Personligheder kan sælge religionen

– Hvis man ser på folkekirken i dag, er det budskab, som igen og igen kommer frem ved borgerhøringer, at præstens gennemslagskraft er afgørende. Menigheden vil have én, der kommer ud over rampen, konstaterer Tim Jensen, som tilføjer, at denne gennemslagskraft skal hentes i noget andet end den viden, man får ved at studere teologi på universitetet.

René Dybdal Petersen, der er ekstern lektor ved Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet, forklarer, at især kristne menigheder er begyndt at gå den karismatiske vej. Han ser det som en respons på danskernes behov for de følge en fremtrædende leder – et behov, som de ikke kan få opfyldt i folkekirken.

Lederen af Dialogcentret, der er et kristent rådgivningscenter beliggende i Århus, er enig. Han forklarer, at det er umoderne at tro på ideologier og fornuft, og derimod oppe i tiden at tage fat om det følelsesmæssige. Det bruger blandt andre Ole Skjerbæk Madsen fra I Mesterens Lys, Christian Hedegaard fra Evangelist, Torben Søndergaard fra oplevjesus.dk og Helge Pahus fra Karlslunde Strandkirke.

– Derfor ser man en øget tilslutning om de karismatiske ledere. Folk vil opleve religionen, ikke bare høre om den. De vil have mirakler og helbredelse, ikke bare ord, siger Jens Linderoth.

Direktør for Instituttet for Fremtidsforskning Johan Peter Paludan ser befolkningens længsel efter karismatiske og uortodokse prædikanter som udtryk for, at alt i dag skal sættes i scene. Det er en af Instituttets hovedteser, at vi lever i et såkaldt Dream Society (drømmesamfund), hvor alle varer på markedet fungerer efter hensigten – men den vare, som sælger bedst, er den, som er ledsaget af den bedste historie.

– Tilsvarende kan man sige om alle trosretninger, at de alle sælger mystik, og at den tro, som er bedst til at iscenesætte sig selv, er bedst til at sælge varen. Mange mennesker ønsker en person at se op til, og i en tid, hvor politikere og ideologi har mistet en stor del af sin autoritet, har karismatiske prædikanter gode muligheder for at udfylde tomrummet, siger Johan Peter Paludan.

Han tilføjer, at religiøse ledere ofte har den styrke, at de hverken behøver støtte sig til meningsmålinger, fokusgrupper eller spindoktorer, men selv træder frem og siger: "Jeg er vejen, jeg har løsningen!"

En sådan prædikant var skuespilleren Peter Gantzler ikke i søndags. Sognepræst ved Lynæs Kirke, Bent von Benzon, fortæller, at gæsteprædikanten talte om, at kærligheden er vigtigst af alt, og at det er vigtigt at kunne tilgive, selv om det kan være svært. Han slog også fast, at der ikke findes nogen absolut sandhed. Det, som er rigtigt for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden.

– Derefter gik jeg på prædikestolen, og jeg havde et spanskrør med. Efter traditionen skal præsten jo, når en lægprædikant har talt, komme med anmærkninger, hvis noget ikke er i orden. Derfor var jeg nødt til at tilføje, at kirken er bygget op om, at der er én, der siger, at han er vejen, sandheden og livet, fortæller Bent von Benzon, som er i tvivl om, hvorvidt han ønsker flere lægprædikanter i sin kirke:

– Det gik godt i søndags, fordi Peter Gantzler er et fint, reelt og beskedent menneske. Men jeg tror ikke, vi skal invitere hvem som helst op på prædikestolen, bare fordi han er berømt.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

loewendahl@kristeligt-dagblad.dk



VI VIL SELV

På få årtier har stort set alle samfundets klassiske autoriteter forandret sig. Offentlige myndigheder er blevet til service-butikker, lærere er blevet til kammeratlige vejledere, og præster er blevet til omsorgspersoner. I en artikel-serie undersøger Kristeligt Dagblad autoriteternes position i en tid, hvor alle vil bestemme alting selv.

Dette er den syvende artikel i serien. Med et netabonnement kan de tidligere artikler i serien læses på

www.kristeligt-dagblad.dk