Traditioner forgår - regler består

– Man kan sige, at man i 1950'erne og langt op i 1960'erne havde en række autoriteter, der som en monolog dikterede samfundets borgere, hvordan de skulle leve. Fra 1968 og op gennem 1970'erne skete der en omfattende nedbrydning af de overleverede autoriteter med det formål at skabe mere dialog. Men i dag er vi i stedet endt i en situation, hvor der er myriader af monologer, der hver især gør sig selv til deres egen autoritet, siger han.

Som det tydeligste eksempel på forandringerne fremhæver han lærerautoriteten, som i hans egen skoletid i 1960'erne var absolut og uanfægtet. Uanset hvem læreren var, havde han en bestemt status i kraft af sin position ved katederet. Denne status – hjulpet af retten til korporlig afstraffelse – betød, at eleverne i altovervejende grad sad stille og gjorde, som der blev sagt.

I dag er lærerautoriteten forandret. Hvis læreren skal opnå elevernes respekt og samarbejdsvilje, kræver det, at han eller hun kan gøre rede for sig selv som autoritet. Autoriteten er ikke en dragt, man i kraft af traditionen får på – det er en rolle, man selv må arbejde hårdt for at fylde ud.

Der findes dog også autoriteter, som vi i det moderne samfund ikke løber om hjørner med, påpeger Henrik Kaare Nielsen og fremhæver her domstolene som eksempel. I vid udstrækning respekterer vi deres afgørelser – i kraft af, at vi føler, vi er nødt til at overholde lovene.

Heine Andersen er professor i sociologi ved Københavns Universitet og har forfattet artiklen om opslaget "autoritet" i Den Store Danske Encyklopædi. Med afsæt i begreber fra en af sociologiens grundlæggere, tyskeren Max Weber (1864-1920), påpeger han, at der grundlæggende findes tre forskellige former for autoritet: den traditionelle, den legale og den karismatiske. Og lærere og dommere er repræsentanter for hver sin form.

– Weber mente, at de traditionelle autoriteter, som bygger på en forestilling om traditioners og vaners ukrænkelighed, i stigende grad ville vige for legal autoritet, det vil sige formelle regler og bureaukrati. I dag kan vi da også se, at for eksempel forestillingen om herremandens status over for bonden, kirkens position som ukrænkelig og familiefaderens magtmonopol er svundet ganske betydeligt ind. Men den traditionelle opfattelse er dog ikke helt forsvundet. For eksempel eksisterer der stadig forestillinger om bestemte kønsroller, forklarer Heine Andersen.

Når det moderne menneske har skiftet syn på læreren og præsten som ukrænkelig autoritet, hænger det altså sammen med en traditionsnedbrydning, som især kædes sammen med ungdomsoprøret i 1968, men som Max Weber allerede forudså for 100 år siden. Og Weber fik også ret i, at den legale autoritet, som bygger på love og regler, ville forblive intakt eller ligefrem vokse.

– I store træk følger vi stadig lovene og gør, som chefen siger, konstaterer han.

Sociologiprofessoren påpeger dog, at efter første angrebsbølge på autoriteterne i 1970'erne, som i altovervejende grad var et venstreorienteret angreb, fulgte endnu en angrebsbølge. Denne anden bølge kom fra den politisk stik modsatte fløj i form af nyliberalisme og gik ud på at erstatte traditioner, regler og statsstyring med de frie markedskræfter og den enkeltes personlige valgfrihed.

– I de seneste to-tre årtier er det det liberale autoritetsopgør, der har været mest offensivt i sin insisteren på, at den enkelte borger skal tage stilling ud fra, hvad han selv finder bedst, i stedet for at lytte til autoriteter, siger han og nævner som eksempel, at den nye liberale tænketank CEPOS har foreslået totalt at frigive handel med organer ud fra et ideal om den enkeltes frie valg, siger Heine Andersen.

Han ser derfor autoritetsskreddet som en proces, der er fort- sat gennem hele perioden fra 1950'erne til i dag, men som er slået igennem på forskellige områder på forskellige tidspunkter.

