Fra fjendskab til forsoning

Lessings negative fremstilling af den kristne patriark fra Jerusalem, der som den eneste af de tre unddrager sig forsoningen mellem religionerne, spiller sikkert ind – endskønt Lessing her henviser til en historisk person, der af de fleste historikere faktisk er blevet beskrevet som forfærdelig. Men endnu mere negativ var med samtidens øjne Lessings opvurdering af de andre religioner. Hvis stykket nogensinde skulle blive opført på teatret, skrev en anmelder, ville det sikkert udløse "forargelse" blandt publikum, og Lessing selv blev udsat for en del bagtale og kritik i tiden efter stykket var blevet publiceret.

Hans mangeårige ven, den jødiske filosof Moses Mendelssohn, beretter sågar om et nærmest uset "fjendskab" mod Lessing, der selv i private kredse konstant blev beskyldt for at "havde besmudset kristendommen". Og kritikken kom ikke blot fra ortodokse religiøse kredse. Selv den stor oplysningsfilosof Immanuel Kant, der ellers gjorde sig til fortaler for et humanistisk verdenssyn, ytrede sig efter sigende noget skeptisk overfor kendsgerningen, at hovedpersonen i Lessings skuespil var jøde. Kant brød sig åbenbart ikke om "en helt fra dette folk", som filosoffen Hamann fortæller om Kants reaktion efter læsningen af bogens første sider.

Det kan derfor næppe overraske, at stykket ikke blev spillet på teatret i Lessings levetid. Han selv havde knapt nok regnet med, den vil kunne opføres noget sted i Tyskland, og en del anmeldere pegede også på, at stykket efter deres mening var fuldkommen uegnet til opførelse.

Og da det i 1783, to år efter Lessings død, blev opsat på et berlinerteater, var publikums begejstring til at overskue. Allerede ved tredje forestilling mødte næsten ingen op, og der var i det hele taget, som man kan læse i en anmeldelse af stykket fra dengang, kun "ganske få, som fandt behag" ved Lessings skuespil. Forestillingen om ligeværdighed mellem de tre store religioner faldt åbenbart ikke i god jord i slutningen af 1700-tallet.

Og skønt stykket i løbet af 1800-tallet – og i særdeleshed efter Friedrich Schillers succesfulde opsætning af dramaet i Berlin i 1801 – i stigende grad blev værdsat af de mere progressive kræfter i Tyskland, var begejstringen for det ej heller i det 19. århundrede entydig. Mens stykket på den ene side efterhånden fik status som en liberal og humanistisk historie om tolerance, som eksempelvis danske Öehlenschlæger digtede begejstrede hymner til, kunne man ved siden af iagttage et fortsat kritisk blik på Lessings skuespil.

Det var, ifølge dette, alt for fortænkt, manglede lidenskab og var sine steder decideret "plump" i opbygningen, som også Schiller bemærkede. Den store romantiske digter Ludwig Tieck mente endda, at det ikke var noget "stort tab" for teatret, at stykket forsvandt fra programmet på flere af de tyske scener. Og selv danske Grundtvig, der ellers var fortaler for en tolerant kristendom, var tydeligvis skeptisk over for Lessings tanker. "Lessings Nathan", understreger Grundtvig allerede i 1817, er snarere "en aabenbaring for dem, der ingen tro" har. Og han tilføjer, at der kort sagt er tale om "netop det modsatte af biblen".

Dermed knyttede ikke mindst Grundtvig an til en kritik mod stykket, der allerede i Lessings levetid var udbredt. Selve nedskrivningen af stykket skal ses i forbindelse med datidens teologiske strider, som også Lessing var involveret i.

Allerede nogle år inden han skabte Nathan, havde Lessing i sit embede som bibliotekar offentliggjort skrifter af religionskritikeren Reimarus, der i disse, sine efterladte værker fremstillede Jesus som en religiøs sværmer, hvis undergerninger blot er eftertidens opspind. Der fandtes ingen opstandelse, skrev Reimarus, men udelukkende jordiske handlinger, hvilket ifølge ham var en del af Jesu lære om en moralsk "fornuftkristendom".

Lessing var ikke nødvendigvis enig i dette synspunkt, men gjorde sig alligevel til fortaler for en "fornuftkristendom", hvor Jesu gerninger burde underkastes et kritisk blik. Og ud fra dette udviklede der sig en voldsom debat mellem gejstlige i Tyskland (deriblandt pastoren Goetz fra Hamburg) og Lessing, der ikke mindst forsvarede ytringsfriheden ved at insistere på at publicere Reimarus efterladte skrifter.

Debatten var præget af to forskellige religionsopfattelser: på den ene side den ortodokse kristne forestilling om en åbenbaringsreligion, hvor Bibelens ord er den åbenbarede lov og sandhed, der til stadighed manifesterer sig i undere og åbenbaringer, og på den anden side Lessings forestilling om en fornuftsreligion, hvor Jesu liv og gerninger mest anses for en fortidig hændelse, hvis budskab man i dag må tolke og forholde sig til med sine kritiske sanser.

Striden handlede med andre ord om en ortodoks forestilling om kristendommen over for den historiske, kritiske tilgang til kristendommen, oplysningsfilosofien byggede på. De voldsomme kontroverser førte til, at Lessing i 1778 ligefrem fik forbud mod at publicere flere religionskritiske fragmenter og blev tvunget til at underlægge sine tekster embedsmændenes censur.

Skuespillet, der derefter blev til, kan ses som en reaktion på denne teologiske strid. Forfatteren forsøger, udtalte han efter at være blevet pålagt censur, "om man endnu vil lade mig prædike uforstyrret på min gamle prædikestol, på teatret". Dette skuespil, udtrykte han selv, var nemlig ikke mindst båret af intentionen om at "spille teologerne et puds".

Ifølge Lessing udspringer alle religioner fra det samme humanistiske grundprincip, som de enkelte religioner konstant bør prøve at efterleve. Og formentlig er det denne afvisning af åbenbaring og utvivlsom sandhed i religionen, der udløste mange af de voldsomme reaktioner mod skuespillet.

Gennem hele litteraturhistorien møder vi personer, der ikke vil give afkald på ideen om en absolut sandhed, der ikke kan stilles til tvivl. I sin indledning til skuespillets danske oversættelse skriver Richard Petersen i 1884 eksempelvis: "Sandheden er og bliver Sandheden, og den som har fundet den evige Sandhed i Jesus Kristus, kan ikke andet end være Modstander af den Grundbetragtning, der gaar gennem Nathan."

Interessant er det, hvordan Lessings skuespil med tiden alligevel gik hen og blev kanoniseret. Efter at man allerede mod slutningen af 1800-tallet fornemmede en voldsom antisemitisk bølge i Tyskland, hvor mange af de fremtrædende antisemitter kritiserede Lessings skuespil for at "forherlige jøden", og nedvurdere kristendommen – den kendte antisemit Eugen Dühring omtalte det i anden halvdel af 1800-tallet eksempelvis som et "plat jødestykke", der forherliger "jøden" og ellers forbliver "mat og intetsigende" – begyndte man igen at diskutere Lessing i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor skuespillet fandt såvel fortalere som kritikere.

Under nazitiden blev stykket med sin jødiske hovedperson dog helt fjernet fra alle teatre. Og først i tiden efter 1945 begyndte man for alvor at beskæftige sig med det igen. Her stod ikke mindst erfaringerne med det nazistiske forsøg på at udrydde de europæiske jøder centralt. Man kunne allerede i 1950'erne observere, hvordan flere teatre bevidst ønskede at give det forsonende tegn, det klart var at opsætte Lessings Nathan på scenen. Skuespillet fik efter 1945 ligefrem rollen som det eksemplariske forsoningsstykke mellem de forskellige religioner i Tyskland. Dets pointe om, at Nathans familie bliver slået ihjel af kristne korsridderne, men lader fornuft og forsoning sejre over sine hævnfølelser, understreger dette. Mens man inden 1933 skændtes om, hvorvidt kristendommen var den eneste ægte religion, kunne man efter 1945 klart se nødvendigheden i at udvise tolerance og næstekærlighed i alle religioner.

Og dette er uden tvivl en af forklaringerne på, at "Nathan den Vise" nu anses for et af de mest relevante og aktuelle stykker i Tyskland. Erfaringen med nationalsocialismens udryddelsesforsøg og de stadigt nye verdensomspændende stridigheder de store religioner imellem har ført til, at Nathan i dag er pligtlekture i alle skoler og hører til blandt de oftest opførte skuespil på den tyske teaterscene.

Om litteraturen her kan gøre en forskel er selvsagt svært at vide. Men, som Lessing selv udtrykte det, så vil det allerede være nok, hvis man "læste det med interesse", hvis der blandt "et tusinde læsere, blot ville være en enkelt", der efter læsning af dette skuespil, "lærte at sætte spørgsmål ved evidensen og almenheden af sin egen religion".

kultur@kristeligt-dagblad.dk