Præsten skal spille på mange strenge

– For eksempel har jeg en interviewperson, som er vokset op med masser af salmesang, som selv spiller klaver og som kender både salmebogen og højskolesangbogen ud og ind. Selvom han måske ikke selv ville vælge at fremhæve det, ligger det musikalske og fortroligheden med salmesproget inkorporeret i hans måde at være præst på, siger Cecilie Rubow.

På baggrund af sin forskning har hun opstillet seks grundlæggende roller, man som præst kan spille, og modstillet rollerne to og to:

Shaman og ekspert: Shamanen er den rolle, som en præst kan få som en særligt hellig eller from person. Han er et talerør for Gud, uden at præsten nødvendigvis deler den opfattelse selv, men måske alligevel accepterer den.

– Denne rolle har meget med den traditionelle autoritet at gøre. I nogle sogne har man nogle forventninger om, at sådan en præst plejer vi at have, og man forbinder denne præst med et særligt kald i folkelig forstand, forklarer Cecilie Rubow.

Eksperten repræsenterer derimod den præsterolle, hvor præsten grundlæggende ses som et almindeligt menneske, der har præsteembedet i kraft af at have uddannet sig og at være valgt af menighedsrådet. Altså en mere bureaukratisk end en guddommelig udvælgelse.

– Denne præst ser ikke sig selv som talerør, men ligger tættere på den klassiske lutherske embedsforståelse, at man ikke er et mellemled mellem Gud og mennesker, men blot ét af menneskene, forklarer Cecilie Rubow.

Polemiker og mediator: Polemikeren er den præst, som definerer sig i modsætninger. For eksempel mellem kristendommen og andre religioner, mellem kirkens verden og den verdslige verden eller mellem sin egen og andres trosforståelse. Over for denne firkantede rolle står den runde mediatorfunktion, hvor præsten hele tiden søger at bygge bro og skabe helheder mellem mennesker og mellem kirke og befolkning.

– Én præst siger om sit eget arbejde, at det er formidling, formidling og formidling. Hun ser selvfølgelig også sig selv som liturg og sjælesørger, men hovedrollen bliver den stadige opgave at oversætte kirkens og kristendommens sprog for folk, forklarer Cecilie Rubow, som tilføjer, at mange præster begynder med at være relativt firkantede og med tiden bliver rundere.

Liturg og performer: Liturgen ser sig selv som bærer af nogle traditionsrige ritualer og er ekstremt omhyggelig med at "gøre dem rigtigt". Herunder at have den rigtige kropsholdning og stemmeføring.

– Performeren er mere en guide, der gerne kommer kirkegængerne i møde med forklaringer som: "Nu om lidt er der nadver, og alle er velkomne heroppe" eller med rockgudstjeneste og andre alternative gudstjenesteformer, siger Cecilie Rubow.

Hun betoner, at præsten ikke behøver vælge én rolle, men at der tværtimod kan være en stor fordel i at mestre dem alle – og at kunne anvende den rolle, som bedst passer til lejligheden og den kreds af mennesker, man er sammen med:

– Når for eksempel man som præst skal forestå en begravelse, er der kolossalt meget autoritet i at spille den liturgiske rolle.

Samlet set er det Cecilie Rubows opfattelse, at de traditionelle præsteroller som shaman, polemiker og liturg taber terræn til de mere moderne roller som ekspert, mediator og performer, men hun tror ikke, at de nye roller helt vil afløse de gamle. Og hun understreger, at det er meget svært at sige, hvilken rolle og hvilke egenskaber det lokale menighedsråd vil tillægge størst betydning, når de ansætter deres nye præst:

– Sindelag, alder, familiær situation kan spille ind. En præst kan grinende fortælle, at han ikke er blevet ansat på baggrund af sin særlige viden om teologi, men derimod ud fra, om han har jagttegn eller ej.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk