Overtøsen fra tøseklubben

Socialpædagog Jannie Larsen giver omsorg videre til børn og unge. Sin første ungdomsklub startede hun som hjemmegående mor i et socialt boligkvarter i Herlev. Og siden er det blandt andet også blevet til en "tøseklub" for indvandrerpiger

-- Min egen opvækst har betydet, at jeg bedre har kunnet forstå  pigerne. Selvom jeg er blevet 50 år, kan jeg sagtens huske, hvordan det var at være teenager og have kærestesorg og så videre. Og jeg kan også huske, hvordan det var, når min far kom fuld hjem, siger socialpædagog Jannie Larsen.  -- Foto: Kristian Djurhuus.
-- Min egen opvækst har betydet, at jeg bedre har kunnet forstå pigerne. Selvom jeg er blevet 50 år, kan jeg sagtens huske, hvordan det var at være teenager og have kærestesorg og så videre. Og jeg kan også huske, hvordan det var, når min far kom fuld hjem, siger socialpædagog Jannie Larsen. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Udflugten havde været en succes. For en tur til Ishøj Strand kunne få selv de mest trodsige teenagere ud i den friske luft. Men pludselig manglede der én.

Socialpædagog Jannie Larsen kunne godt huske, hvem hun havde givet lov til at smutte alene hen til iskiosken. Nu var det snart en time siden. Jannie Larsen lod de andre unger blive siddende på stranden, mens hun gik ud at lede efter sin fortabte teenager.

Og dér stod den 13-årige pige ganske rigtigt ved isboden – og tungekyssede med en fremmed fyr, der var flere år ældre end hende.

– Jeg vidste godt, at hun virkelig var ude på et skråplan. For hun havde det rigtig svært med en mor, der drak og tog stoffer, fortæller socialpædagog Jannie Larsen, mens vi sidder i hendes køkken i Herlev, en forstad til København, og snakker om, hvad der driver hende til at arbejde med socialt belastede børn og unge.

Jannie Larsens egen sociale baggrund er lige så skyggefuld som mange af de piger og drenges, hun tager sig af. Men allerede mens hun taler om episoden ved isboden, er det tydeligt, at Jannie Larsen ikke kun betragter teenagerne som sit arbejde, men nærmest bekymrer sig for den enkelte som en bibelsk fårehyrde:

– Til at starte med havde jeg slet ikke opdaget, at denne 13-årige pige havde så store problemer. For jeg koncentrerede mig meget om fire andre piger, der skar i sig selv. Den ene tog stoffer og fik desværre de andre med. Blandt andet denne pige ved isboden. Men fælles for mange af pigerne var, at de gik med ældre indvandrerdrenge. De bød sig simpelthen til. Det var også en indvandrer, der stod og kyssede min klubpige ved isboden. Han var tydeligvis flere år ældre end hende. Og så kan det nok være, at jeg skreg: "Kan du så komme her!" til pigen. "Jamen, han ville snakke med mig", sagde hun. "Ja, men derfor behøver du da ikke at stå og kysse med ham. For du kender ham jo ikke. Du skal mindst have set ham fem gange og have navn på ham, cpr-nummer, forældres navn og søskende, før du kysser med ham."

Et smil vokser sig stort i Jannie Larsens ansigt:

– Det griner den samme pige af i dag, hvor hun er næsten 18 år. Forleden mødte jeg hende, hvor hun sagde: "Ved du hvad, Jannie? Hver gang jeg har mødt en fyr, har jeg tænkt på det, du sagde. Og siden har jeg ikke kysset med en fyr første gang. For jeg vidste ikke alle de ting, som du havde sagt, at jeg skulle kunne." I dag er hun i gang med en uddannelse og har haft den samme kæreste i lang tid. Men dengang tænkte jeg, at hun ikke hørte en dyt efter.

Pigen ved isboden er ikke den eneste, der er blevet reddet af Jannie Larsen. Langtfra. Og da Jannie Larsen først er blevet lokket til at smide sin naturlige beskedenhed, vælter historierne frem om piger og drenge, der tidligere ikke troede på sig selv, men nu er blevet hjulpet til at tro på, at livet også er fyldt af muligheder for dem.

For Jannie Larsen er en af den slags anonyme helte, der sætter succesfulde spor i socialt belastede unge – måske fordi hun tilbyder dem et sind, der er lige så døgnåbent som hendes mobil. Og i øjeblikket arbejder hun i en multietnisk ungdomsklub i Herlev, hvor hun sammen med de andre pædagoger forsøger at samle den hårde kerne af forsømte teenagere op.

Tror du, at der er håb for alle?

– Ja, det tror jeg virkelig på. Men det skal tages i tide. Og problemet er tit, at det tværfaglige samarbejde udebliver. Skolelæreren prøver på sin måde, sagsbehandlerne gør noget andet, og så gør vi måske noget helt tredje i klubberne. På den måde kan man ende med at modarbejde hinanden. Men hvis man samarbejder mellem sagsbehandlere, klubarbejdere, lærere og forældre, kan man komme hele vejen rundt om et barn. Og på den måde kan man nå meget længere og opfange meget mere. For jeg tror egentlig ikke, at der findes nogle unge, der ikke kan reddes. Jeg kan ikke redde alle selv. Men jeg er med til at redde nogle. Og jeg kan tælle på én hånd, hvor mange unge, som jeg ikke har kunnet med. For jeg tror, at man kan nå utroligt langt ved at møde folk som individer, der er værd at elske. Så er det ligegyldigt, om det drejer sig om børn eller voksne. Man skal møde folk i øjenhøjde. Og jeg plejer at sige til de unge, at jeg er deres advokat. For alle har brug for mindst et menneske, der ikke møder dem med foragt eller fordømmelse.

Hun ser på mig.

– Det er så let at fordømme. Jeg har mest at gøre med indvandrere i klubben, og de er enormt rodløse – også pigerne. Derfor ender de ofte med at dumme sig. For de er både socialt belastede og føler sig klemt mellem kulturerne.

Jannie Larsen tegner en usynlig trekant med fingrene foran på bordet.

– Når de er små, må de en masse, men når de bliver ældre, får de ikke lov til noget. Friheden bliver mindre og mindre for dem. Det kan jeg da godt forstå forvirrer dem. For velfungerende danske børn får den modsatte opdragelse, siger hun, mens hun tegner en omvendt trekant med fingrene:

– De danske unger får lov til gradvist mere. Deres frihed stiger med alderen. Mange af de indvandrerdrenge, jeg har at gøre med i øjeblikket, er blevet kraftigt forsømt derhjemme. De fleste klarer sig heller ikke specielt godt i skolen. Og det er derfor, at de ender med at lave ballade. For negativ kontakt er bedre end ingen kontakt.

Et smil vokser sig frem i hendes ansigt. – Men så synes jeg altså, at det er dejligt at være den, der kan give dem et knus, selvom jeg godt ved, hvad de render og laver. Det kriminelle snavs skal de ikke hente ros for hos mig. Men alle har brug for at blive omfavnet. Også fysisk. Og for mig er de nogle dejlige unger. Jeg tror i det hele taget på, at der findes noget godt i alle.

Hvad får dig til at blive ved med at tro på det?

