Knejsende katedraler og jordnære fælleskirker

I de gamle kirker fra 1500-tallet stod præsten højt til vejrs og prædikede fra en såkaldt lekturieprædikestol. I anden halvdel af 1700-tallet rykkede prædikestolen hen over alteret, og præsten stod nu mere som en forelæser, der skulle ses og høres. For omkring 100 år siden fortsatte prædikestolens nedadgående bevægelse, og for 30 år siden var den helt nede på kirkegulvet. I de seneste år er den imidlertid rykket nogle trin opad igen.

Sådan har den overordnede tendens været i de danske kirker, og prædikestolens placering afspejler, hvilke signaler om autoritet kirkens arkitektur og indretning forsøger at sende.

Det konstaterer Sissel S. Plathe, museumsinspektør og kirkekonsulent ved Nationalmuseet i København. Hun vurderer, at kirker til alle tider er bygget for at være monumentale, men især indretningen vidner om forskellige perioders teologiske opfattelse.

– I lang tid har der ved store kirkerenoveringer været et lokalt ønske om at sænke prædikestolen. Men i dag er tendensen, at prædikestolen skal en lille smule op igen. Formålet er ikke at løfte præsten op som autoritet, men at gøre den ofte smukt udskårne prædikestol mere synlig, fortæller hun.

Kirkers arkitektur har gennem århundrederne udviklet sig meget. I katolsk tid var kirkerne fyldt med billeder, og bygningen indrettet til at placere alteret som et tilbedelsesobjekt og præsten som mellemled mellem Gud og mennesker. Efter reformationen 1536 forlod kirken billedernes verden til fordel for ordets i form af katekismus-tavler. Imidlertid vendte billederne snart tilbage med ren udsmykning som formål, ofte ledsaget med våbenskjolde og initialer fra de stormænd, der havde finansieret kirkebyggeriet.