Sorgen er som en virus

– Umådelig mange mennesker er påvirket, siger han.

S. Babu Jayakumar, der er præst i den kirke, der ligger tættest på Swarmiyarpettai, har fundet det naturligt at engagere sig kraftigt i hjælpearbejdet efter katastrofen.

– Gud har givet mig en forpligtelse til at forsøge at lindre sorgen over det, der er sket. Jeg har selv prøvet at miste, og jeg ved, hvor umådeligt tabet er.

Derfor mener Babu Jayakumar heller ikke, at kirken skal forvente for meget af sin indsats.

– Det er ikke let at komme over savnet og sorgen. Vi kan ikke forvente virkelig tilfredshed over de materielle forbedringer, vi skaffer. Vi er kommet med mad og tøj. Vi bringer fiskerbåde og huse, men det er ikke nok. Vi kan ikke tage den menneskelige smerte væk, siger han.

Det er sket mere end en gang, at Babu Jayakumar er blevet mødt af stærk vrede, når han har opsøgt familierne for at tale med dem om katastrofen og spørge, om de har brug for hjælp.

– Nogle er virkelig forbitrede. De vil ikke acceptere deres tab, og de vil ikke tale med mig. De siger til mig, at jeg kommer der for at tilbyde dem dit og dat, men at jeg jo i virkeligheden ikke kan ændre på det, der er det vigtigste for dem: deres døde familiemedlemmer, fortæller præsten.

Den danske analytiske psykolog Lennart Johansson har de seneste tre måneder arbejdet for Læger uden Grænser, MSF, i Cuddalore-distriktet omkring 120 kilometer syd for Chennai, hvor blandt andet Swamiyarpettai ligger. Han står sammen med tre kolleger i spidsen for et langsigtet program, som skal hjælpe fiskersamfundene langs kysten med at få bearbejdet de mange psykiske reaktioner, der opstår efter en katastrofe.

– Sorgen og angsten er som en virus. Hvis vi ikke også hjælper ofrene for flodbølgen mentalt, risikerer vi, at hele samfund falder fra hinanden. Der vil ske et menneskeligt og samfundsmæssigt forfald, siger han.

– Der er utallige statistikker, der viser, hvordan alt bliver værre blandt mennesker, der har oplevet katastrofer: skilsmisser, selvmord, sygdomme. Alt går den forkerte vej.

Ifølge Lennart Johansson er hjælpen mindst lige så vigtig nu som lige efter flodbølgen.

– Der kan gå op til 12 måneder, før der er en reaktion. Mange tror i begyndelsen, at de er kommet helskindet gennem det – og så pludselig efter et halvt år går de ned med flaget, fremhæver han.

Lennart Johansson peger på, at det påvirker psyken meget voldsomt at opleve en katastrofe.

– De fleste danskere kan huske færgen Estonias forlis og har en fornemmelse af, hvor afgørende det kom til at præge de mennesker, der overlevede det. Som blandt andet danskeren Morten Bøje. Tsunamien har efterladt titusinder af den slags skæbner alene i Indien, siger han.

– Det at blive udsat for døden i det voldsomme omfang gør noget ved mennesker. Vi kender det også fra historien. Vi har kz-syndromet,

Vietnam-syndromet og så

videre, siger han.

Lennart Johansson advarer mod at tro, at de indiske fiskere og deres familier skulle være mere hærdede mod nedture og traumer end gennemsnittet.

– Selvom det er nogle meget machoagtige miljøer – som vi kender det fra andre fiskersamfund – hvor mændene drikker og fører sig frem og er vant til at leve på kanten, rammer katastrofen lige hårdt.

– Der er ingen ende på de rædselsfulde historier, jeg har hørt i de tre måneder, jeg har været her. Der er tale om tragedier af græske dimensioner, siger Lennart Johansson.

Han fortæller blandt andet om den fisker, der løb for livet med sin kone og børn, da hun bad ham slippe hende og redde i det mindste et af deres to børn. Vandet greb hende og det andet barn, og han sidder i dag rystet tilbage med en umådelig fortvivlelse og skyldfølelse over at have svigtet dem.

Ud over de indtryk, der knytter sig til selve katastrofen, vil landsbyens beboere også være præget af den måde, de enkelte personer håndterer situationen på.

– Nogle har travlt med at hjælpe, mens andre kun tænker på sig selv og måske har travlt med at rage til sig. Den slags begivenheder bringer både det bedste og det værste frem i folk, og mange vil i dag gå rundt med en masse skyldfølelser over den måde, de opførte sig på, siger Lennart Johansson.

– Derfor kan katastrofen ikke isoleres til flodbølgen alene. Det er også det, den gjorde ved folk, der chokerer. De ukendte sider man så af hinanden, siger han.

Blandt de værste eksempler er de tilfælde, hvor beboere har stjålet lig fra andre for at forsøge at få del i den kompensation, som den indiske regering giver til efterladte.

En vigtig bestræbelse i krisearbejdet er således også, at få de små landsbyer til at tale åbent om flodbølgen. Oplevelsen og erfaringerne skal deles.

– Vi ved mere og mere om, at den traditionelle vej med at privatisere problemerne ikke holder en meter. Det drejer sig om at gøre det forståeligt, at de reaktioner, den enkelte oplever, ikke er hendes eller hans alene, men normale reaktioner hos mange mennesker, siger Lennart Johansson.

– En af de sidste faser i sorgarbejdet er at sætte landsbyens beboere i stand til at sone over for hinanden.

I den forbindelse er det en stor fordel, at fiskersamfundene ikke værner om deres personlige oplevelser og følelser i samme grad, som vi er vant til fra Danmark. Meget lidt er hemmeligt i landsbyerne, og de deltager gerne i hinandens processer.

Neurologer har forsøgt at forklare de psykologiske reaktioner hos katastrofeofre med, at hjernen har to forskellige hukommelsessystemer; et, der husker ved hjælp af ord, og et andet, der husker ved hjælp af billeder. Normalt er de to systemer forbundet, men noget tyder på, at når man er udsat for en meget voldsom oplevelse, "går forbindelsen" mellem de to systemer, og personen kan ikke længere sætte ord på sine oplevelser.

– Man kan se, at folk sidder med en indre videofilm, der kører og kører, men når man beder dem fortælle, hvad de ser, kan de ikke forklare det. De kan simpelthen ikke finde ordene, forklarer Lennart Johansson.

– Det, folk har oplevet, har sprængt hele deres hverdag, og det hele er blevet til frit flyvende angst. Den angst er der behov for at få fanget ind, siger han.

Den professionelle hjælp går ud på at dæmpe angsten. Ud over selve samtaleterapien sker det blandt andet ved at lægge hverdagen i meget faste rammer og lære de berørte forskellige teknikker til at slappe af, for eksempel vejrtrækningsøvelser.

Det er uvist, hvor stor en del af befolkningen, der er psykisk påvirket af flodbølgen. Nogle krisepsykologer har argumenteret for, at alle, som opholder sig i et katastroferamt område, vil blive påvirket uanset karakteren af deres oplevelser. Andre mener, at man ikke kan generalisere så bredt.

– Det er meget svært at vide. Folk reagerer vidt forskelligt, og det er umuligt at forudse hvornår og hvordan, siger Lennart Johansson.

– Men for de fleste mennesker vil der være tale om en så markant begivenhed, at der er tale om et liv før og et liv efter. Det er en skelsættende begivenhed, som det kan være svær at forklare rækkevidden af til andre,

siger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk

projekt med krisehjælp

uSammen med en spansk psykolog og fire andre

internationale kolleger er Lennart Johansson ansvarlig for at træne og rådgive 60 lokale medarbejdere i elementær krisehjælp.

Projektet dækker de 70 landsbyer, hvor de menneskelige tab var størst, med en fast medarbejder og opsøger desuden de øvrige landsbyer i området med en mobil klinik.

Hele gruppen mødes en gang om ugen for at udveksle erfaringer og få hjælp af de professionelle psykologer.

Lennart Johansson og hans kvindelige kollega tager desuden med ud til særligt vanskelige tilfælde i landsbyerne.

Ved tsunami-kysten

uKristeligt Dagblad er rejst til Indiens tsunami-ramte kyst og har slået sig ned i en lille landsby ud til havet, hvor flodbølgen med ét forandrede indbyggernes liv. Dette er den fjerde artikel i serien, hvor vi ser på indbyggernes hverdag, problemer og fremtids-drømme i et Iand, der på mange fronter undergår en

kraftig udvikling.

www

Med et net-abonnement

på Kristeligt Dagblad kan

tidligere artikler i temaet

"Ved tsunami-kysten" læses på www.kristeligt-dagblad.dk