Født med en fejl

Jenny Thirstrup Hansen gynger her med sønnen Nicklas. Nicklas fik stillet diagnosen infantil autisme som syv-årig. I dag er han ni år. -- Foto: Søren Holm/Chili Foto.

Læs også

flexblock

Tema

Født med et handicap

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Af Anja Bertelsen og Aase Thomsen | 16. juli 2005

DA TVILLINGERNE FIK EN LILLEBROR: Over tre lørdage fortæller Kristeligt Dagblad historien om Nicklas og hans familie

– Gitte!

Jennys råb efter sin datterblandet med et vildt skrig lyder nede fra køkkenet. Gitte løber ned ad trappen for at se, hvad i alverden er der galt? Hun kan høre sin to-årige lillebror Nicklas blive ved med at skrige.

Gennem den åbne dør ser hun Jenny kravle rundt i vindueskarmen, mens Nicklas sidder i sin høje barnestol, skræmt fra vid og sans. Det, der har bragt ham sådan ud af fatning, er bare en flue, som Jenny fortvivlet forsøger at fange.

Gitte tager Nicklas op, men han er fuldkommen utrøstelig. Med snot i hele hovedet og rædselen malet i ansigtet bliver han bare ved med at skrige.

– Det er da ikke normalt at tage sådan på vej over så lidt, når der er nogen til at trøste, tænker Gitte.

Annonce

For første gang går det op for hende, at der da vist er noget helt galt. At det ikke er uden grund, at hendes mor så tit har kaldt ham et sært barn.

Marts 1996

Der er et rend af mennesker på den lange gang i lægehuset. Til skadestuen nede for enden, ind og ud af kontorer og de fire lægekonsultationer.

Jenny er træt. Det er forår, og hun har knoklet i haven. Det er nok derfor, hun er så træt. Hun læser adspredt i et gammelt nummer af Alt for Damerne, mens hun venter på svar på den urinprøve, hun lige har været inde og aflevere. Blærebetændelse, regner hun med.

Da hun nu alligevel er her, har hun også talt med lægen om sterilisation. Hendes tvillingepiger, som hun fik som 18-årig, er nu 12, og hun synes, hun er for gammel til flere børn.

Jenny Thirstrup Hansen fylder snart 30, og det har hun altid sat som grænsen. Hun vil ikke være en gammel mor. Det får så være, at hun og hendes mand Henrik gennem flere år har prøvet at få et barn mere. Nu er det for sent.

Sygeplejersken kommer forbi og går ind til lægen med svaret på urinprøven. Det undrer Jenny, hvorfor hun ikke bare ringer med resultatet. Det mener hun da, at de plejer.

– Luk lige døren, hører Jenny lægen sige. Underligt, tænker hun. Så bliver hun selv kaldt ind.

Der er trangt i det lille konsultationslokale. Jenny banker knæene mod undersøgelsesbriksen, når hun sidder på stolen ved siden af lægen.

Lægen er flink. Sådan en, man kan snakke med om alting. Men hun kigger så mærkeligt undersøgende på Jenny. Så siger hun: – Jeg er nødt til at fortælle dig, at du er gravid.

Der er syv kilometer fra sygehuset i Brande og hjem til Fasterholt, hvor Jenny og Henrik bor med pigerne Gitte og Kristina. Tankerne er kaotiske, da hun kører i bilen. Skal hun "få det fjernet", som lægen kaldte det? Men lægen var også i tvivl, om det kunne lade sig gøre. Hun kunne ikke afgøre, hvor langt Jenny var henne i graviditeten.

Jenny synes også, det ville være lidt dobbeltmoralsk. Her har hun i årevis prøvet at blive gravid. Skulle hun så vælge det fra, når det endelig lykkes?

Ret beset kunne hun jo bare have passet på, hvis hun ikke ville.

Henrik arbejder om natten, så han sover, da Jenny kommer hjem. Hun sætter sig på sengekanten og vækker ham. Hun kan ikke holde ud at gå alene med sin viden.

