Tyskland - Troens Tjernobyl

Axel Noack forsvinder ud af stuen for lidt efter at vende tilbage med historiebøger under armen. "Gudløse år?" hedder den ene af bøgerne. Her bliver kirkens situation i det tidligere DDR sammenlignet med en religiøs Tjernobyl-katastrofe.

– Du spørger, hvorfor otte ud af ti ikke tilhører nogen kirke. Det svarer til, at jeg spørger en dansker, hvorfor han ikke er bud-dhist. På grund af Tysklands nyere historie, har vi brudt med en tradition og en selvfølgelighed, siger han.

Selv tilhører Axel Noack den såkaldte DDR-generation, som kom til verden mellem 1946 og 1965. Mennesker født i det tidsrum har ofte betalt en høj pris for at være engageret i kirken. Var man som Axel Noack aktiv i kirken, var det så godt som umuligt at få studentereksamen og læse videre. Af samme grund fik Noack aldrig mulighed for at studere matematik, som han drømte om, og det var af nød, han indskrev sig på et af kirkens præsteseminarier i 1960'erne.

– Kirken mistede kontakten med folket, fordi forældre holdt op med at sende deres børn i kirke. Ikke fordi de voksne havde noget mod kirken, men fordi de ville deres børns bedste. Og på den måde har kirken tabt flere generationer, siger han.

– For os, som kom i kirken, var menighederne et sted, vi forbandt med frihed. Som præst havde jeg mange bøger, som andre ikke havde, fordi de var forbudte. Vores præstegård blev brugt som læsesal og var stedet, hvor folk debatterede. Det var helt naturligt, at kirkerne blev centrale i tiden omkring Murens fald, fordi kirkerne mange år op til genforeningen havde været samlingssteder. Med Murens fald var vi som kirke ikke længere nødvendig som helle. Den rolle, som kirken spillede i DDR-tiden er uigenkaldeligt forbi, og det nytter ikke at jamre, siger han og tilføjer:

– Som biskop i et område, hvor angst og tungsind har sat sig fast, er det min pligt at pege på håbet. De kristne har det økonomisk dårligere end i DDR-tiden. Med Murens fald fulgte en voksende arbejdsløshed, som har ramt kirkens medlemmer særlig hårdt. De fleste som var engageret i kirken, var på grund af DDR-tidens regler blevet forhindret i at tage en solid uddannelse. Det giver grobund for megen bitterhed og angst for fremtiden blandt kristne. Jeg understreger gerne, at Gud er en Gud, som gerne hjælper. Hjælpen til at tro, er dermed også en hjælp til at leve. Virkeligheden er bedre, end folk tror, siger han.

– I mit stift er der mere end 7000 mennesker, som har engageret sig i lokale kirkeforeninger. Hovedparten er folk, der ikke er medlemmer af kirken, men som ønsker at bruge tid og kræfter på at restaurere og vedligeholde deres lokale sognekirke. Fædre, mødre og ældre bruger weekender og ferier på at arbejde ved kirken.

– Hvert år bliver 15.000 boliger revet ned i det tidligere DDR, men kirkerne får ingen lov til at røre ved. Det er vigtigt for de mennesker, at kirken bliver bevaret, og måske står kirkens huse som påmindelse om en gammel, velkendt adresse. Jeg bliver fyldt med fortrøstning, når jeg ser deres iver. Måske skyldes det, at de kan se et umiddelbart formål ved at bygge på kirken, mens det kan være mere abstrakt at deltage i en gudstjeneste, siger Axel Noack.

Et hold forskere fra universitetet i Halle vil nu kortlægge motiverne bag det tilsyneladende paradoks: Landsbyernes indbyggere er villige til at melde sig ind i en forening og istandsætte kirken, men de vil ikke være med i et menighedsliv.

Et andet paradoks, som Axel Noack vælger at tolke som et håbstegn, er de babyer, som bliver døbt, selv om deres forældre ikke er medlemmer af kirken. Som en følge af DDR-tiden er mange i nutidens forældregeneration ikke døbte, men flere banker på kirkens dør med deres børn, og ønsker dem døbt.

– Det kan være svært at forstå, hvorfor børnene skal døbes, når de ikke selv vil være en del af kirken, men har man levet her i DDR-tiden, så er det knap så underligt. For os som kirke er det udfordrende, for hvordan skal forældre, som ikke selv har noget kendskab til kristendommen, kunne opdrage deres børn i den kristne tro eller finde faddere, som kan magte opgaven?, spørger Axel Noack.

På et bord ligger en bønnekrans. Det er et protestantisk bud på en rosenkrans, som han for nylig har fået foræret, men meget sigende har han endnu ikke pakket den ud af emballagen.

– Den slags er ikke noget for folk her. I det hele taget kan man ikke tale om en religiøs længsel. Her tager mennesker deres længsel med i indkøbscentret, og så sætter de en ære i at være gode naboer og give en skilling til de nødlidende i Kosovo, siger Axel Noack.

Han tror, at de fleste borgere i det tidligere DDR har det med kirken som med et forsikringsselskab, hvor man kun henvender sig, hvis man har haft en skade.

– Når folk her rammes af det uforståelige, så ved de godt, hvor kirken er. Da en 19-årig elev for to år siden skød 16 elever og lærer i Erfurt, samlede der sig 130.000 mennesker på domkirkens plads, og pludselig var kirken det eneste naturlige sted at søge hen, siger Axel Noack.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk



Axel Noack, 55 år, biskop i Sachen. Han har taget sin teologiske uddannelse på et af kirkens seminarier, da han på grund af sit kirkelige engagement ikke kunne få adgang til universitetet i DDR-tiden. Inden han blev biskop, var han i fem år studenterpræst, og siden var han i 12 år sognepræst. I 1997 blev han biskop i Sachen med base i Magdeburg. Han er gift og har tre voksne børn. Axel Noack er medlem af synoden for den evangeliske kirke i Tyskland.



Troens Europa

Denne artikel er et led i Kristeligt Dagblads fokus på Troens Europa. Alle tidligere artikler kan med et netabonnement læses på www.kristeligt-dagblad.dk, hvor man også finder en religionsguide til 25 europæiske lande.