Krisen i folkeskolen er en kulturkrise

Som en lærer, der også er tegneseriefan, vil jeg begynde med at erklære mig enig i Arno Victor Nielsens synspunkter, som han gjorde rede for her i avisen lørdag den 16. juli. Det er forstemmende at opleve den unuancerede bekymring, der i øjeblikket samler sig om den danske folkeskole. Det er også fuldstændig rigtigt, at lærerautoriteten aldrig nogensinde har bygget på frygt. Man kan etablere disciplin ved hjælp af frygt, men aldrig autoritet.

Derimod bygger den gode lærers autoritet først og fremmest på det faglige og menneskelige overskud, som i den vellykkede læringssituation forhåbentligt bliver eleverne til del. Hvis de altså, i parentes bemærket, er parate til at tage imod det.

Og her er det, hunden ligger begravet. For vel er der grund til bekymring, meget alvorlig bekymring endda. Pisa-undersøgelserne har, som det vel efterhånden vil være de fleste bekendt, afsløret, at danske skoleelever ligger i bund med hensyn til de mest elementære boglige færdigheder i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med.

Men skyldes dette problem udelukkende en elendig folkeskole? Ja, helt bestemt, siger Folketingets borgerlige flertal på den ene fløj. Nej, slet ikke, lyder det samstemmende fra seminarier og Danmarks Lærerforening på den anden. Men mon ikke problemet ved en grundigere analyse skulle vise sig at være mere komplekst end først antaget af populisterne på begge sider? Det gælder jo i øvrigt de fleste problemer her i denne verden.

Jeg frygter, at Pisa-undersøgelsen i virkeligheden er udtryk for et generelt lavt vidensniveau i den danske befolkning, som ikke kun begrænser sig til den yngste generation. Der er en diskrepans imellem det forhold, at vores statsminister på den ene side fører korstog mod ekspertvældet og smagsdommeriet, mens man på den anden side anklager folkeskolen for blødsødenhed.