Religiøse ar på sjælen

BOSNIEN-HERCEGOVINA: Religion er blevet et offentligt fyord i Bosnien-Hercegovina, der stadig kæmper med efterveerne fra borgerkrigen for over 10 år siden

Hverdagen går videre i Bosnien-Hercegovina efter over tre års intens borgerkrig og folkedrab. I dag står sønderskudte bygninger tilbage som synlige tegn på datidens borgerkrig, der mest af alt bunder i nationale og religiøse konflikter. -- Foto: Dorthe Hein Løwendahl.
Hverdagen går videre i Bosnien-Hercegovina efter over tre års intens borgerkrig og folkedrab. I dag står sønderskudte bygninger tilbage som synlige tegn på datidens borgerkrig, der mest af alt bunder i nationale og religiøse konflikter. -- Foto: Dorthe Hein Løwendahl. Foto: Dorthe Hein Løwendahl.

Det skete nærmest fra den ene dag til den anden, at naboerne holdt op med at kigge forbi ægteparret Olgica og Sabahudin Drinic til den daglige kop kaffe.

Kort efter blev samtalerne om børneopdragelse og kødpriser på parkeringspladsen foran lejlighedskomplekset midt i Zenica i det nordvestlige Bosnien-Hercegovina afløst af undvigende blikke og undskyldninger om, "jeg skal lige ...".

Til sidst blev det forbudt kompleksets børn at lege med ægteparret Drinics ni-årige datter, Alma.

Alt sammen få måneder efter, at borgerkrigen i Bosnien i 1992 brød ud. Alt sammen, fordi Olgica Drinic som serbisk ortodoks boede i et muslimsk domineret område, hvor de muslimske bosniakker efter krigens udbrud betragtede hende som fjenden. Også selvom hun dengang i 10 år havde været gift med Sabahudin, der selv er muslim.

– Jeg vidste jo godt, hvorfor jeg ikke længere var accepteret. Alle talte om det, både i smug og når jeg hørte på det. Selvfølgelig gjorde det ondt, men det var endnu værre for mig at se, at min datter var på vej til at miste sine venner. Og det bare fordi jeg er serbisk ortodoks, forklarer den i dag 44-årige, spinkle Olgica Drinic med et intenst blik i de brune øjne.

Den 6. april 1992, da borgerkrigen mellem ortodokse serbere, katolske kroater og muslimske bosniakker brød ud i hovedstaden Sarajevo, blev religion med et slag en identitetsmarkør for det sammensatte Bosnien. Fordi religionen var og er den eneste forskel på en befolkning, der trods det nationale præg taler det samme sprog. Samme dag blev det umuligt at adskille religion og politik.

Ifølge Balkan-ekspert og lektor ved det humanistiske fakultet på Københavns Universitet, Karsten Fledelius, levede de fleste i Bosnien inden krigens udbrud en ubekymret tilværelse, hvor venskaber og ægteskaber på tværs af religionerne mere var reglen end undtagelsen. Religionen spillede ikke den store rolle i et samfund, hvor muslimer, katolikker, ortodokse og jøder levede sammen. Heller ikke de religiøse skikke blev taget mere højtideligt, end at alle religionerne deltog i fejringen af julen, påsken og bajram, forklarer han.

– Man tænkte slet ikke over, at vennerne var fra en anden religion, for hvorfor skulle man dog det? Religion var ikke et emne, som man gik særligt meget op i. Man var ikke muslim eller kristen – man var jugoslav. Derfor kunne alle leve fredeligt sammen, siger Balkan-eksperten.

Krigen og i særligt grad politikerne i landet ændrede dog dette forhold fra begyndelsen af 1990'erne. Den kroatiske leder Tudjman kæmpede mod muslimerne og den serbiske leder Slobodan Milosevic om at få dele af Bosnien under sit herredømme. Siden skiftede krigen karakter, så kroaterne angreb muslimerne og serberne. Og endelig efter et par års krig blev det serberne, der igen angreb de to øvrige parter. Fællestrækket var under hele krigen, at særligt de nationale politikere førte en hadpropaganda mod "de andre". Det betød, at et stort antal religiøst blandede ægtepar blev skilt, fordi de fokuserede på hinandens forskelle i stedet for ligheder. Samtidig blev flere religiøst blandede venskaber til fjendskaber.

Alle beskyldte "de andre" for at være skyld i krigen – glemt var fortidens sammenhold.

Også Olgica og Sabahudin Drinic oplevede bristede venskaber. Flere brød med ægteparret, hovedsageligt muslimer fra det islamisk dominerede Zenica. Det gjorde ondt på dem, husker Olgica, der dengang derfor fokuserede på at leve i en tremandsverden: med ægtefællen, Alma og sig selv.

Tremandsverdenen bestod kun, fordi ægteparret ifølge eget udsagn formåede at tie deres religiøse forskelle ihjel. Men offentligt blev deres religiøse tilhørsforhold dog skyld i, at de i højere grad end deres naboer måtte sulte, fortæller den spinkle Olgica Drinic, der i dag arbejder som teknisk assistent på byens stålværk. Hendes senede hånd skiftevis klemmer ægtemandens arm, skiftevis fører endnu en Ronhill light-cigaret op til munden, mens hun på afdæmpet bosnisk forklarer krigens realiteter.