– Jeg er gravid.

Henrik er straks lysvågen. Han springer ud på gulvet og ser nærmest skræmt på hende.

– Vil du så have det fjernet?

Hun føler, at han lægger beslutningen over på hende, men forstår også, at han gerne vil have det barn. Og der i soveværelset bliver beslutningen taget: Nicklas får lov at leve.

Når Jenny senere ser tilbage på den dag, har hun sommetider tænkt på, om hun traf den forkerte beslutning. Der har været dage, hvor hun har bandet langt væk, at hun fik ham. Hvor hun har set ham som en klods om benet. Og når den tanke melder sig, følges den altid af en anden: den dårlige samvittighed over overhovedet at kunne tænke sådan. Hun føler sig lidt afmægtig og lidt skyldig over at føle, at hun ikke vil have barnet, fordi det er handicappet.

Da jordemoderen nogle dage senere har undersøgt Jenny, viser det sig imidlertid, at der ikke havde været noget alternativ. Hun er fire måneder henne i sin graviditet.

Gitte og Kristina er ellevilde. De har altid ønsket, at de havde små søskende ligesom alle vennerne.

Den aften, hvor Jenny fortæller dem om den nye baby, er de henne i hallen i Fasterholt, og de spurter rundt for at sprede nyheden til alle, der gider høre om det.

Juli 1996

Fødestuen på Herning Centralsygehus er grim. Og kold at se på, selvom temperaturen er kvælende. Oven over de hvide fliser har væggen sådan en rigtig bræk-grøn sygehusfarve.

Rummets eneste vindue sidder så højt oppe, at man ikke kan ikke se ud af det. Fængselsagtigt.

Jenny har ligget der siden klokken fire i nat, og nu er det langt op ad dagen. Ved siden af hende venter fødebriksen, men der sker ikke rigtig noget.

Det er ellers snart et helt døgn siden, hun fik de første vefremkaldende piller. En scanning har vakt mistanke om, at hendes foster taber sig. Der er også konstateret æggehvidestoffer i urinen, og lægen frygter for en svangerskabsforgiftning. Derfor skal fødslen sættes i gang.

Det meste af natten er hun blevet fyldt med skiftevis sovemedicin og vefremkaldende midler, først piller, så drops.

De klokker i det med droppet. Jennys årer i hånden er svære at finde. Hun bliver mere og mere sur. Hele situationen irriterer hende. Endelig får en narkoselæge droppet på plads. Men veerne – de kommer stadig ikke.

Først da en ældre, erfaren jordemoder kommer og skruer godt og grundigt op for droppet, kommer der gang i veerne. Men jordemoderen er stadig ikke tilfreds. Klokken 13 kommer hun med en hæklenålsagtig ting og tager fostervandet. Det er grønt.

Jenny er ligeglad, for hendes skyld kunne det være orange. Hun ligger i en ulidelig hede og får solen i øjnene, og hun har bare så ondt!

Ud på eftermiddagen ringer hun efter Henrik. Da han kommer, har han jordbær med fra haven. Jenny skal ikke have nogen jordbær. Hun vil slet ikke have ham inde på fødestuen. Skælder ud. Hun vil være alene i den situation.

Men jordemoderen har fået Henrik placeret inde i et hjørne, som han ikke kan komme ud fra uden at gå i vejen for personalet. Og nu går det pludselig stærkt. Så selvom det slet ikke var meningen, sidder han ved hovedgærdet hos Jenny og ser sin søn blive født.

Klokken er 18, da Nicklas stikker sit hoved ud i verden. Fire et halvt kilo baby gør krav på opmærksomhed. Den får han fra første øjeblik fra sin far, der går med ham. Jenny får ikke lov til at holde ham. Hun bløder voldsomt og skal syes.

Nicklas er født med svømmehud mellem anden og tredje tå på begge fødder. Ligesom sin far. Han har feber, og hans hjerte slår for hurtigt. Alt det får Jenny at vide, men hun ser ham ikke. Men bare det at høre hans hyl gør hende tryg.

Det trækker ud med at stoppe Jennys blødninger. Syningen er kompliceret. Først langt ud på aftenen er hun klar, og Henrik kommer og lægger Nicklas i hendes arme. Så kører han hjem.

Jenny sidder alene tilbage i sygesengen med en underlig følelse af, at den dreng, der ligger i hendes arme, for så vidt kunne være et hvilket som helst barn.

Selvfølgelig ved hun, at han er hendes, og hun er da også glad for ham, men den stærke, tætte følelse, som hun har hørt opstår, når en slimet nyfødt bliver lagt op til sin mor, den mangler. Men hvad ved hun også om det? Hendes tvillinger blev født ved kejsersnit, så hun har aldrig prøvet det.

Gitte og Kristina er hos Henriks mor, Karen Marie. De har lige set børnetime og har fået nattøj på, da Henrik kommer og fortæller, at de har fået en lillebror, og at nu skal de med ind på hospitalet og se ham. Han ved ikke, at pigerne har gang i et væddemål, og at Kristina har vundet. Hun har satset på en lillebror. En, hun kan spille fodbold med. Gitte kæmper for at skjule sin skuffelse over, at det ikke blev en pige. Men hun fornemmer, hvor stolt Henrik er, og det lykkes hende at spille glad.

Inde på hospitalet bliver de overraskede over, at babyen faktisk er kæmpestor. Det føles lidt akavet at holde ham. Men Gitte må overgive sig. Han er jo meget sød, og det er egentlig også i orden, at han er en dreng.

Jenny bærer på en mistanke. Der er noget underligt ved hendes yngste barn. Men det er svært at sætte en finger på, og Henrik vil slet ikke høre tale om det. Han synes, drengen er helt perfekt.

– Nå, ja, tænker Jenny og prøver at slå sin bekymring hen.

– Børn er jo forskellige. Desuden er han jo en dreng, og drenge er senere udviklet.

Men det lykkes hende aldrig helt at slippe tanken.

Kristina fornemmer det også. Nicklas er ikke ret gammel, før hun lægger mærke til, at han ikke er til at få øjenkontakt med og har nogle mærkelige store armbevægelser.

Han er meget stor af sin alder, men han kan ikke rigtig de samme ting som hans jævnaldrende.

Og det bliver mere påfaldende, jo ældre han bliver. For han er længe om at lære at gå, længe om at lære at tale og længe om at blive renlig.

Til gengæld er han meget tidligt voldsomt interesseret i at se fjernsyn.

Gitte tænker mindre over det, og når hendes mor bruger ord som "underlig" og "speciel" om Nicklas, går det ikke helt op for hende, at Jenny faktisk er bekymret.

– Speciel, jamen det er alle vel, tænker hun.

Og de to piger, der nærmer sig puberteten, nyder også godt af, at den nye lillebror kræver meget opmærksomhed. Det flytter fokus væk fra dem, og der er ikke så mange diskussioner om, hvor meget de må komme i ungdomsklubben.

I dagplejen vil Nicklas ikke lege med de andre børn.

– Han er nok bare ikke så social, trøster Jenny sig selv.

Men bekymringen sidder der hele tiden og gnaver.

Henrik tager den lille dreng med sig overalt. Tit og ofte sidder Nicklas bare alene i bilen, mens hans far ordner det, han nu skal. Det finder han sig i uden at kny. Inde fra bilen er verden firkantet og overskuelig – ligesom i fjernsynet.

Men så overskuelig er den virkelige verden ikke. Den er fuld af andre børn. Og det skræmmer ham.

søndergaard@kristeligt-dagblad.dk

Scenerne i artiklen er rekonstrueret ud fra samtaler med Nicklas' mor, Jenny Thirstrup Hansen, og en række familiemedlemmer.

www

Med et netabbonnement kan artiklerne om Nicklas og hans familie læses på www. kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock