Af Palle Schantz Lauridsen |
22. juli 2005
FILM: Åndeløst flotte sekvenser og interessant psykologi præger den herlige film "Batman Begins", der handler om, hvordan det hele begyndte
Det kan nok komme som en overraskelse. Men Bruce Wayne er altså bange for flagermus.
For dem, der ikke lige kan huske det, skal det nævnes, at Bruce Wayne er ham, der er inde i Batman: den forældreløse millionærsøn, der iført flagermuskostume har gjort gaderne i Gotham City usikre for misdædere af enhver art siden 1939 – i adskillige tegneserier, i radioen, på tv, i biografen, på playstation- og computerspil.
Personligt har jeg kun kendt ham i cirka 40 år – og jo, jeg blev hurtigt medlem af Batman-klubben, da vi først lærte hinanden at kende. Men det er nyt for mig, at civilisten Wayne er bange for flagermus. Det er han selvfølgelig også kun, indtil han bliver Batman, for som dreng bliver han overfaldet af myriader af de vingede væsener, som han ufrivilligt er kommet til at skræmme.
Frygten bliver en central motor i Christopher Nolans film om, hvordan det hele begyndte. Kender man bare lidt til den klassiske historie, ved man, at Bruce Wayne så sine forældre blive skudt. Denne traumatiske oplevelse satte naturligvis sine spor. I "Batman Begins" er den voksne Bruce som ung skyldplaget, hævngerrig og bange. Først mødet med et mystisk østerlandsk tæskehold, skyggeridderne, lærer ham at forstå sin angst, at vende ønsket om hævn til ønsket om retfærdighed og at lægge skyldfølelsen bag sig. Efter at have tilbragt sin ungdom med at rejse verden tynd i ønsket om at forstå kriminalitetens væsen vender han afklaret tilbage til Gotham City, hvor hans trofaste butler Alfred (Michael Caine) dels bliver den eneste, der kommer til at kende Batmans civile identitet, dels holder ham på det moralsk rette spor og dels bliver den, der fyrer filmens vitser af.
I forhold til de forrige films sortladne scenerier og groteske personer (for eksempel Jack Nicholsons Jokeren, Danny de Vitos Pingvinen, Arnold Schwarzeneggers Mr. Freeze) er den seneste film nærmest at ligne med køkkenvask-realisme. For nok er forbryderne og deres planer grandiose, men som tilfældet er i James Bond-filmene, er de af denne verden.
Og selvom Batman deler status som forældreløs med den bogaktuelle Harry Potter, bruger han ikke trylleri og magiske besværgelser, når der skal bekæmpes forbrydere. Næh, han bruger snilde, fysisk styrke og ikke mindst dimser og aldrig masseproducerede prototyper, som er 007 værdige, og som han får i scener, der kunne have været med i filmene om den britiske agent.
Det suser om ørerne på tilskuerne med handlingsmættede scener – kampsport, biljagter, togkatastrofer – som nok er for yngre tilskuere. Filmen har åndeløst flotte sekvenser, og spillet omkring Bruce Waynes/Batmans psykologi er interessant at følge, tilstrækkelig dybsindigt til at tænke over og tilstrækkelig overfladisk til virke rimeligt inden for genren: en actionfilm med følelse.
Flagermusmanden spilles med megen overfladisk charme og indestængt vrede af Christian Bale. Omkring ham er så fremtrædende skuespillere som Michael Caine, hvis ærkebritiske stil passer perfekt til butleren og reservefaderen Alfred, Liam Neeson som den mystiske Henri Ducard, der introducerer Bruce Wayne for den østerlandske mester, og ikke mindst Gary Oldman, der spiller Gordon, Batmans ven i Gothams politi.
Det kunne være meget værre – og lad så være, at det går lidt hårdt for sig. Det skal det jo gøre.
Batman Begins. USA 2005. Instruktion: Christopher Nolan. 137 min. Premiere i dag i 53 biografer.
kultur@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad