Kampen om Skovgaards Kristus

Lange er forfærdet over "det retlinjede", den stive krop. Det er et foruroligende dekadencetegn i tiden. Gik man nemlig på udstillingen videre og så Anne Marie Carl Nielsens "Lazarus" eller Hammershøis "Job", ville man her se figurer, der stod eller sad ret og symmetrisk som en ægyptisk statue.

Om maleriets anden hovedfigur, Eva, skriver Lange, at der nok er udkast til en meget skøn figur, men at den i alle formens enkeltheder er grim og rå. Det gælder overhovedet formbehandlingen i hele maleriet.

Med Langes kritik er vi placeret i centrum af opgøret mellem den akademiske kritik, der fastholder skolingen og de gamle mestre som den højeste dyd, og de unge, der har set et andet lys. Det er ikke uden grund, at både Skovgaards og Hammershøis malerier udstilledes på Den Frie og ikke på Charlottenborg. Lange viser tilbage til selveste Leonardo da Vinci og antikkens klassisk græske billedhuggere. De vidste – og gav den viden i arv – at led aldrig måtte være stive. Linjen måtte altid være flydende. Det retlinjede er udtryk for det primitive, som vi møder i ægyptisk kunst, den arkaiske, græske kunst og i middelalderen.

Lange mener, at kunstnerne gør den retlinjede plastik til formel og regel og modesag: "Og naar man blot vil lade være med at betragte den som et reent udvortes Middel til at opnaa Virkningen af "det Store", "det Simple", det primitive, det uragtige!"

Julius Lange argumenterer for det akademiske modelstudium. I den forstand, at man i den virkelig store kunst slet ikke skal kunne ane, at der ligger et modelstudium bag værket. Det må ved det færdige værk være et tilbagelagt stadium. Problemet med både Skovgaard og Hammershøi er, at man ikke kan se antydning af modelstudium i deres malerier. De prøver end ikke, men går udenom. Og det fører ifølge Lange ikke til virkelig kunst, men til dilettantisme.

Langes kritik kom ikke til at stå uimodsagt. Emil Hannover tog i Politiken den 25. august til orde, men fremhævede dog først og fremmest maleriets "relative værdi". Det er del i en kamp mod akademiets og gallerikommissionens traditionstyngede tyranni: "Hvis ikke en eller anden Kirke rettelig forbarmer sig over "Kristus i de Dødes Rige", vil Billedet utvivlsomt før eller senere ende i Galleriet. Prof. Langes iøvrig saa loyale Tilstaaelse af at have bidraget til foreløbig at spærre det Adgangen dertil, vil muligvis gøre den altfor passive Misfornøjelse med Galleriets Forvaltning mere aktiv, og for saa vidt Artiklens Fremkomst blive nyttig". Ja, her kan man da tale om en relativ nytte.

Faktisk købtes Skovgaards store lærred i 1911 af Statens Kunstmuseum, men først efter, at Lange længst var død og Karl Madsen var blevet direktør. I hvilken grad dette maleri forblev et modsigelsens tegn, ses af den begejstring, det mødtes med i 1911, da det så at sige endelig kom hjem på rette plads som "et standardværk i dansk kunst", som en hovedstadsavis udtrykte det.

Det lå siden 1970 nedpakket, for endelig at gennemgå en kostbar restaurering og genopstå i 2000. Præsentationen af det opfriskede maleri skabte endnu en gang sensation. Og det kan vel kun et værk, der har virkelige kunstneriske kvaliteter. Det er efterhånden i nogen grad blevet befriet fra det prædikat at være skabt af "vor Malerkunsts Grundtvig", som allerede Julius Lange klæbede på det.

Langes kritik var tilbageskuende, konservativ, men så meget fremsyn var der i den, at professoren seismografisk opfattede det nye, der var på vej. 20 år senere sprængtes den gamle verden i atomer, og hvad var det, den unge generation bidrog med til kunstens videreførelse i modernismen? Det var netop den af Lange nedgjorte "udvorteshed", formelagtighed og det simple, det primitive, det uragtige.

Så spørgsmålet er jo, hvor meget fejl Julius Lange tog – den dag, han sidst på sommerferien syntes, at tiden var inde til at kritisere den gryende dilettantiske primitivisme i dansk kunst.

kultur@kristeligt-dagblad.dk