29. juli 2005
Politiet har ikke kunnet finde gerningsmændene til overfald på universitetslærer, som læste op fra Koranen. Enhedslisten appellerer til, at sagen ikke opgives
Københavns Politi har foreløbig opgivet at finde gerningsmændene til et overfald på en lektor fra Københavns Universitet, som sidste år blev truet og slået af tre unge mænd af arabisk udseende. Devar vrede over, at lektoren læste op af Koranen under en forelæsning.
– Sagen er lagt i bero, fordi der ikke er kommet noget nyt. Overhovedet. På det foreliggende grundlag har vi ikke fået nogle oplysninger, som gør at vi er kommet nærmere på at identificere de tre gerningsmænd, siger kriminalkommissær Per Leo Jepsen fra Københavns Politi.
Per Leo Jepsen understreger dog, at sagen kan blive genåbnet, hvis der skulle komme nye oplysninger.
– Selv om der ikke sker nogen aktiv efterforskning i sagen lige nu, så har politiet masser af sager, som vi lægger i bero, men som vi tager frem igen, hvis der kommer nye oplysninger. Men skal der ske noget, så skal vi have nye spor. De spor, vi har haft, har vist sig at være tørre, siger kriminalinspektøren.
Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, der tidligere har opfordret justitsminister Lene Espersen (K) til at sikre, at politiet brugte kræfter på sagen, håber stadig, at gerningsmændene en dag findes.
– Jeg går selvfølgelig ud fra, at politiet har foretaget en grundig efterforskning og stadig – med jævne mellemrum – vil se, om der skulle være dukket nye oplysninger op. Det er af allerstørste betydning for ytringsfriheden på universiteterne, at man kan udtale sig uden frygt for at få tæv. Derfor er det også vigtigt at bruge ressourcer på at efterforske den slags forbrydelser, siger Line Barfod.
Overfaldet på lektoren fra Københavns Universitetets Carsten Niebuhr Institut den 5. oktober 2004, skabte frygt og vrede i universitetsmiljøet. Lektoren, der har en jødisk mor og en muslimsk far, har fortalt, at han blev passet op ved et busstoppested i det indre København. De tre unge var smilende og venlige og sagde, at de ville diskutere undervisningen med ham. Han blev tilbudt et lift i deres bil, men inde i bilen vendte stemningen. Lektoren blev overfuset, truet og slået i nyrer og ryg. Til sidst blev han i Valby nær Zoologisk Have smidt ud af bilen.
Senest aftalte regeringspartierne samt Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i forbindelse med integrationspakken, at overfald og trusler mod forskere, politikere, journalister eller andre, som kommer med lovlige ytringer, skal indberettes og registreres til Rigspolitiet.
Samtidig har partierne aftalt, at straffen for at overfalde og true personer, der kommer med lovlige udtalelser, skal skærpes på samme måde, som det for to år siden skete over for forbrydelser begrundet i race, tro og seksuel orientering. Det er ikke mindst sagen om læreren fra Carsten Niebuhr-instituttet, der har ført til denne sidestillelse. /ritzau/
www
Med et netabonnement kan de tidligere artikler i serien "Frie ord i klemme – Ytringsfriheden i Europa under pres" læses på
www.kristeligt-dagblad.dk