Langeskov er på fornavn med borgmesteren

For at klare jobbet godt er han afhængig af sine borgeres respekt og deres tillid til hans person. Han ved, at et fejltrin kan være dyrt. Mere i dag, end da han for første gang satte sig i borgmesterstolen for 20 år siden. Folk er blevet mere kritiske og kræver flere svar. Kvoten af tillid, der automatisk følger med en borgmesterpost, er svundet ind, simpelthen.

– I dag kan folk finde på at ringe mig op og være direkte ubehagelige i telefonen. Folk siger "sgu", "fanden" og "dumme kælling", når de for eksempel brokker sig over en dårlig behandling hos socialrådgiveren. For 20 år siden kunne man slet ikke finde på sådan noget. Dér mødte jeg folk i Brugsen, hvor man høftligt prikkede mig på ryggen og sagde: "Ejvind, du skal lige vide ...", og så løste man problemet lidt efter lidt. På den måde kan jeg fornemme, at der er sket et skred i respekten for autoriteter, forklarer Ejvind Høyer Nielsen.

Hans fornemmelse stemmer helt overens med, hvad Kristeligt Dagblads meningsmåling om respekt for autoriteter viser. Næsten 9 ud af 10 danskere mener nemlig, at der gennem de seneste 10 år er sket et skred i respekten for autoriteter. Skreddet er størst i forholdet til politikere, præster og lærere, mens læger og politi er de grupper, som befolkningen har størst respekt for.

Sådan er det også i Langeskov, en ganske almindelig dansk gennemsnitskommune med omkring 6000 indbyggere, hvor parcelhuse i røde og gule mursten sprang frem som paddehatte i løbet af 1970'erne. En lille plet på landkortet i forhold til naboerne Odense og Nyborg, men et sted, hvor livet har gode vilkår for at slå rod og springe ud takket være områdets natur, et væld af fritidstilbud og veldrevne institutioner. Hvor landbetjenten Vagn er på fornavn med bøllerne, præsten Lars Ole vier tidligere konfirmander og døber deres børn, læreren Lisbeth modtager nytårshilsener fra gamle elever, og hvor borgmesteren Ejvind drikker øl med Åge. Men som det er med alle andre ting, er intet, som det var engang. Heller ikke i Langeskov.

Forholdet til autoriteterne har forandret sig. Det mener Lisbeth Boel, der har lært mange af Langeskovs børn at læse og skrive. Sikkert også Camilla, der vinkende på sin cykel råber: "Hej Lisbeth!", da vi er på vej hen til Bakkegårdsskolen, hvor Lisbeth arbejder. Det er kommunens største skole, med godt 500 elever, hvis flade bygninger og røde mursten matcher resten af byen. Alle børnene er for længst taget til Nordjylland eller Sydfrankrig på ferie med deres forældre bortset fra et par stykker, der i sommerferietempo drysser rundt på skolefritidsordningens legeplads.

Børn er i dag kejsere i deres eget kongerige og har mindre respekt for lærere end tidligere. Det har deres forældre også, mener Lisbeth Boel.

– For at føle, at man er gode forældre, mener forældregenerationen, at de skal være engagerede og kritiske. De møder op til samtlige arrangementer og er meget bekymrede for, om deres børn nu lærer nok, siger Lisbeth Boel, der især mærker de kritiske spørgsmål til forældrekonsultationer. Hun har flere gange oplevet, at forældrene her vender sig mod deres barn og spørger: "Har du noget at klage over til Lisbeth?"

– Sådan noget oplevede man aldrig for 20 år siden. Børn i dag er ønskebørn, som forældrene synes er helt unikke, og som har meget at skulle have sagt selv. Det betyder, at flere har svært ved at indgå i en gruppe. De kan ikke tie stille på samme tid, og de vil selv vælge, hvem de vil i gruppe med. Men i et klassefællesskab er det svært at behandle alle som en lille stjerne, forklarer hun.

Lisbeth Boel tror, at udviklingen skyldes en kombination af tidsånden og den offentlige debat om folkeskolens evne til at lære børn faglige færdigheder. Den smitter af på almindelige menneskers holdning til, om lærerne gør det godt nok. Hvad børnene angår, så ser de slet ikke voksne som en autoritet længere.

– For 34 år siden var de nærmest bange for at komme i skole. Ofte måtte forældre eller bedsteforældre være med i undervisningen i de første par uger. Sådan er det ikke længere. Der stiller de spørgsmål og udfordrer min autoritet fra første dag, måske fordi de er vant til pædagoger fra vuggestue og børnehave, siger Lisbeth Boel.

Konsekvensen er, at det er blevet sværere at gennemføre undervisningen. Børnene lærer ikke mindre af den grund, takket være nye undervisningsmetoder og lærebogssystemer, mener Lisbeth Boel.

