– Når nogen med vilje vælger at køre ræs tværs gennem byen over lange strækninger, må der ske noget. Folks holdning til det er skiftet, og dommen er udtryk for en udvikling, som også er sket med hensyn til spirituskørsel. Jeg tror, at når disse hændelser gøres til egentlige forbrydelser, vil det påvirke folk til at tænke, at det ikke er sjovt, men en alvorlig sag at køre hasarderet med fare for andres liv og førlighed.

Dommen er anket til Højesteret, hvor sagen vil komme op til efteråret.

– Det er meget spændende, hvad der sker. For det er Højesterets ord, der vil danne præcedens for domme i lignende sager i fremtiden, siger Anne Birgitte Stürup.

Fra kontoret på tredje sal i det indre København har hun udsigt til Nyboders rækker af røde tage. Opslagstavlen er fuld af familiebilleder. Hun har bare fødder i sandalerne og skal ikke i retten denne varme julidag, men forberede en kommende sag om børnepornografi. Til august venter den næste store nævningesag, hvor en 23-årig mand er tiltalt for i oktober sidste år at have voldtaget en ung udenlandsk pige tre gange i det indre København.

Den private Anne Birgitte Stürup er gift med Don Bennett, der er amerikaner og teoretisk fysiker. Parret bor i Hellerup, hvor hun i 25 år har arbejdet i sognets menighedsråd, de sidste otte år som formand.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Jeg takker dagligt for at have været så heldig at være vokset op i et hjem med forældre, der elskede hinanden, mig og mine to vidunderlige søstre højt. Mine forældre havde et stort netværk af kærlige og venlige venner. Jeg har aldrig følt andet end, at jeg blev bakket op.

– Min far og mor var troende, gik en del i kirke og var meget interesserede i folkekirken. Og så lå det bare i luften, hvor vigtigt det er at starte i den inderste cirkel og så arbejde sig ud. Det er det livssyn, jeg har taget med mig. Det er nemt at støtte sultne børn i Afrika, det er bare at tage penge op af lommen. Men det er vigtigt at huske alle dem i det nære, der har brug for en hjælpende hånd. Vi har lært i familien at trække på hinanden. Vi giver, og vi får. Hvis nogen skal giftes, ringer man og bestiller arbejdskraft. Hvis jeg skal have hjælp til at dække bord, stiller 11 mand, og vi har det sjovt. Hvis min søsters børn har brug for et sted at bo i København i en periode, bor de hos mig. Og på samme måde med mine forældres venner, der har været så ufatteligt søde ved mig. De er gamle i dag, og jeg sørger for, at de får besøg et par gange om måneden.

– Derfor er jeg også glad for at arbejde i folkekirken. Og glad for, at den er rummelig og er der for dem, der vil bruge den, også selvom det ikke er særlig tit. Det går jeg ind for, og derfor gik jeg i sin tid ind i menighedsrådet. Jeg er god til at administrere, det er det, jeg kan give. For at folkekirken kan arbejde, skal der være nogle rammer, og dem er jeg behjælpelig med at sørge for er til stede.

Hvad tror du på?

– Det er meget privat. Men jeg tror, at der er noget ud over mig selv. Jeg tror på, at der er en Gud, nærmere har jeg ikke lyst til at beskrive det. Og så går jeg ind for traditioner. Det er vigtigt, at vi har ritualer, vi kan bruge, når tingene er sværest. Det, der bliver talt om i kirken om søndagen, er næstekærlighed. Min egen fortolkning er, at jeg kan ikke elske alle mine "næster" som mig selv. Men jeg kan gøre det, at jeg kan være der for mine nærmeste, når der er behov, ligesom jeg har en forventning om, at de er der for mig. Jeg gør måske mere nytte søndag formiddag ved at besøge en bekendt, der ligger på hospitalet end at gå i kirke. Jeg har så og så meget tid til rådighed, og nogle gange vælger jeg det frem for at gå i kirke.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– På den måde at den giver tryghed og fundament.

Hvilke åndelige og moralske forbilleder har du?

– Min far. Han er 90 år og tidligere vicepolitimester i Horsens, så på den måde ligger mit erhverv ikke så langt fra hans. Han har det livssyn, at det betaler sig ikke at være forurettet, bære nag og være bitter. At tælle sine velsignelser har han altid været god til, og det prøver jeg at lægge mig efter. Når jeg er sur over noget, gerne småting, tænker jeg, at det ærlig talt går mest ud over mig selv. Min mor, der er død, var et følelsesmenneske. Hun havde et hjerte så stort som et hus og gav os så megen varme og kærlighed, at jeg også forventede at møde det i omgivelserne – og det gør man så. Det modsatte er ofte tilfældet hos almindelige kriminelle. Det er folk, der ikke har noget at give sig til og ikke har tryghed i deres liv. Bortset fra enkelte dybt psykopatiske mennesker er kriminelle ikke onde. De er forvildede og ikke vokset op med en tro på, at de er elskede. Og når man ikke har været det, kan man ikke give det videre.

Hvad vil du gerne give videre til dine børn?

– Det samme som jeg selv har fået. Og det virker, som om det er lykkes. Min datter minder om min mor. Hun er psykolog og gift med en rigtig sød mand. Alle elsker Johanne. Jeg er meget mere en hård hund. Den næste er Philip, som er læge og meget god til at tale med folk. Min yngste, Christopher, læser på Handelshøjskolen og virker, som om han trives.

Hvad er lykke for dig?

– Nærhed. Lykke for mig og Don, som jeg har været gift med siden 1968, er at være sammen. Vi elsker at gå ture og høre musik sammen. Når man stadig efter så mange år kan vandre hånd i hånd sammen som i weekenden på Kullen, er jeg bare lykkelig.

Hvad er elendighed for dig?

– Jeg kan blive påvirket af den elendighed, jeg møder i retten, og blive vred, sur og ophidset. Men jeg synes ikke, at jeg selv har været ude for noget, der er rigtig elendigt. Jeg kan få øje på masser af elendighed i verden, men jeg kan ikke tage hele verdens elendighed på mine skuldre. Jeg kan godt sove om natten, selvom jeg har set noget slemt i fjernsynet. Jeg tager heller ikke sager med hjem, for jeg kan ikke overkomme det psykisk, hvis jeg skal tage alt det på mig.

Har du et motto?

– Ja: Det hele er en overgang. Alt er faser i livet, og det er kun godt at gå videre til noget nyt.

remar@kristeligt-dagblad.dk

Blå bog

Anne Birgitte Stürup

er 59 år. Født i Hellerup. Uddannet jurist fra Københavns Universitet i 1972. Har lige siden været ansat som politifuldmægtig, de sidste mange år som vicestatsadvokat hos statsadvokaten i København. Hun er formand for menighedsrådet i Hellerup, hvor hun bor. Er gift med den amerikanske fysiker Don Bennett, har tre børn og et barnebarn.