Et drab har to regnskaber

Retsligt set straffes drab med samfundets strengeste straffe, fra fem år og op til livstid, gennemsnitligt ligger straffen på mellem 10 og 12 år. Politimæssigt sættes næsten ubegrænsede politiressourcer ind på at opklare mord, og opklaringsprocenten sniger sig pænt op over 90. Til sammenligning med andre sager forældes en drabssag ikke. Medieomtalen nærmer sig ofte hysteriske højder.

I et samfund, hvor det meste kan repareres eller nyerhverves gennem videnskab eller teknologi, står drabet tilbage som en næsten anakronistisk tragedie, det absolut ondes sejr. Drabet er en uafrystelig, uigenkaldelig og endegyldigt destruktiv gerning mod det dyrebareste, vi har, livet selv. Det skriver den norske teolog Paul Leer-Salvesen, der i bogen "Efter drabet" fra 1991 interviewede 13 drabsdømte om skyld og soning.

Femte bud i Det Gamle Testamente siger det med al ønskelig tydelighed: "Du må ikke slå ihjel." Alle kender vi til skyld og soning helt ned i hverdagens banaliteter. Men hvad sker der i en drabsmands hjerne, og ikke mindst med hans samvittighed, efter at have begået et drab?

Fængselspræst Jakob Arnbjerg siger, at af de to regnskaber er det hans pligt at tage vare på det indre regnskab.

– Det er det, der siger, at handlingen er utilgivelig og ubetalelig. Og jeg vil påstå, at selv den mest kyniske drabsmand et eller andet sted ved det med sig selv. Det andet regnskab er samfundets, som siger, at et drab for eksempel koster 12 år.

– Det er det indre regnskab, altså om du har gjort godt eller skidt, som er helt afgørende for ens sjælefred. Du kan jo sagtens gå rundt og hade din bror, tænke dårligt om andre eller lave intriger med loven eller De Ti Bud i hånden. Selvom du har overholdt de ydre bud, kan du stadig have en gæld at betale. Tilgivelsen og kærligheden på trods af alt er for mig at se kristendommens kendemærke.

Dobbeltheden forbliver central, også i drabsmandens eget selvbillede, fortæller Jakob Arnbjerg. På den ene side føler den drabsdømte sig som det mest skyldige væsen på jorden og kan ikke sone nok. På den anden side hungrer han efter at blive set for andet og mere end blot sin ugerning – han er jo ikke kun dén, understreger præsten, selvom de fleste andre, han møder, har mere end svært ved at skille gerning og mand ad.

For at illustrere problemet fortæller Jakob Arnbjerg om en indsat, han engang mødte til en konference. Fangen tegnede en prik på et stykke papir, holdt papiret op og spurgte deltagerne, hvad de så. En prik, svarede de fleste. "Det er netop sådan, folk ser på os kriminelle, de ser kriminaliteten, men ikke alt det andet."

– Man burde for nogles vedkommende nok tegne mere end en enkelt prik, men det er alligevel et godt billede på den dobbelthed, som især drabsdømte lever med. Der er en indre konflikt, en kronisk eksistentiel smerte af varierende intensitet, som udspilles, for lige meget hvor længe du sidder inde, kan du ikke bringe det liv, du har taget, tilbage.

– Når man tænker i enten-eller-baner, glemmer man, at vi mennesker er sammensatte. Nogle ser tilforladelige ud, andre mindre, men vi har alle mulighed for at gøre godt eller ondt. Fordi vi forøver ondt, betyder det ikke, at vi som sådan er onde. Og viser vi noget godt, er det ikke ensbetydende med, at vi kun er gode. Hvis man bedre var i stand til at se, at nogle situationer kan fremkalde det ene eller det andet, og at vi er sammensatte, ville det være sværere at fastholde det stereotype billede af mennesket som enten ondt eller godt.

En så stærk forsyndelse som mord gør dog noget ved gerningsmanden. Oftest forekommer det at være et bombastisk punktum på en livskrise, der blev tiltagende desperat. Særligt gælder det hustrumorderne eller andre, som i affekt har dræbt en af deres nærmeste.

Eller narkomanen, der i et opgør om penge eller stoffer i desperation slår et menneske ihjel. Det er typisk de drabsmænd, som kommer til ham for at lette deres hjerte.

Derimod vil karakterafvigeren, der kan være bestilt til at dræbe, voldsmanden, som anser volden for en del af sin kommunikation, eller rockeren, som ligefrem ser drabet som en æressag, der giver point, alle være mere tilbøjelige til at gentage ugerningen, mener Jakob Arnbjerg.

I de første mange år af sit virke som fængselspræst havde han kun få samtaler med drabsmænd om de eksistentielle efterveer i kølvandet på et drab. Men de sidste 10 år har han oplevet en tiltagende åbenhed for at drage Gud med ind i de indsattes ugerninger, ikke mindst hos de drabsdømte.

– Når jeg taler med kolleger, er svaret det samme. Der er klart en øget åndelig søgen i fængslerne, en større interesse for kristendommen og for åndelighed i bred forstand. Jeg har i de senere år oplevet en tydelig stigning i antallet af fanger, der søger skriftemål.

Forudsætningen er ikke nødvendigvis en stærk tro, men en accept af, at der foruden præsten og fangen også er en tredje instans, Gud, med under samtalen. Typisk tager et skriftemål 3 til 10 samtaler, før man når igennem til selve bekendelsen og angeren, som er den sværeste, men også vigtigste del af det alt sammen.

For det er her, fortæller Jakob Arnbjerg, at paraderne skal helt ned, og den dømte må finde styrke og mod til at se sig selv og sine mørke gerninger i øjnene. Men så er der heller ikke langt til tilgivelsen, fortæller han.

Præsten og den indsatte beslutter i fællesskab, hvordan selve skriftemålet skal foregå. Ofte sker det i kirken, de to alene. De tænder alterlys, gør klar til altergang og gennemgår ritualet. Oftest beder Jakob Arnbjerg Gud om tilgivelse på den dømtes vegne.

– Så lyder ordene, som min far også brugte før gudstjenesten, da jeg var barn: "Så sandt du af hjertet angrer dine synder, kan jeg nu på Guds vegne tilsige dig dine synders nådige forladelse i Jesu Kristi navn."

For at få tilgivelse må man oprigtigt bekende og angre sine synder og tage sit fulde ansvar for det hændte uden at pynte på historien, mener Jakob Arnbjerg. Og der er ritualet ifølge ham brugbart til med "synlige tegn at få noget usynligt" frem, så det ikke bare opleves som "fri fantasi". Ritualet er med til at give oplevelsen virkelighed og autoritet, erfarer han.

Er tilgivelse noget absolut, eller skal den fornyes?

– Den skal fornyes, fordi vi er mennesker og har brug for at få den gentaget. Det er det samme med kærligheden. Det er ikke nok, at du har hørt din mand sige ja i kirken, du skal høre det igen og igen, det kan ikke ske ofte nok. I det hele taget er både tilgivelse og kærlighed noget irrationelt, som ikke kan forlanges af mennesker, kun modtages som en nådegave.

Når tilgivelsen endelig finder sted, oplever Jakob Arnbjerg, at den tilgivne får mere lyst til livet og til at gøre godt for andre.

– Den dømte bliver lettet for en byrde, han bliver ikke fritaget for sin skyld, men han kan leve med den. Han kan se sin gerning i øjnene og ved, han er accepteret et sted. Du kan sammenligne det med barnet, der har gjort noget galt derhjemme, mor og far kommer og siger, at straffen er det og det. Så er det helt afgørende, at forældrene siger, at nu skal det ikke være imellem os længere. Det er gjort, men relationen er ubrudt.

Er det din fornemmelse, at det at afsone et drab i fængsel er en soning i indre forstand?

– Det er helt tydeligt, at fangen, som afsoner en straf, i bedste fald oplever det som meningsløst. I værste fald bliver han en endnu mere hårdkogt kriminel. Når han starter med at få sin straf, synes han måske ikke, det er spor for meget, og han går i gang med at sone af et godt hjerte. Men en sådan soning kan ikke fastholdes i årevis. Det er meningsløst at regne det ud i åremål. Straf er nødvendig og påtvungen, men burde regnes ud i et opgør med ofrene.

Men det bringer jo ikke livet tilbage.

– Nej, det gør det ikke. Men jeg har i forbindelse med konfliktråd set, at det giver mening at tale med pårørende til ofre. I retten er spillet jo, at man på alle måder søger at unddrage sig ansvaret med undskyldninger om formildende omstændigheder, mens anklageren går den modsatte vej. Et møde mellem offer og gerningsmand, hvor gerningsmanden påtager sig sin skyld, kan have en stor helende effekt på begge parter.

Hvis tilgivelse er den vigtigste?

– Du kan have en proces i forhold til Gud, som kan ende med et skriftemål, og du kan have en proces i forhold til ofrene og en proces med dig selv, så det kan ske på mange forskellige planer. Ofte har den drabsdømte sværest ved at tilgive sig selv, og det er jo forståeligt. Der kan Guds tilgivelse være en åbning for de øvriges tilgivelse.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Mord i Danmark

I to ud af tre tilfælde er gerningsmand

og offer nært beslægtede eller samlevende. Tre ud af fire drab sker i en privat bolig, mens under 10 procent foregår på åben gade.

Hvert sjette drab består i, at børn bliver ombragt af deres forældre. Mænd er i stærkt overtal som sigtede gerningspersoner.

Ifølge politiets skøn er de tre mest udbredte årsager til drab jalousi, skænderi/slagsmål

og sindssyge/depression. Kniv og/eller

skydevåben anvendes i over halvdelen

af tilfældene. Under halvdelen af de

drabssigtede anses for at være

påvirkede af alkohol eller medicin/

narko i drabsøjeblikket.

Kilde: Juraprofessor Flemming Balvig i et efterord i bogen "Efter drabet."

Jakob Arnbjerg

født 1942 i Hune i Vendsyssel som præstesøn. Cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1971. Sømandspræst i Belgien og London i 1972-78, lærer på Uge Folkehøj-skole i 1978-79. Siden 1979 har han været ansat som fængselspræst i Statsfængslet i Vridsløselille, hvor han stopper til november i år.

DE TI BUD

"Du må ikke slå ihjel." Sådan lyder det femte bud i De Ti Bud, der er at finde i Anden Mosebog kapitel 20 i Det Gamle Testamente. Kristeligt Dagblad sætter fokus på De Ti Bud i en artikelserie. Buddene er sivet ned i kulturens grundvand, hvorfra de gennemsiver vore tankemønstre og grundforestillinger. Hvordan lever vi buddene anno 2005? Hvad betyder de for os? Og hvad kan vi bruge dem til? Med et netabonnement kan seriens artikler læses på www.kristeligt-dagblad.dk.