Batman er bange for flagermus

I forhold til de forrige films sortladne scenerier og groteske personer (for eksempel Jack Nicholsons Jokeren, Danny de Vitos Pingvinen, Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze) er den seneste film nærmest at ligne med køkkenvask-realisme. For nok er forbryderne og deres planer grandiose, men som tilfældet er i James Bond-filmene, er de af denne verden.

Og selvom Batman deler status som forældreløs med den bogaktuelle Harry Potter, bruger han ikke trylleri og magiske besværgelser, når der skal bekæmpes forbrydere. Næh, han bruger snilde, fysisk styrke og ikke mindst dimser og aldrig masseproducerede prototyper, som er 007 værdige, og som han får i scener, der kunne have været med i filmene om den britiske agent.

Det suser om ørerne på tilskuerne med handlingsmættede scener – kampsport, biljagter, togkatastrofer – som nok er for yngre tilskuere. Filmen har åndeløst flotte sekvenser, og spillet omkring Bruce Waynes/Batmans psykologi er interessant at følge, tilstrækkelig dybsindigt til at tænke over og tilstrækkelig overfladisk til virke rimeligt inden for genren: en actionfilm med følelse.

Flagermusmanden spilles med megen overfladisk charme og indestængt vrede af Christian Bale. Omkring ham er så fremtrædende skuespillere som Michael Caine, hvis ærkebritiske stil passer perfekt til butleren og reservefaderen Alfred, Liam Neeson som den mystiske Henri Ducard, der introducerer Bruce Wayne for den østerlandske mester, og ikke mindst Gary Oldman, der spiller Gordon, Batmans ven i Gothams politi.

Det kunne være meget værre – og lad så være, at det går lidt hårdt for sig. Det skal det jo gøre.

Batman Begins. USA 2005. Instruktion: Christopher Nolan. 137 min. Premiere i dag i 53 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk