er vigtigt, og dermed ufravigeligt. Derfor er de frie grundskoler måske også bedre til at definere, hvad der har værd. Den enkelte skole er afhængig af, at kunne skelnes fra andre skoler. Man må derfor lægge vægt på at beskrive og formulere sine egne værdier og insistere på dem. Det kræver naturligvis argumentation og omsætning til praksis, så værdierne bliver tydelige for enhver.

For de frie grundskoler er det essentielt, at folkeskolen har succes. Forældrene skal vælge en fri grundskole som et tilvalg og ikke på grund af et fravalg.

Markante politiske røster mener i alvor, at løsningen på en del af folkeskolens problemer er at indskrænke det frie skolevalg. I pjecen "En endnu bedre folkeskole" foreslår LO, i det der skal forestille at være en progressiv fremtidsvision for folkeskolen, at barbere tilskuddet til de frie grundskoler ned og øge kravet til elevtal. På den måde skal det blive vanskeligere at være en fri skole, og således skal eleverne finde deres vej "tilbage i folkeskolen"! Desuden skal folkeskolen i højere grad kræve engagement af sin omverden – ikke mindst gennem styrket dialog med forældrene.

Det er tegn på alvorlig krise, når folkeskolens problemer søges løst ved at ofre principperne for skolefriheden i Danmark. Hvis friskoleloven skal give mening de kommende 150 år, skal der kæmpes i mange arenaer for retten til at drive fri skole på tværs af indtægt, ideologi og livsanskuelse. Det vil ikke mindst kræve politiske visioner, der med helikopterperspektivet intakt kan få øje på nuancernes betydning og ikke begrænses af sin egen blinde plet.

Ebbe Lilliendal Jørgensen er landsformand i Dansk Friskoleforening, og Maren Skotte er informationsmedarbejder i Dansk Friskoleforening.