En anden, der har mærket, hvordan forholdet til autoriteter har ændret sig, er præsten, Lars Ole Jonssen. Han kommer til syne i døråbningen til spisestuen, mens han knapper sin præstekjole. Han har trukket den over en nystrøget hvid skjorte og mørke bukser, ganske som han plejer.

– Jeg kunne aldrig finde på at have cowboybukser og T-shirt på under præstekjolen, siger han.

– Det vil man kunne se, når jeg går op ad trapper eller løfter armen.

Lars Ole Jonssen er bevidst om, at han er en autoritet i sognet. Derfor klæder han sig ordentligt på, ligesom han er opmærksom på at opføre sig hensigtsmæssigt.

– Her kan det ikke nytte, at man skaber sig tosset i det ene øjeblik for i det næste at være sjælesørger. Respekt og tillid bygges op gennem et liv, men kan ødelægges på et øjeblik, siger han.

Den ene ende af spisestuen ligger nærmest hen som et mindesmærke over en gammel præstegård. Store draperede gardiner fungerer som en ramme for udsigten over den nyslåede grønne plæne. Et blankpoleret mahognibord pryder midten af rummet under en stor prismelysekrone. Den hænger forgæves og venter på, at trampeorglet i stuens langside sætter i gang for at akkompagnere salmesangen. Møblerne har Lars Ole Jonssen arvet fra sine forældres præstegård. Sådan en, som sognebørnene kom til møder i, og hvor hans mor i sin egenskab af præstekone serverede kaffe og hjemmebag for gæsterne.

Siden dengang hans far var præst i efterkrigstiden og til i dag, har synet på præster ændret sig meget. Faderen præsenterede sig altid som "Pastor Jonssen". Det kunne Lars Ole aldrig drømme om, han præsenterer sig ved sit navn. Det afspejler, at man ikke længere får autoritet i kraft af embedet alene. Autoriteten er i dag afhængig af personen, der forvalter det. Præsten og personen er i hans tilfælde smeltet sammen til ét. Det giver bedst mening for ham selv, og han vinder også mest respekt for det, mener han.

– Min erfaring siger mig, at hvis folks møde med mig som præst er ordentligt – så kommer de igen. Men det er sig selv, som man spiller ud – man har ikke længere andet at spille ud med.

Samme holdning har landbetjent i Langeskov Vagn Thomsen. I 20 år han cyklet og kørt rundt i byens gader og sørget for at opretholde ro og orden i kommunen. Han har ekspederet tusindvis af pas og kørekort, rykket ud til indbrud for at skrive anmeldelser, og dæmpet gemytterne ved husspektakler. Han kender hver en bølle og borger, og de kender ham og viser ham respekt. Han føler, at hans autoritet kun er vokset gennem årene.

– Faktisk har jeg det sådan, at jeg kan bilde folk en løgn ind, og de vil tro på det. Det kan jeg kun, fordi folk har respekt for mig, og stoler på mig, siger han.

Hans taktik har altid været at blive en del af befolkningen frem for at hæve sig over den. Derfor drikker Vagn Thomsen hellere en øl sammen med bøllerne på det årlige kræmmermarked end at hæve pegefingeren over dem. På den måde er det nemmere for ham at gøre en forskel.

– Som landbetjent skal man være en integreret del af samfundet, og derfor deltager min kone og jeg i alting. Det er vigtigt at møde folk i øjenhøjde og tale på lige fod sammen. Dermed skal man ikke overskride en tærskel, når man henvender sig til mig, siger Vagn Thomsen, før han sætter sig på sin cykel og kører ned af sin villavej med retning mod Langeskov Centeret, det lokale butikscenter.

Vagn hilser på flere, der er ude at købe ind i butikkerne under centerets store glastag, der kan skubbes til side på de dage, hvor solen ingen nåde viser. En vil småsnakke, en anden vil vide, hvornår han kan forny sit pas. Imens putter Asta Poulsen på 73 år grøntsager ned i indkøbskurven inde i Brugsen. Hun støder jævnligt på præsten, borgmesteren, læreren og landbetjenten i butikken. Da hun var ung, ville hun nærmest per automatik neje for dem, og tiltale dem med "hr. Borgmester" eller "De". I dag er man dus og kalder dem for Ejvind og Vagn. Det er godt, synes Asta Poulsen.

– De er jo bare mennesker lige som alle os andre. Der er ikke forskel på os længere, selv om den ene bærer borgmesterkæden og det gør den anden ikke. Godt, at det ikke er som dengang, og at vi i dag er tættere på hinanden. Det er bare dejligt, siger hun.

bindslev@kristeligt-dagblad.dk

loewendahl@kristeligt-dagblad.dk