Køen uden for Jakob Fincis kontor på det humanitære center midt i Sarajevo havde vokset sig flere hundrede meter lang i løbet af dagen. Som andre steder i Bosnien-Hercegovina var behovet for mad og medicin under borgerkrigen stort, men særligt Jakob Fincis evner til at få bragt post ud fra byen gennem sine jødiske forbindelser fik folk til at troppe op hos lederen af det jødiske samfund i Sarajevo.
Men det var ingen af disse behov, der fik en kvinde klædt helt i sort i begyndelsen af 60'erne til at banke på Jakob Fincis dør den efterårsdag i 1993. I stedet satte hun sig ned på stolen foran Fincis skrivebord og fortalte, at hun var gået tværs gennem byen for at møde op på det humanitære center. Hun afviste at have brug for mad og medicin, men fortalte derimod, at hendes søn var blevet dræbt af serbiske militser dagen før. Derfor havde hun tilbragt natten ved siden af sin søns lig, inden hun denne morgen begravede ham foran sit hus.
– Hvordan kan jeg hjælpe dig, lød Fincis svar.
– Det har du allerede gjort. Tak fordi du lyttede til mig, lød kvindens svar, inden hun forlod kontoret og centret uden materialistisk hjælp.
Det var denne efterårsdag, at ideen om en statslig sandheds- og forsoningskommission blev født hos Jakob Finci. En kommission, der skulle se krigen fra folkets synspunkt, og som skulle samle et borgerkrigshærget land til én enhed igen.
Lederen af det jødiske samfund i Sarajevo, og senere af det jødiske samfund i hele Bosnien-Hercegovina, forstod, at skal der lægges låg på krigens synder, må man lægge ud med at forstå, at alle bærer en del af skylden for krigen. Inklusive de muslimske bosniakker, de ortodokse serbere og de katolske kroatere, der kæmpede mod hinanden i den bosniske borgerkrig fra 1992 til 1995.
– Det er jo ikke som en film, hvor der er de gode mod de onde. I krigen var der gode på alle tre sider, ligesom der også var onde på alle tre sider. Problemet er bare, at ingen vil indse, at alle tre grupper bærer en del af skylden i krigen, og derfor bliver religionerne spillet ud mod hinanden. Dermed er de forskellige religioner med til at splitte landet, og det skal en sandheds- og forsoningskommission rette op på, mener Jakob Finci.
Fra sin sorte læderkontorstol på 4. sals-kontoret på Trg Bosne i Hercegovina – adressen, hvor det bosniske parlament hører hjemme, og hvor han arbejder som leder af The Civil Service Agency – har han udsigt til den gamle parlamentsbygning fra begyndelsen af 1990'erne. Efter krigen står bygningen fuldstændigt udbrændt og udbombet midt på pladsen i Sarajevo og skal dagligt minde bosnierne om folkemordet i Bosnien. Derfor er den ikke blevet revet ned, og bliver det formentligt aldrig.
– Bygningen hjælper os til at forstå, at vi aldrig må havne i en krig som for 10 år siden. Krigen forårsagede, at de religiøse relationer og deres fælles forståelse af, at alle har ret til at være her, er blevet voldsomt beskadiget. Under krigen blev religionerne gjort til hovedproblemet, men jeg er overbevist om, at skal Bosnien-Hercegovina komme videre, bliver man nødt til at bruge selvsamme religioner som værktøj. Den fælles forståelse skal repareres gennem islam og gennem kristendommen. Udelukker du religionerne i forsoningsarbejdet, vil du aldrig opnå en fuldstændig fred, mener Jakob Finci.
Jakob Finci forklarer, at i 1997 underskrev lederne af det ortodokse, det katolske, det muslimske og det jødiske samfund en erklæring om, at sandhed og retfærdighed er den bedste vej til forsoning. I erklæringen hedder det blandt andet, at troen i de forskellige religioner på hver deres måde er baseret på menneskerettigheder og menneskets ret til at udøve sin egen religion. Erklæringen opfordrer derudover til, at folk må tage ansvar for deres egne handlinger.
På trods af erklæringen er Bosnien stadig et splittet land, der endnu har langt til forsoning. Under overfladen lurer de religiøse konflikter, forklarer Jakob Finci.
– Derfor skal vi have denne kommission. Et samfund er kun i stand til at rejse sig, hvis det har en entydig opfattelse af fortiden. Præcis som Tyskland har kunnet rejse sig efter Anden Verdenskrig, fordi da vidste man, at Hitler var den onde. Det kan vi ikke i Bosnien, fordi vi ikke har et "facit" skrevet ned, mener Jakob Finci.
– Vi skal ikke glemme, hvad der skete, men vi bliver nødt til at tilgive hinanden for det. Vi må overkomme fortiden for fremtidens skyld. Vi er alle så besatte af vores fortid, at vi ikke bruger vores ressourcer på at tænke på fremtiden. Det er så bedrøveligt at se på, siger den jødiske leder.
Øjnene i Jakob Fincis ansigt skifter fra eftertænksomhed til sørgmodighed. Mest af alt minder den hjertelige Finci med sine 160 centimeter, sit krøllede hår og sin tætte krop om en bosnisk udgave af Danny de Vito. Især højden står i stærk kontrast til, at den jødiske leder ofte kaldes en stor mand.
Uofficielt bliver Jakob Finci nemlig betegnet som mægler i borgerkrigen mellem de serbisk ortodokse, de kroatiske katolikker og muslimerne. Flere mener, at han bærer en stor del af æren for, at Dayton fredsaftalen blev underskrevet i 1995. Selv siger Finci, at han er stolt af at kunne hjælpe.
– De andre følte vel, at de kunne stole på mig, men om jeg ligefrem var mægler, ved jeg ikke. Min fordel var, at jeg var upartisk, men med min jødiske baggrund havde jeg en større forståelse end en ikke-religiøs for, hvor stor en rolle religion spiller. At der er nogle ting, man ikke kan tilsidesætte. Det var brugbart, siger Finci. Netop den erfaring viser, at det er vigtigt at bruge religionerne i forsoningsarbejdet. Også fordi religion er kommet til at spille en afgørende rolle for den almindelige bosnier. For kun gennem etnicitet og religion – ikke gennem sproget eller udseendet – har man en identitetsmarkør, forklarer Jakob Finci.
– Vi er meget fokuserede på religionen, både i dagligdagen og hos de forskellige menigheder. Efter kommunismens fald i 1990 begyndte folk at føle sig fortabte, fordi man ikke længere havde en fælles identitet. Folk følte, at de gerne ville tilhøre noget, det vil sige høre hjemme et sted, og det førte folket tilbage til religionen. Der tror jeg, at folk bliver ved med at være, mener den jødiske leder, der forklarer, at her begyndte en sammenblanding af religion og politik.
– Politikerne fik øjnene op for, at folks identitet i højere grad lå i religionen, og på den baggrund begyndte politikerne at misbruge religionen. En ny agenda lå i luften – "dem" mod "os". Og folk accepterede desværre misbruget, fordi der var en samlende vi-følelse, siger Finci.
Den jødiske leder er overbevist om, at også fremover vil religion spille en afgørende rolle i Bosnien-Hercegovina, dog forhåbentligt en mere positiv rolle. En tid, hvor religion bliver bandlyst som under den kommunistiske dominans fra 1945 til 1990, vil ikke komme igen, mener han.
– Kan de tre hovedreligioner her i Bosnien-Hercegovina lære at acceptere, at alle bærer en del af skylden for krigen, kan vi alle sammen komme videre, også med religionen som en stærkere identitetsmarkør. Vi har i århundreder levet i harmoni med hinanden, og krigen i 1990'erne er den første krig nogensinde i Bosnien, hvor man blev delt efter religiøsitet og ikke politisk opfattelse, lyder det fra den jødiske leder.
Han tror, at på den baggrund har religionen en fremtid i Bosnien – måske endda en mere lys fremtid end i resten af Europa, hvor hvert land har en hovedreligion, der nu skal indordne sig efter indvandringens nye religioner.
– Se bare Frankrig, hvor 10 procent er muslimer. Der bliver islam opfattet som en trussel, men det vil aldrig ske i Bosnien-Hercegovina, hvor de tre religioner er næsten ligeligt fordelt. Vores muslimer har jo levet her i 500 år, forklarer Jakob Finci.
Lige så optimistisk Jakob Finci ser på religionernes fremtid i Bosnien-Hercegovina, lige så forsigtig og tilbageholdende er han, når snakken specifikt gælder den jødiske fremtid. I dag er der kun omkring 1000 jøder tilbage i hele landet, med størstedelen – 700 – bosiddende i Sarajevo.
Finci forklarer, hvordan jøderne forsøgte at sende især den unge generation og mændene ud af landet for at undgå, at jøderne blev indlemmet i de forskellige hære og dermed skulle bekæmpe hinanden. Efter krigen er i dag mange vendt tilbage, dog især den ældre generation.
– Derfor mangler vi en generation mellem 25 og 45 år, der er blevet i udlandet med deres nye statsborgerskab. Vi appellerer til, at de vender tilbage, fordi de også har et ansvar for den jødiske fremtid i Bosnien-Hercegovina, men selvfølgelig er det op til folk selv, hvor de vil bo. Meget sigende for situationen er, at gennem de seneste tre år har der været 40 begravelser og kun to nyfødte babyer. Det jødiske samfund bliver ældre, og jeg er da sikker på, at vi stadig er her om 30-40 år. Men bagefter? Det er svært at spå om, mener Jakob Finci, der betegner det som et stort tab for Bosnien, hvis jødedommen dør ud.
– Bosnien er som et gigantisk brød bestående af muslimer, serbisk ortodokse og katolikker, der repræsenterer vand, mel og gær. Dette brød, som er blevet bagt gennem århundreder kan kun skæres på en sådan måde, at hver skive vil indeholde gær, vand og mel. I brødet, som i Bosnien, er jøderne som saltet mellem to fingre – det salt, som giver brødet smag. Jeg ved godt, at man sagtens kan spise brødet uden salt, ligesom at Bosnien sagtens kan eksistere uden jøderne. Men brødet vil få en alt for fersk smag, og Bosnien-Hercegovina vil miste sin særlige aroma, mener Jakob Finci.
loewendahl@ kristeligt dagblad.dk
Troens Europa
Denne artikel er et led i Kristeligt Dagblads fokus på Troens Europa. Alle tidligere artikler kan med et netabonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk, hvor man også finder en religionsguide til 25 europæiske lande.
Bosnien-Hercegovina
Siden borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina, der sluttede i 1995, har Jakob Finci været leder af det jødiske samfund i landet. Han er blandt andet uddannet advokat og har undervist på universitetet. Ud af omkring 3,8 millioner indbyggere i landet tæller det jødiske samfund kun omkring 1000 medlemmer, hvoraf de 700 er bosiddende i hovedstaden Sarajevo. I 2000 blev Jakob Finci udnævnt til at få oprettet en sandheds- og forsoningskommission, der skal klarlægge præcist, hvad der skete under borgerkrigen. Kommissionen er endnu ikke blevet oprettet. Jødedommen udgør en klar minoritet i det religiøse Bosnien-Hercegovina. Muslimer udgør omkring 40 procent af befolkningen, katolikkerne udgør omkring 15 procent, og serbisk-ortodokse omkring 31 procent.