AF MARIANNE WITH BINDSLEV |
20. juli 2005
VI VIL SELV: Det gælder om at høre godt efter, når "hr. professor" underviser, fortæller Monika Diaz, der et semester har studeret i Madrid
Tissetrangen var for stor. Derfor sneg Monika Diaz sig forbi underviseren ved katedret og ud af klasselokalet for at finde et toilet. Desuden havde hun brug for en tiltrængt pause i den halvanden time lange forelæsning, der varede dobbelt så lang tid som i Danmak. Derhjemme var det også meget normalt at forlade undervisningen midt i en time. Men sådan var ikke i Spanien.
Da hun kom tilbage fra toilettet, sendte professoren hende et strengt blik, og efter timen samledes hendes medstuderende sig i en kreds omkring hende.
– Hvorfor forlod du timen, ville de vide.
Overrasket over deres interesse svarede Monika med et træk på skuldrene, at det bare var for at gå på toilettet.
– Af respekt for underviseren forlader man altså ikke undervisningen, fik hun at vide.
Hændelsen var den nu 25-årige Monika Diaz' første sammenstød med en spansk universitetskultur, der er meget anderledes end den, hun var vant til hjemme på Handelshøjskolen i København, hvorfra hun for et par måneder siden blev cand.merc.
For to år siden tilbragte hun et semester i Madrid for at få en tiltrængt pause fra den sædvanlige trummerum på studiet i Danmark, for at lære spansk og for at lære madrilenerne bedre at kende. På trods af, at hun kender en del til Spanien via sin spanske far, kom det alligevel som en overraskelse, at man ikke kom dalrende 10 minutter for sent til en forlæsning med en kop kaffe i hånden, og at det først og fremmest er underviseren, der taler i timerne.
Monika Diaz regner sig selv for en dygtig studerende. Hun har altid haft en veludviklet kritisk sans, der udfordrer underviserens påstande, og hun kan lide at engagere sig i faglige diskussioner. I Spanien kom disse evner til kort. Underviseren stillede spørgsmål, hvor der kun fandtes rigtige og forkerte svar. Svarede man forkert, risikerede man at blive hængt ud foran resten af holdet.
– I Spanien ville et typisk spørgsmål være, hvad den bedste investering ville være, hvis man havde så og så mange penge til sin rådighed. Diskussionerne døde hurtigt, da professoren sad inde med svaret. I Danmark lægger underviseren mere op til mere diskssion om eksempelvis, hvad kommunikation er for noget. Der findes ingen rigtige og forkerte svar, fortæller Monika Diaz, der i begyndelsen ikke brød sig om det spanske system, fordi det ikke lærer den studerende at tage selvstændigt stilling til tingene.
Hendes syn ændrede sig dog, efterhånden som semestret skred frem. – Til sidst fandt jeg ud af, at det faglige niveau er lige så højt som i Danmark. Man lærer bare på en anden måde og vægter en anden form for viden, siger Monika Diaz.
Hun kunne godt lide, at de spanske undervisere kom fra erhvervslivet og underviste ud fra egen erfaring og med stor autoritet. Det gav en praktisk viden, som hun kunne bruge. I Danmark synes hun, at diskussionerne kan blive for abstrakte og ukonkrete. Derfor ville det optimale undervisningssystem være et, der kombinerer det bedste fra Danmark med det bedste fra Spanien, synes Monika Diaz.
– I Danmark er det spændende at diskutere tingene, men når man går ud fra en time, er det svært at vide, hvad man skal tage med sig, fordi alle svar og løsninger bliver fremlagt som lige gode. Men det er de jo ikke. I Spanien fik man jordnær og struktureret viden, siger Monika Diaz, der også kunne ønske sig, at studerende i Danmark havde lidt mere respekt for underviseren.
– Der ingen grænser for, hvor sent man kommer til timen, og der er ingen respekt omkring, at man lytter, når der undervises. Det vil ikke skade, at man respekterer, når en står og underviser, mener hun.
bindslev@kristeligt-dagblad.dk