– Mens det store skred i forhold til familie, skole og uddannelsesverden fandt sted i tiden lige efter 1968, er for eksempel lægers autoritet først i de seneste årtier blevet anfægtet. Læger har på en måde haft en traditionsbaseret autoritet som den, der ved bedst. Men siden er befolkningens uddannelsesniveau hævet, der er en mere udbredt opfattelse af, at vi selv må tage vare på vores sundhed, og via internet kan vi selv søge informationer. Derfor er også lægens autoritet forandret.

Ser man på Webers tredje begreb, karismatisk autoritet, har udviklingen gennem de seneste årtier været langt mere sammensat. Autoritet gennem personlig udstråling og overbevisningskraft spiller i vore dage en stor rolle, men har fået en mere forbigående og fragmentarisk karakter, konstaterer Heine Andersen:

– Når Weber skrev om karismatisk autoritet, tænkte han på religionsstiftere som Jesus og Muhammed og på de helt store politiske ledere. I dag taler man måske om, at en politisk leder som den britiske premierminister, Tony Blair, har karisma, men det er ikke i en form for karisma, som sætter ham i spidsen for en omfattende og varig folkelig bevægelse.

At politikere som helhed har lav status og troværdighed i befolkningens øjne, viser en lang række undersøgelser. Og synet på politikere har da også gennemgået en stor forandring i løbet af de seneste 50 år, hvilket ifølge Heine Andersen hænger sammen med, at massemedierne i stadig stigende grad er blevet skudt ind som mellemled mellem politikere og borgere.

Politikere hører til de autoriteter, der har undergået den største forandring. De ses i stadig mindre grad som ledere, der via vælgerforeninger og partiorganisationer repræsenterer samfundets forskellige klasser. I stedet er de enkeltpersoner, som via medieprofilering forsøger at få opbakning til en politik, som ikke fundamentalt afviger fra de andre kandidaters politik, mener Heine Andersen.

– Fra de tidligere 1980'ere og frem har danske politikere støttet en international tendens til i stigende grad at se politiske beslutninger som nødvendige skridt uden mulige alternativer. Dermed har hele det politiske system accepteret, at den politiske dagsorden handler om mindre og mindre, siger han.

Kombinationen af, at traditionelle autoriteter er skrumpet ind, at den politiske debat er blevet indholdsmæssigt udvandet, og at den øjeblikkelige karisma i stedet får betydning, skaber ifølge Henrik Kaare Nielsen en situation, hvor let fattelige budskaber, serveret med charme og overbevisning, får kolossal betydning.

Det gælder for den skolelærer, der måske ikke opnår elevernes respekt via sin dybtgående forståelse af andengradsligninger, men ud fra en evne til at servere matematikken med en vittig bemærkning og et glimt i øjet.

Og det gælder for den statsminister, som formår at tone frem på skærmen, velklædt og afslappet, og gentage de samme slagord om og om igen. For eksempel om, at borgerne ikke skal lade sig styre af smagsdommere, fordi enhver er ekspert i sit eget liv.

– For alle parter gælder det i dag om at fremstå som autoriteter. At give omgivelserne indtryk af, at man tilsyneladende ved, hvad der skal gøres. Det er en mekanisme, som bestemt ikke udelukker, at der hos en lærer eller politiker ligger faglig dygtighed bag. Men risikoen er, at det er facaden, der afgør, hvem der fremstår som autoritet, siger Henrik Kaare Nielsen.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

VI VIL SELV

På få årtier har stort set alle samfundets klassiske autoriteter forandret sig. Offentlige myndigheder er blevet til servicebutikker, lærere er blevet til kammeratlige vejledere og præster er blevet til omsorgspersoner. I en artikelserie undersøger Kristeligt Dagblad autoriteternes position i en tid, hvor alle vil bestemme alting selv.

Med et netabonnement kan de tidligere artikler i serien læses på www.kristeligt-dagblad.dk