– Vi levede på et minimum, fordi vi ikke hørte til nogen steder. Vi var i et ingenmandsland. Vi kunne lige så godt have været venner med alle, i stedet blev vi alles fjender.

Det såkaldte ingenmandsland medførte, at det blev stort set umuligt for ægteparret at få mad fra de humanitære organisationer. Hver organisation blev nemlig religiøst støttet, og en serbisk ortodoks kunne derfor ikke hente mad hos en organisation, der var katolsk eller muslimsk støttet. På samme måde blev Olgica Drinic nægtet mad hos de ortodokst støttede steder, fordi hun var gift med en muslim.

– Vi overlevede gennem hjælp fra familien. Men i flere år nøjedes vi med bønner morgen og aften. Men paradoksalt nok gjorde fjendtligheden fra naboerne mere ondt end tanken om sult, og om at kunne blive skudt ned hvert øjeblik det skulle være.

Fattigdommen og krigens spor fra midten af 1990'erne er stadig tydelige den dag i dag. Uanset om man befinder sig i ægteparrets hjemby, Zenica, i Mostar eller i hovedstaden Sarajevo, er det åbenlyst, at sårene endnu ikke er helede. Side om side med moderne, vestligt inspirerede højhuse og hotelkomplekser står resterne af trøstesløse grå betonblokke faldefærdige blandt hinanden enten med huller fra, hvor bomberne røg igennem bygningerne, eller med tusinder af mærker fra skudsalver, der løber langs husmurene.

De utallige kirkegårde er ligeledes et tegn, der hver dag minder den bosniske befolkning om borgerkrigens massakrer. Overalt i landet, inklusiv på tidligere grønne områder i byerne, er marker og enge taget i brug til begravelsespladserne til de omkring 200.000 dræbte under borgerkrigen. Det betyder, at der er langt flere gravpladser end både kirker, katedraler, synagoger og moskeer. Oftest står de kridhvide kristne kors og de muslimske gravsten på rad og række med halve meters mellemrum. Selvom græs og mælkebøtter slikker sig op ad begravelsessymbolerne, efterlader friske buketter af blomster ingen tvivl om, at krigens ofre stadig mindes dagligt.

I Mostar har man dog forsøgt at slette sporene fra krigens rædsler. Mostar, som blev kendt som den mest sønderbombede by i den bosniske borgerkrig, fik bombet den bro, der forbinder byens muslimske og kristne del. Sidste år blev broen genopført efter økonomisk støtte fra blandt andre EU og Verdensbanken, men ifølge indbyggerne i byen er broen blot symbolsk. Man har stadig svært ved at acceptere hinanden, "det var jo de andre, der dræbte min familie", lyder det.

Mens de psykiske efterdønninger lurer i det skjulte i Mostar, er de fysiske dønninger åbenlyse i Sarajevo. Særligt indtryk gør det olympiske stadion fra sommerlegene i 1984 i hovedstaden, hvor grønsværen med lysmasterne omkring sig er blevet inddraget til kirkegård. Sarajevo var omringet, og man kunne derfor ikke komme ud af byen for at begrave de døde. Stadion var det eneste sted tilbage.

Men det er til dels Bosnien-Hercegovinas egen skyld, at landet stadig må leve i eftervirkningerne fra krigshærget land, mener flere af Sarajevos taxachauffører, der i deres ramponerede Golfer tjener et par kroner ved at køre folk rundt i hovedstaden. Den politiske struktur er nemlig bygget op efter at tage et ekstremt hensyn til de religiøse tilhørsforhold, forklarer de – herunder en 60-årig chauffør på syngende svensk. Han arbejdede fra midten af 1960'erne til 1984 som læge i Malmö, men kan i dag ikke finde arbejde på landets sygehuse.

– Kirken spiller en kæmperolle i den politiske propaganda. Der er flere eksempler på, at præster, biskopper og imamer fører en politisk propaganda i kirkerne. Og eftersom religionen spiller en større rolle i dag, end den gjorde før krigen, er man tilbøjelig til at lytte efter de politiske budskaber i kirken og moskeen. Dermed bliver man også i religionen fodret med, at man skal passe på "de andre".

På den baggrund er religion i dag et fy-ord i det offentlige rum i Bosnien – simpelthen fordi dagens politikere stadig fokuserer på de etniske og religiøse skel. Derfor undgår de almindelige borgere, så vidt det er muligt, at nævne religionen. Det er for farligt at snakke om, lyder forklaringen. Og det uanset om man spørger gruppen af ældre mænd, der siden borgerkrigens slutning har mødtes hver dag på torvet Trg Oslobodjenija (Befrielsestorvet) for at spille skak med træfigurer på fliserne, eller byens taxichauffører, hvis manglende fingre eller ar i ansigtet fortæller historien om deres fortid.

