Jørn Borup |
28. juni 2005
TENDENS: Dan Browns bestseller "Da Vinci Mysteriet" er ikke bare en gigantisk salgssucces i lande verden over, bogen har også skabt et rigt udbud at turtilbud til turister, der ønsker at se de steder, hvor historien udspiller sig
"Vi har ingen interesse i at kommentere et fiktivt værk," lød det høflige, men bestemte svar på min mailfore-spørgsel. Afsenderen var informationsafdelingen på Louvre Museet i Paris, og min henvendelse handlede om "Da Vinci Mysteriet" af den amerikanske forfatter Dan Brown.
Med næsten seks millioner årlige besøgende er det sikkert også kun en brøkdel, der kommer for at udforske det fiktive værks forbindelse til virkeligheden. Dog er det en kendsgerning, at det verdensberømte museum er gået med til at medvirke som kulisse i en filmatisering af bogen med Tom Hanks i hovedrollen.
"Da Vinci Mysteriet" er allerede en gigantisk salgssucces, og der skulle gå meget galt, hvis ikke filmen også bliver det. Herhjemme har bogen allerede solgt over 200.000 eksemplarer, og en ny illustreret udgave er netop blevet udgivet.
På sin vis er "Da Vinci Mysteriet" en traditionel krimi med alle genrens spændingsmomenter. Men det egentlige plot er samtidig blevet læst som en konspirationsteoretisk udfordring til religionshistorien. Bogen, der bygger på andre bøger og teorier, postulerer ikke blot, at den sagnomspundne hellige gral findes, men at den faktisk er et levende objekt, nemlig afkommet af selveste Jesus og Maria Magdalene, hvis eksistens beskyttes af et hemmeligt selskab.
Flere af dem, der havde læst bogen, begyndte at tage til krimiens åsteder, primært i Paris.
Flere sted- og fagkendte personer og bureauer har også tænkt produktivt. I dag er udbuddet af "I Da Vinci Mysteriets fodspor" boomet. For nogle hundrede kroner kan man på en rundtur blive vist nogle af krimiens parisiske nøglesteder, og amerikanske bureauer tilbyder endog den kompakte tur med Rom, London og Skotland med i pakken.
På Louvre kan man se, hvor museumsdirektør Jacques Saunière blev myrdet i mu-seets Denon-fløj, hvor symbolforskeren Langdon og hans medhjælper, Sophie Neveu, flygtede hen, og udenfor kan man se, om den store glaspyramide virkelig har 666 glasplader. Og man kan ved selvsyn vurdere, om Mona Lisa virkelig er androgyn og i sig selv en brik til bogens og religionshistoriens netværk af tegn, der kan afkodes.
I kirken St. Sulpice kan man generindre scenerne, hvor albinomunken fra sekten Opus Dei leder efter slutstenen til gralens mysterium. Man kan fornemme, hvor søster Sandrine spionerede ham fra og se obelisken, der angiveligt er et symbol fra hine tiders esoteriske broderskaber, og se PS-tegnet i glasruden – navnet på det hemmelige selskab Priori of Sion.
På Hotel Ritz kan man begive sig ind i overdådighedens luksus og spekulere på, om en amerikansk professor virkelig er så vellønnet, og på slottet Chateau Villette gøre sig samme tanker om en anden gralforsker, Teubing, der i bogen bor på og ejer herligheden. Her er der lagt stort an til deltagelse i mysteriet. For 30.000 kr. kan man få fem overnatninger, spise på Ritz og diskutere bogen med en historiker.
En anden turudbyder på nettet tilskriver sig samme ideologiske interesse i den litterære pilgrimsfærd. På hjemmesiden Sacredjourneys.com kan man på en sådan hellig tur, og – med bogens hjælp – erkende "det feminine hellige" og "det guddommelige i dig selv".
Sådan snak kan få nogle til at trække på smilebåndet, andre til at komme op på barrikaderne. Vatikanet har bandlyst "Da Vinci Mysteriet" i katolske boghandler, kardinaler har fordømt den som forvrænget kristendom, og fagpersoner har angrebet bogens manglende troværdighed generelt.
Specielt andre af de konspirationsteoretiske inspirationskilder, som "Da Vinci Mysteriet" er bygget på, er blevet hevet frem som udtryk for flyvske ideer i et kreativt udtænkt univers.
Louvre vil ikke udtale sig og har absolut intet med Da Vinci Mysteriet-turismen at gøre. Pateren på St. Sulpice er træt af at forklare igen og igen, at kirken ikke har været et Isis-tempel, og at der absolut intet mystisk er eller har været ved hverken obelisken eller den i bogen postulerede "roselinje", og at P.S. skal læses S.P., der såmænd bare står for Sankt Peter. Det er der nu et skilt med, der sammen med hundredvis af små tag med hjem-sedler med samme budskaber, er strategisk godt placeret ved siden af den obelisk, som mange af bogens pilgrimme går direkte hen imod med bog og kamera.
Det er ikke første gang, at en fiktiv fortælling i forskellig grad har iværksat en "i sporet af-turisme". Fra moderne tid kan nævnes Victor Hugos "Klokkeren fra Notre Dame", Lapierres "City of Joy" (fra Calcuttas slum), James Joyces "Ulysses" (i Dublins gader), Alex Garlands "The Beach" (i Thailand), og ikke så få steder rundt omkring i verden kan man i rejseguider læse, at "James Bond var her".
Mere tankevækkende er det nok, at "Da Vinci Mysteriet" blot er en af mange i rækken af mere eller mindre fiktive værker, der har præget vores bevidsthed om "fakta". Hvem kan sige sig fri for at lade Hollywood-producerede spændingsfilm prente sig i vores bevidsthed og historieforståelse, f.eks. om Vietnam-krigen.
Hans Kirks roman "Fiskerne" har givet negative billeder af sort kristendom, mens Morten Korchske Danmarksbilleder har givet stof til romantiserede nationale tanker fra dengang, alt var godt, og posten havde tid til en kop kaffe.
Edward Said, litteraturprofessor fra New York, har opregnet flere bøger, der som "1001 Nats Eventyr" har været med til at forme billeder af Nærorienten. Stærkt tvivlsomme beretninger om og fra Tibet fra forrige århundrede spiller stadig en stor rolle i moderne Tibet-romantik, og tv-dramaet "Shogun" dikterer stadig mange danskeres billeder af det før-moderne Japan. Det er påvist, at antallet af folk, der ser ufoer, stiger, når ufofilm kommer på lærredet.
"Da Vinci Mysteriet" har fået personer, der normalt ikke interesserer sig for religion, til at låne bøger om kristendom og gå til foredrag om gnosticisme og alternative evangelier.
Krimien bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og fakta. Fortællingen og forfatterens egne overbevisninger har fået mange læsere til personligt at bruge bogen til at afkode teologiske og religionshistoriske udlægninger af sandheden. Jesu mirakler og genopstandelse bliver i den optik mindre troværdige end bogens påstand om, at han har giftet sig og fået børn.
kultur@kristeligt-dagblad.dkJørn borup er religionshistoriker og skriver også til
www.religion.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad