Den karismatiske leder er uprotestantisk

På et kursus på den skotske ø Iona for et par år siden oplevede jeg, at vi talte om kirkeliv og kristent engagement i en hel uge uden at tale om præster. Dér kunne man opleve et fællesskab, hvor smuk liturgi blev ledt af alle i fællesskabet.

Det er så vigtigt at holde fast på, at gudstjeneste og kirke er noget, vi holder sammen. Ligeledes skal det organiseres, sådan at alle kan være med som deltagere, ikke publikum.

Autoritetstroen svækkes ganske vist i disse år, men frem toner en leder- og prædikantrolle strikket sammen af personlig retorik og inderlighed. Det kommer til at betyde, at personen selv er hellig – midt i en protestantisk tradition, som sandelig siger det modsatte. Reformationen afskaffede hierarkisk tingeltangel og påviste, at ethvert menneske må og kan stå direkte for Guds ansigt. Nu lyder det, som om vi har et nyt hierarki, der direkte går på, hvad der sælger bedst.

Der er brug for personer, der knytter sammen og profilerer, men det undrer mig, at så mange ellers stærke mennesker i den grad vil have en fører.

Digteren Søren Ulrik Thomsen har sagt det præcist: "Kogt ned til Maggiterning må mit forsvar for kristendommen lyde, at den for mig at se er en civiliseret og civiliserende religion, fordi den påbyder mennesket at tro på Gud, så det hverken skal gøre sig selv til gud eller dyrke andre, som om de var Gud ..."

Man skal ikke nedvurdere præsters og prædikanters indsats, men opvurdere fællesskabet.

Elin Post, sognepræst på Endelave og korshærspræst i Horsens,

Vesterby 3,

Endelave,

Horsens