Tænk på tonen

Det ironiske er, at Svend Borberg om nogen burde kunne se stykket med klarere blik. Ikke fordi det er en kollega, han står over for – det gør måske netop ikke sagen bedre – men fordi der er et slægtskab mellem Kaj Munks tanker om at skabe et tidssvarende drama og Svend Borbergs ditto. Men synet er sløret, og tungen så meget desto skarpere.

Det er lige, så man får ondt i maven med 80 års forsinkelse, når Borberg ironisk forklarer Kaj Munk, at hvis det var kong Herodes så meget om at gøre at dø som jødernes konge i dramaet, så kunne det være klaret ved at lade manden begå "det Selvmord, han ustandselig tænker paa – resolut ved Tæppets Opgang! Sværere er det ikke at være subtil, Hr Munk!".

Det er overlæreren, der hele tiden svirper spanskrøret over den for ivrige, frembrusende elev. Fordi han godt ved, at den elev kan noget, har noget særligt over sig, men læreren kan ikke håndtere dette "noget". Så han giver ham kandis rullet i arsenik ved at medgive, at: "der er eet og andet, som tyder paa, at her er et Talent, et enkelt Indfald og frem for alt noget i Opbygningen, ellers var Forfatteren ikke denne Revselse værd". Kan man glæde sig over sådan en ros? Det er godt nok svært. Især som debutant.

Og især med den forhistorie "En idealist" har. Den havde været meget mere turbulent og urimelig, end hvad teatret burde havde budt en dramatiker.

Tre år og tre måneder gik der, fra Munks drama ankom til Det Kongelige Teater, til det endelig fik sin forunderlige premiere iscenesat af en tysk, efter teaterchefens mening, særligt velegnet teaterinstruktør. Den 1. november 1924 var et stykke af en ung anonym mand kommet til teatret, hvor blev læst grundigt af teatrets nyansatte censor, litteraten Hans Brix. Som har skrevet, at det "syntes særlig egnet som en Duelighedsprøve for en litterær Konsulent. Det var skrevet i Haanden med en besynderlig, gnidret Haandskrift.

Stykket var i tolv Afdelinger og af en Udstrækning, der overgik selv det længste Wagner-Drama. Opførelsen ville vare mindst seks Timer". Rolleliste og regi var der ikke noget af, nogen pædagog var Kaj Munk ikke ligefrem. Til gengæld var der rigeligt med replikker. Rigeligt.

Hans Brix var ikke en mand, der lod sig slå ud. Det var et træk, som Kaj Munk for evigt var ham taknemmelig for. Uden Brix var der nok heller ikke kommet en premiere ud af dette drama, hverken på scenen eller bag scenen. Men det gjorde der. Mest bag scenen i første omgang. 10 år senere fik stykket en dramatisk udgang på scenen også, der gjorde, at selv Svend Borberg overgav sig. Til dels.

Om anmelderne decideret tog fejl ved urpremieren? Det kan man diskutere. Man kan ikke sidde på helt sikker eftertids-afstand og smile indforstået over, hvor tilbagestående anmelderne dog var dengang. Nok bliver "En idealist" af visse kaldt det væsentligste moderne drama, men det er lovlig store ord. Set med teateroptik er det først for alvor Kaj Munks samtidige kollega, Kjeld Abell, der om nogen introducerer det moderne drama i Danmark syv år senere med sin succes, "Melodien der blev væk". Dén elskede anmelderne til gengæld.

"En idealist" er en slags smertensbarn i den moderne teaterhistorie. Det er ubetinget et væsentlig drama i det 20. århundredes teater, selvom man i kanonsammenhæng er mere er tilbøjelig til at vælge Munks samtidige drama "Ordet" til listen. Det skrev han, mens han ventede på, at "En idealist" skulle få premiere.

"En idealist" er ikke helt nemt at håndtere rent scenisk. Historien om kong Herodes, der kæmper mod Gud, og hvis eneste svage punkt i sin overvældende selvskabte storhed er kærligheden til hans hustru, kan med de forkerte beskæringer og i hovedet på den forkerte instruktør blive en lang tung kamp for publikum eller en banalisering af kærlighedsdramaet fra Shakespeares "Othello".

Svend Borberg skriver, at "Den ydre og indre Iscenesættelse, der skyldtes hr. Nagel fra Potsdam, var fuldkommen parodisk: saadan viser Jerusalem sig kun for Afdelingschefen i Varehuset Wertheim eller Tietz lige før Juleudstillingen, som en Drøm om store Guldtrapper." Sat sammen med førnævnte citat om Kaj Munks talent, så siger Svend Borberg indirekte her, at måske er stykket ikke så ringe fra Kaj Munks hånd, men iscenesættelsen er det. Ødelæggende ringe.

Dermed runder han et ganske særligt forhold for teateranmeldere nemlig dét, at de egentlig ikke anmelder værket i sine rene form. De anmelder en andens fortolkning af det oprindelige værk. De anmelder en instruktørs fortolkning af dramaet, sat i kød og blod af skuespillere som denne ankermand – til tider snarere banemand – har skulle samle til en helhed, der er så tro mod originalen, som dramatikeren kan ønske det muligt.

Derfor er en af de store diskussioner inden for teaterkritikken altid, om anmelderne skal læse et nyt drama, inden forestillingen?

Tjah, det kommer an på, hvilke præmisser man skriver sin anmeldelse ud fra. Er man mere litterær i sin tilgang, så vil det være dramaet og ordene, der er det helt essentielle, og så vil ens anmeldelse i høj grad være en analyse af dem i en scenisk fortolkning, af dramaets ide og mening.

Er man mere til oplevelsen, så er det forestillingen og den måde, den kom ud over scenen på, der er det vigtige i ens anmeldelse. Det er alt sammen et temperamentsspørgsmål, hos anmelderen og hos læseren.

Selv i bagklogskabens perspektiv kan man ikke sige, at anmelderne tog fuldstændig fejl af det, de så den aften på Det Kongelige Teater. Men man kan i hvert fald klandre dem for én ting: deres tone. Bag al kunst er levende mennesker, og den bevidsthed bør enhver anmelder sætte sig til arbejdet med. Man må som anmelder aldrig være bange for at mene noget, så gør man sig selv meningsløs. Men man skal tænke på sin tone.

Teateranmelderne især! For hver aften er der et hold skuespillere, der skal aflevere den forestilling, anmeldelserne har myrdet, til et nyt publikum. Som regel et ret indskrænket publikum, men alligevel. Det hænder også, at de samme skuespillere er mere enige med anmelderne end med den instruktør, hvis idé de skal forsvare. Så meget desto mere grund til at tænke på måden, hvorpå ens kritik kommer til udtryk.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Da anmelderne tog fejl

Har anmelderne altid ret? Ikke hvis man kigger i litteraturhistorien. Mange klassikere blev ved udgivelsen kritiseret sønder og sammen. Ny sommerserie præsenterer berømte anmelderfejl og giver tips til sommerlæsningen. Denne og kommende artikler i serien vil med et netabonnement kunne læses på www.kristeligt-dagblad.dk