Sønderby forargede anmelderne

Men oprøret og usikkerheden ulmer i tankerummet under Peter Hasvigs studenterhue. Han formår ikke at se ret meget længere frem end til kanten af sin egen næsetip, og udsigten til at forpligte sig og dagligt trælle i kontorlænker skræmmer ham. Han vil som de fleste af sine jævnaldrende kammerater leve og nyde i nuet, dyrke ungdommen, kroppen og sanserne. Derfor bliver der spillet en masse tennis, solbadet på livet løs langs de nordsjællandske kyster, festet, kysset og danset tæt gennem hele romanen.

Det er dog sin sag at være mønsterbryder og gøre op med den borgerlige moral, man er opdraget med. Peter Hasvigs altoverskyggende opgave i romanen bliver da også at manøvrere mellem drifter, seksualitet og frigørelse fra hverdagens trivialiteter på den ene side og tvivl, forventning og skyldfølelse på den anden.

Ungdomssportrættet i Sønderbys debutroman fremkaldte som sagt en storm af forargelse i den litterære andedam. "Er handlingen typisk? Er typerne truffet?", spurgte kritikeren Henning Kehler i Berlingske Tidende og fortsatte: "Der er, formodentlig og heldigvis, et flertal af unge mennesker i den alder, som ikke vil genkende sig selv i det spejl, Knud Sønderby holder op for tidens ungdom. Nemlig det flertal, som af naturlig instinkt og medfødt mangel på forlystelses-initiativ lever efter Horats' valgsprog: Den lever vel, som lever ubemærket."

I Politiken havde Tom Kristensen heller ikke den store forståelse for Peter Hasvigs tvivl og usikkerhed: "Herregud, bæstet kan jo bare tage og bestille noget, så er det problem løst." Hans Brix var af samme opfattelse og skrev i Dagens Nyheder, at "lægemidlet må for den nuværende slægt som for de ældre blive alvorligt arbejde". Brix tilskrev således ikke romanens generationsportræt nogen større betydning, idet han fastslog, at den ungdom, som Sønderby skildrer, talmæssigt kun udgør en lille procentdel af landets samlede ungdom. Der var ifølge Brix således ikke tale om et dækkende og tidstypisk portræt af dansk ungdom i mellemkrigstiden, men derimod om et portræt af en lille gruppe forkælede og dekadente overklasseløg plantet i et stykke goldt og ufrugtbar jord i det velstillede Nordsjælland.

Og forlader vi for en stund de etablerede anmelderes skriveborde og tager en enkelt afstikker til Roskilde, hvor teologen Aage Falk-Hansen holdt et foredrag om "Tidens ungdom", så fik "Midt i en jazztid" denne svada med på vejen: "Jeg fik gåsehud over hele kroppen ved at læse denne bog af en forfatter, hvis navn jeg ikke gider nævne. Det første, man konstaterer i denne bog, er, at ordet moral ikke findes i ungdommens ordbog. Grænsen mellem renhed og urenhed er udvisket. De unges samvittighed er i fuldstændig opløsning."

Nu kan der jo være mange grunde til, at en bog bliver dumpet i et kritisk syrebad ved sin udgivelse. En anmelders vurdering af en bog kan for eksempel have rod i en bestemt politisk overbevisning, særlig litteraturopfattelse eller fasttømret ideologi.

Eksempler på dette ser vi, når den konservative kritiker Henning Kehler i bogen "Litteraturen og demokratiet" fra 1935 skriver, at "Der er ingen efterspørgsel efter den bedste poesi. Det er temmelig ligegyldigt, om en mand kan skrive eller bare brække sig på papiret. Den borgerlige kultur ligger for døden, og den, som tror på en arbejderkultur på marxistisk grundlag, er enten en gal mand eller en gavtyv, måske begge dele."

Eller når den socialdemokratiske kritiker Julius Bomholt i bogen "Arbejderkultur" fra 1932 peger på arbejderklassen som det kulturbærende lag i samfundet, der skal udbrede og videreføre et kulturideal, der bestræber sig på at gøre samfundet til bærer af en social kultur, baseret på kollektive interesser.

Her har vi således fra hver sin ende af det politiske spektrum en klar melding om, at god litteratur skal være bærer af en bestemt kulturel eller politisk ideologi. Og disse kritikeres anmeldelse af en bog vil selvsagt været præget af, hvorledes den pågældende bog falder sammen med netop deres ideologiske udgangspunkt og politiske tilhørsforhold.

På det mere personlige plan kan en anmelder selvfølgelig også slet og ret have haft en rigtig dårlig dag. Vedkommende har måske fået det forkerte ben ud af sengen, været oppe at skændes med teenagedatteren, eller er bare godt og grundigt trist til mode over at være endt som lokal bladsmører, når nu ambitionerne i højere grad går i retning af selv at være verdensberømt poet. Hvor uprofessionelt det end lyder, så må man ikke undervurdere den indflydelse, som dagsformen og øjeblikkets stemning kan have på læseoplevelsen, og på den måde påvirke en anmelders dom over en bog.

Forhåbentlig hører disse personlige forhold i anmelderiet dog til sjældenhederne, og i tilfældet "Midt i en jazztid" skyldtes kritikernes kollektive afvisning af romanen da også hovedsageligt Sønderbys skildring af ungdommens moral og opførsel. Der var således tale om en dyb generationskløft mellem den ungdom, som den 22-årige Sønderby skildrede i debutromanen, og den generation af velrenommerede anmeldere, der var sat til at bedømme deres levevis. Så forskellige anmelderne end var i deres udgangspunkt og overbevisning, så kunne de alle som én danne fælles front mod "Midt i en jazztid" og sammen være godt og grundigt forargede over romanens portræt af en løssluppen og erotisk frigjort ungdom.

Nu var det ikke, fordi Sønderby på nogen måde gjorde sig til talsmand for promiskuitet eller fri kærlighed i romanen. Langtfra. På den anden side lagde han dog heller ikke skjul på, at seksualitet og erotiske forhold ikke kun er noget, der forekommer inden for ægteskabets rammer, eller at man ikke nødvendigvis behøver at begrænse sig til én partner for hele livet. Og det var altså en lige lovlig skrap kost, som anmelderne i 1931 var ved at kløjes i. I spalte op og spalte ned kritiserede de derfor romanens unge for at være overfladiske, visionsløse, forlystelsessyge og seksuelt uhæmmede.

Som Julius Bomholt opsummerede hele balladen i sin anmeldelse i Socialdemokraten: "Drømmen er erstattet af en blasert, lidt verdensmandstræt erkendelse af en temmelig kedelig virkelighed. Man interesserer sig for bilmærker og Greta Garbos erotiske teknik, og i øvrigt er det dagens problem, om man i det hele taget gider noget."

I dag bedømmes Knud Sønderbys "Midt i en jazztid" heldigvis anderledes. Den er med sit fine portræt af en eksistentiel søgende ungdom i 1930'ernes Danmark ganske enkelt gået hen og blevet en gedigen klassiker i dansk romankunst med et samlet oplag på over 160.000 eksemplarer. Nyeste udgave af romanen udkom med noter og efterskrift på Dansklærerforeningens forlag i 2002.

Nye læsere er i gode hænder og kan begynde der. Alle vi andre kan benytte sommeren og de lyse nætter til at tage endnu en svingom hen over bogsiderne i Sønderbys lille mesterværk og med egne øjne konstatere, at anmelderne i 1931 i høj grad tog fejl.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Da anmelderne tog fejl

Har anmelderne altid ret? Ikke, hvis man kigger i litteraturhistorien. Mange klassikere blev ved udgivelsen kritiseret sønder og sammen. Ny sommerserie præsenterer berømte anmelderfejl og giver tips til sommerlæsningen. Denne og kommende artikler i serien vil med et netabonnement kunne læses på www.kristeligt-dagblad.dk