Flinke forældre og barske barnepiger

-- Tegning: Søren Mosdal.

flexblock

Tema

Autoritet

Forældre

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Morten Mikkelsen | 9. juli 2005

OPDRAGELSE PÅ TV: Barske metoder fra opdragelsesprogrammer på tv kan få forældre til at gribe børneopdragelsen helt forkert an, mener forsker

På tv har super-opdragerne ikke lyseblå trikot med et stort S på maven, men næsten. Iført lilla guvernante-uniformer rykker de barske barnepiger ud, når flinke, men fallerede forældre giver fortabt, efter at de otteårige femlinger har omdannet hjemmet til en permanent kaotisk og støjplaget kampzone.

De barske barnepiger kommer ikke fra Danmark, men optræder i de engelske og amerikanske børneopdragelses-programmer "Super Nanny" og "SOS Barnepigen", som danske seere har kunnet følge det forgangne år på TV 3 og TvDanmark.

Programmerne om forældre, der får hjælp med børneopdragelsen, har været så populære, at der også er opstået danskproducerede versioner. Dog er de uniformerede og karikerede barnepiger fra udlandet i TV 2's "Forældre forfra" og DR 1's "Hjælp vi har børn" erstattet af faste familierådgivere, som hjælper usikre forældre med at få indarbejdet fornuftige vaner i børneopdragelsen.

Men hvorfor har nogle moderne børnefamilier tilsyneladende behov for at udsende et SOS? Har børnene i nogle familier taget magten i en sådan grad, at der er behov for at sætte kamptropperne ind? Og hvordan påvirker det almindelige danske forældre, at aftenunderholdningen i tv viser hårdhændede opdragere, der tager militante metoder i brug over for børn, hvis udvikling til fornuftige samfundsborgere tilsyneladende er kørt helt af sporet?

Annonce

Grethe Kragh-Müller er lektor ved Institut for Pædagogisk Psykologi på Danmarks Pædagogiske Universitet og forsker i øjeblikket i det opdragelsessyn, som kommer til udtryk i tv's opdragelsesprogrammer. Som omtalt på forsiden frygter hun, at barske metoder og straffe, ikke mindst fra de engelske og amerikanske programmer, kan påvirke usikre forældre til at gribe børneopdragelsen helt forkert an.

– I tv-programmerne lærer børnene, at de ikke må vise vrede, og at de skal i skammekrogen, hvis det sker. Men hvis de tvinges til at undertrykke sider af sig selv, kan de udvikle en problematisk adfærd. Det, man forsøger at gøre i daginstitutionerne, er gradvist at lære børn at lade deres vrede komme til udtryk på en socialt acceptabel måde. Hvis man bruger metoden fra tv i en dansk sammenhæng, er risikoen, at barnets indestængte vrede eksploderer i raserianfald over for de andre børn i institutionen, siger Grethe Kragh-Müller.

Når børneopdragelse i en hidtil uset grad er kommet i mediernes fokus, hænger det sammen med nogle helt grundlæggende forandringer af forældreautoriteten, som er sket gennem de seneste 50 år. Ifølge Grethe Kragh-Müller har der i hele perioden været en gradvis forandring i gang, men det mest markante brud så man i slutningen af 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne.

– I takt med at vi er gået fra et industrisamfund til et informationssamfund, er der også sket forandringer i den måde, voksne og børn er sammen på. Tidligere var målet med opdragelsen lydighed, fordi det passede til datidens arbejdsmarked. Nu er målet mere selvstændighed og social kompetence, og det kræver en mere ligeværdig opdragelse. Resultatet er, at børn er mindre bange for de voksne og forventer at få mere indflydelse. Og de undersøgelser, som er lavet på området, viser, at det er forældrene godt tilfredse med, siger barndomsforskeren.

Hun erkender dog, at voksnes ligeværdighed kan blive til ligemageri, hvor de voksne ser bort fra, at de som den mest erfarne har en forpligtelse til at bevare styringen med nogle ting. Som eksempel nævner hun slagordet "ansvar for egen læring", som for 10 år siden var på mode i skoleverdenen, men som efter hendes opfattelse bør hedde "indflydelse på egen læring", da læreren nødvendigvis må beholde ansvaret.

– De meget store forandringer i forældreautoriteten har ført til, at mange i dag påpeger, at børn har fået for meget magt, og at forældre nu må tage den tilbage. Men ud fra den praksis, jeg kender til, er jeg ikke sikker på, at det holder stik. Der er givetvis mange familier, hvor de voksne har svært ved at sige nej til deres børn, men lige så mange, hvor forældrene strammer alt for meget op. Og jeg tror, forældre kan blive vildledt til at stramme op af tv's opdragelsesprogrammer, siger Grethe Kragh-Müller.

Hun understreger, at de udenlandske programmer viser skrappere metoder end de danskproducerede. Dette hænger sammen med, at den klassiske autoritære opdragelse har bevaret sin position meget længere i disse lande. Dermed vil forældre, som lader sig inspirere, når "Super Nanny" og hendes kappeklædte medsøstre sætter de uvorne unger i "uartigstolen", levere en opdragelse, som er ude af sammenhæng med den kultur, barnet vokser op i.

Men Grethe Kragh-Müller ser også problemer i de danske programmer. I "Forældre forfra" på TV 2 har man været så forsigtige, at seerne kun ser familierådgiverne Margrethe Brun Hansen og Tryggvi Kaldan tale med forældrene. Børnene er de ikke i direkte kontakt med. Men barndomsforskeren har noteret sig, at rådgiverne i en af udsendelserne konkluderer: "Børn vil gerne have, at de voksne bestemmer." Og når Lola Jensen i TV 3's "Hjælp vi har børn" sender børnene på værelset til "timeout", svarer det efter forskerens opfattelse til turen i skammekrogen.

Familierådgiver Lola Jensen har i syv udsendelser på TV3 bidraget aktivt til familiers børneopdragelse. Derudover rådgiver hun familier, holder foredrag og har skrevet en række bøger med praktiske opdragelsesråd til forældre. Hun er uenig i, at hendes og TV 2's opdragelsesprogrammer skulle friste forældre til unødvendige straffemetoder.

– TV 3 bad mig deltage i deres eget program, fordi "Super Nanny" havde været en succes. Men jeg stillede det krav, at programmet skulle laves med udgangspunkt i min måde at arbejde. "Super Nanny" er meget mere autoritær og præget af en "fordi jeg siger det"-pædagogik. For eksempel i en scene, hvor en lille dreng ikke vil spise maden, men får at vide, at det skal han gøre, uanset hvor meget tårerne triller, fortæller hun.

– Jeg mener, det handler om at vise, hvordan man som forælder kan træde i karakter, uden at barnet går i stykker af det. Man skal ikke tvinge maden i barnet, men kan godt som voksen vise barnet rammerne for et måltid. For det må være en vigtig del af opdragelse at anvise, hvad der er rigtig og forkert adfærd, tilføjer Lola Jensen.

I modsætning til Grethe Kragh-Müller, som vurderer, at forældre og børn som helhed finder fint ud af tingene med hinanden, oplever Lola Jensen i sit arbejde, at den voksne del af familien Danmark har massive problemer med at finde deres egne ben at stå på i opdragelsen.

– I forhold til tidligere er moderne forældre mere bonkammerater med deres børn. Der er mere servicering og mere misforstået godhed. Det bliver til alt for meget "Hvad kunne du ønske dig?" i stedet for, at forældrene viser vejen med hensyn til, hvad der er sund kost, hvordan man begår sig i trafikken, hvad der er passende påklædning og sengetid, og hvordan man viser andre mennesker almindelig hensyn og høflighed, erklærer Lola Jensen.

Hun mener, at forældrene er rådvilde på grund af den overvældende mængde information om opdragelse, de i vore dage bliver udsat for.

– Lige siden menneskeheden opstod, har forældre bygget på tidligere erfaringer i familien. I dag lytter forældrene ikke så meget til deres forældre, men får i stedet informationer fra mødregrupper, bøger og tv-programmer om børn. Og for forældrene er det at få børn ikke bare et spørgsmål om artens overlevelse, men et personligt livsprojekt. Der er høje forventninger til forældreskabet, og når så eksperterne bombarderer forældrene med modsatrettede budskaber, skaber det stor usikkerhed, siger Lola Jensen.

Hun nævner som konkret eksempel, at hun en morgen tændte for Radioavisen og hørte en nyhed om, at forskere mener, at børn af dominerende mødre havde en større risiko for at blive rockere eller at gå ind i nyreligiøse bevægelser.

– Jeg slukkede straks for radioen og har gjort, hvad jeg kunne, for at spare mig selv for den slags indslag siden, for jeg blev straks lidt usikker på min egen rolle som mor, fortæller Lola Jensen.

At hun med "Hjælp vi har børn" selv slutter sig til mediekoret, der giver et bud på sandheden om børneopdragelse, er hun helt bevidst om. Men hun håber, at de mere konkrete eksempler fra dagligdagen lettere kan overføres til familiernes egen situation end barndomsforskernes mere generaliserende betragtninger.

– Der, hvor jeg begynder i udsendelserne, er børnene som regel langt ude i et mønster, hvor de slår, river og ødelægger ting, og hvor det ikke hjælper, at forældrene bare siger: "Det må du ikke". I den situation mener jeg, at den eneste brugbare metode, hvis det ikke skal ende med skældud eller tomme trusler, er 10 minutters timeout på værelset ud fra den filosofi, at herinde må du gøre, hvad du vil. Også græde eller vise vrede. Men ude i det fælles rum med andre gælder der regler. Dermed kan barnet lufte sine frustrationer, tænke over sin handling og overveje, om den er værd at gentage, når det er prisen. Netop dén reflektion kan forhåbentlig være det første kim til for eksempel den del af barnets dannelse, som går ud på, at man skal være god ved dyr, siger Lola Jensen.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

VI VIL SELV

På få årtier har stort set alle samfundets klassiske autoriteter forandret sig. Offentlige myndigheder er blevet til service- butikker, lærere er blevet til kammerat- lige vejledere, og præster er blevet til omsorgsperson- er. I en artikel- serie under- søger Kristeligt Dagblad autoriteternes position i en tid, hvor alle vil bestemme alting selv.

Med et netabonnement kan de tidligere artikler i serien læses på www.kristeligt-dagblad.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock