21. juli 2005
GAZA: Hvert enkelt medlem af regeringen forstår den smertefulde symbolik, der ligger i at tvangsforflytte jøder. Men de ved også, at Israel må løbe sådanne risici for at opnå sikre nationale grænser og for at sikre fremtiden for en demokratisk jødisk stat
Globalt set
Af isaac herzog
For nylig modtog jeg et brev fra en af mine tidligere gymnasielærere i Tel Aviv. Han blev befriet fra koncentrationslejren Bergen-Belsen af den britiske hærenhed, min far tjente i.
Nu kritiserede han mig for at arbejde på regeringens plan med at trække 21 bosættelser i Gaza og fire på Vestbredden tilbage. "Hvordan vover du at drive jøder ud af deres egne hjem?" skrev han. "Det er fuldstændig det samme, som nazisterne gjorde mod os!"
Ulykkeligvis bliver jeg ikke længere overrasket, når en jøde sammenligner mig og andre israelske politikere med nazister. Det er blevet en del af den retorik, som modstanderne af tilbagetrækningen bruger, inklusiv den ganske lille gruppe der truer med voldelig modstand.
Men min gamle lærer truede mig ikke, han skreg som om han var midt i et mareridt. Min far, Chaim Herzog, blev senere Israels præsident, og min lærer kunne ikke forstå, hvordan hans befriers søn nu kunne tvangsforflytte andre jøder. Set fra USA ser rømningen af 8000 jøder fra deres hjem simpel ud. Jeg har hørt opgaven sammenlignet med at flytte borgere for at skabe plads til en jernbane eller motorvej. Men det, der sker her, er et dybt psykologisk drama.
Det maner den frygt frem, der altid lurer lige under overfladen, minder om tvangsforflyttelse og mord på uskyldige jøder. Ikke kun under holocaust, men også i muslimske lande efter Israels oprettelse. Og minder om krige, der ikke blev startet af Israel, og om terroristangreb, som vi frygter aldrig stopper.
Men hvert enkelt medlem af regeringen forstår den smertefulde symbolik, der ligger i at tvangsforflytte jøder, samt offentlighedens bekymringer om at Gaza vil udvikle sig til en region kontrolleret af terrorister – et Hamasistan.
Men på trods af deres ulykkelige minder og frygten, bakker de fleste israelere op om planen for tilbagetrækning. De ved, at Israel må løbe sådanne risici for at opnå sikre nationale grænser og for at sikre fremtiden for en demokratisk jødisk stat. De føler sig forsikrede, fordi premierminister Ariel Sharon, grundlæggeren af bosætterbevægelsen, mener, at tilbagetrækningen er nødvendig. Og de er villige til at give palæstinensernes leder Mahmoud Abbas en chance til at vise, at han er en partner, der vil fred.
Et andet lovende tegn er, at mens bosætternes ledere fortæller deres sympatisører, at de ikke skal samarbejde med regeringen, kommer der hver dag flere og flere bosættere til mit ministerium for at høre om, hvordan vi kan hjælpe dem med at finde et nyt hjem og genopbygge deres tilværelse.
Jeg håber, vores palæstinensiske naboer forstår, hvad vi går igennem. De bør indse, at denne tilbagetrækning ikke er et tegn på svaghed (som Hamas gerne vil have dem til at tro), men et tegn på styrke og selvtillid.
Israel har utvivlsomt andre metoder til at svare terrorismen – som vist ved vores voldsomme respons på intifadaen – men vi har ikke andre muligheder for at stoppe besættelsen end ved at separere os fra palæstinenserne.
Denne tilbagetrækning bør være det første skridt i retning af en bred og forhandlet to-statsløsning. For at nå så langt må de palæstinensiske ledere sikre, at terrorister hverken forstyrrer tilbagetrækningen eller overtager de arealer, Israel efterlader.
Palæstinenserne må også forstå følelserne hos israelere som min gymnasielærer. Abbas kan hjælpe ved klart og tydeligt at fortælle hans folk, at Israels tilbagetrækning ikke udgør en sejr for nogen væbnet kamp, det bliver en sejr for de tavse flertal på begge sider, der ikke ønsker, at deres børnebørn skal jages af de samme traumatiske minder, som jager israelere og palæstinensere i dag.
udland@kristeligt-dagblad.dkcopyright: New York Times. Oversat af Thomas Skovgaard Pedersen
Isaac Herzog
Bygge- og boligminister i Israel.