– Selvom vi hver dag bliver mindet om, at Sarajevo er en multireligiøs by, snakker vi ikke om det. I hvert fald ikke med andre end dem, der har den samme religion. Det ripper op i nogle sår, som skal have tid til at hele, fortsætter den 60-årige taxichauffør og henviser til Sarajevos midte, hvor moskeer, kirker, synagoger og katedraler, der alle undgik at blive ramt i krigen, ligger inden for få hundrede meters radius.

Olgica og Sabahudin Drinic har det på samme måde. I dag har de igen fået fælles venner, præcis som før krigen, men de taler ikke om de religiøse forskelle. Det gjorde de heller ikke før krigen, siger den 53-årige Sabahudin Drinic – forskellen er bare, at dengang var de ikke bevidste om det. Sabahudin Drinic er i dag pensioneret fra det stålværk, hvor hustruen arbejder, men det betyder ikke, at han nu bruger mere tid på at komme i moskeen.

– Som alle andre er jeg mistroisk. Historien om borgerkrigen er jo ikke bare sort-hvid. Alle må bære en del af skylden – muslimerne, katolikkerne, de ortodokse. Så det er klart, at jeg mangler tiltro til politikerne, når de ikke vil se nuanceret på vores historie, fastslår Sabahudin Drinic.

Mistroen har bevirket, at både han og hustruen ikke længere kommer i henholdsvis moskeen og den ortodokse kirke. Hvorfor risikere at blive fyldt med politisk propaganda, lyder ræsonnementet fra ægteparret. Et ræsonnement, der kan være forklaringen på, at hverken kirken, synagogen eller moskeen ifølge offentlige vurderinger ser flere folk på bænkene end før krigens udbrud. Et ræsonnement, der kan være forklaringen på, at deres nu 19-årige datter Alma har erklæret sig som "rock'n'roll'er" frem for både ortodoks og muslim.

Til gengæld udøver især Sabahudin den muslimske tro hjemme i lejligheden. Dagligt beder han, ligesom han punktligt følger fasten under ramadanen. Det er det eneste, der kan skabe religiøse diskussioner blandt ægteparret – Olgica frygter, at ægtefællens helbred ikke kan holde til at undvære mad og drikke i så mange timer ad gangen.

– Men jeg respekterer, at han udøver sin religion, fordi jeg respekterer ham som menneske. Det er den tanke, som folk i Bosnien mangler at tænke. Alt for meget splid kunne undgås, hvis man blot kiggede på de menneskelige værdier frem for det religiøse tilhørsforhold, fastslår Olgica Drinic.

loewendahl@kristeligt-dagblad.dk

Denne artikel er et led i Kristeligt Dagblads fokus på Troens Europa. Alle tidligere artikler kan med et netabonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk, hvor man også finder en religionsguide til 25 europæiske lande.

Bosnien-Hercegovina

Bosnien-Hercegovina blev 6. april 1992 anerkendt af EU og USA som en selvstændig stat og har i dag omkring 3,8 millioner indbyggere. Landet er inddelt i to regioner: Føderationen og den serbiske republik, Republika Srpska. Bosnien-Hercegovina ledes af et præsidentskab, et ministerråd (en premierminister samt ni ministre) og et parlament med to kamre. Præsidentskabet deles i denne valgperiode mellem en serbisk bosnier, en kroatisk bosnier og en bosniak. Det skelner sjældent mellem etniske og religiøse tilhørsforhold. Bosniakker, der udgør omkring 40 procent af befolkningen, regnes som muslimer. Kroater, der udgør ca. 15 procent, er oftest katolske, og serbere, som har en andel på ca. 31 procent, er oftest ortodokse kristne. Der var to krige i Bosnien-Hercegovina fra 1992-1995. Krigene kostede mellem 200.000 og 250.000 dræbte, og omkring en million indbyggere flygtede fra landet.

Et minde om bombningen af broen over floden Neretva i Mostar i 1993. Broen blev genopført sidste år og står nu som symbol på genforeningen af muslimerne og de kristne i Mostar. En genforening, som ifølge de fleste indbyggere lader vente på sig. – Foto: Dorthe Hein Løwendahl.
Et minde om bombningen af broen over floden Neretva i Mostar i 1993. Broen blev genopført sidste år og står nu som symbol på genforeningen af muslimerne og de kristne i Mostar. En genforening, som ifølge de fleste indbyggere lader vente på sig. – Foto: Dorthe Hein Løwendahl.
Ægteparret Olgica og Sabahudin Drinic i en park i byen Zenica. Olgica er ortodoks kristen, mens Sabahudin er muslim. Under krigen betød det, at mange venner brød med parret på grund af den religiøse uoverensstemmelse. Selv lader de være med at tale om religion, fordi det ripper op i for mange sår. – Foto: Dorthe Hein Løwendahl.
Ægteparret Olgica og Sabahudin Drinic i en park i byen Zenica. Olgica er ortodoks kristen, mens Sabahudin er muslim. Under krigen betød det, at mange venner brød med parret på grund af den religiøse uoverensstemmelse. Selv lader de være med at tale om religion, fordi det ripper op i for mange sår. – Foto: Dorthe Hein Løwendahl.