– Fordi det er der, hvis man tør at kigge efter. Altid. Men nogle gange har jeg også været lige ved at opgive, for nogle af dem er virkelig nogle hardcore piger og drenge. Og det kan også nogle gange føles, som om de ikke lytter til noget. Men når vi var lige ved at opgive, så kom der bare sådan en lillebitte ting, som gjorde, at man tænkte: "Så har de alligevel hørt lidt efter, hvad vi siger." For de retter sig alligevel lidt, og de er begyndt at tænke lidt over tingene. En del af de danske piger er for eksempel holdt op med at have meget nedringede bluser på. Indvandrerdrengene var jo ved at falde på halen ved at se på dem, så jeg har snakket meget om signaler med pigerne. Det er tit svage piger, der henter lidt billig bekræftelse på den måde. For det er nemt at tage en meget nedringet trøje på og push-up. Men nogle indvandrerdrenge tror simpelthen, at det okay at røre ved dem, når de går med så lidt tøj. Og dér er jeg hård – både over for pigerne og indvandrerdrengene, der får en over nakken, hvis jeg opdager det mindste. Og pigerne beder jeg simpelthen om at tage en trøje på. Ellers kan de gå. Men som regel går de jo ikke, men kommer og spørger: "Hvorfor?" For de kan jo også godt lide at snakke om det.

Jannie Larsen ved, hvad hun taler om, når hun råder teenagepigerne til at lade være med at udfordre drengene alt for meget med deres påklædning. For som teenager blev hun selv voldtaget. Og hun blev allerede mor som 18-årig.

– Det fortæller jeg videre til pigerne. Jeg blev selv voldtaget som 14-årig. Og jeg synes jo selv, at jeg var enorm smart med hotpants og lange støvler. Men de signaler, jeg gav til den mand, der forgreb sig på mig, var ikke heldige. For han troede, at jeg var med på den værste. Det var jeg overhovedet ikke. Men det kan han ikke vide, hvis jeg viser noget andet.

Hun ser på mig.

– Den bruger jeg tit. Og det gør stort indtryk på pigerne, der godt kan forstå, at det handler om at vise, hvad man føler. Også med sit tøj. Selvfølgelig er der nogle ting, der ikke kommer børnene ved. Men jeg deler meget ud af mit liv. Og det har været en stor hjælp i mit arbejde, at jeg selv har prøvet at leve i en familie, der ikke hang helt sammen. Min mor fik mig allerede som 16-årig, og min far drak. Derfor blev jeg selv en uregerlig og utilpasset teenager.

Hvordan er du selv kommet videre?

– Jeg har fundet mig et godt netværk. Dejlige kolleger og en familie. Og det er der mange børn, der ikke har. Hvis jeg ikke havde haft mit netværk, så tror jeg ikke, at jeg havde klaret det. Men jeg har aldrig været god til at gå med mine problemer alene. Men fordi jeg blev mor i en meget tidlig alder, modnede det mig meget, for jeg besluttede mig til at give mine børn al den kærlighed og omsorg, som jeg aldrig selv havde fået. Derfor har mit hjem også altid været fyldt med børn. Og jeg kunne godt lide at være sammen med børnene og deres venner, så da jeg fik muligheden for det, startede jeg min egen ungdomsklub, "Jolly Pub", fordi jeg syntes, at der manglede en beboercafe for alle ungerne i kvarteret.Vi holdt åbent tre gange om ugen, hvor jeg fik lov til at bruge nogle af Børne- og Ungdomsgårdens pædagogpraktikanter som medarbejdere. Senere blev jeg selv ansat på Børne- og Ungdomsgården, hvor jeg også startede en etnisk pigeklub.

– Min egen opvækst har betydet, at jeg bedre har kunnet forstå pigerne. Selvom jeg er blevet 50 år, kan jeg sagtens huske, hvordan det var at være teenager og have kærestesorg og så videre. Og jeg kan også huske, hvordan det var, når min far kom fuld hjem. Han var ikke ond ved os, men han kom fuld hjem. Og ofte kan det være nok til at få børn til at fortælle om deres egne problemer, når de hører, at jeg havde en far, der drak. For ellers er børn jo mægtigt loyale over for deres forældre. Men hvis de kan mærke, at man kender deres problemer, kan selv de stille piger finde på at åbne sig.

– Men man må jo også slå bremsen i en gang imellem. Og det har jeg lært. Det gjorde jeg ikke i starten, da jeg arbejdede her. Dengang tog det to timer for mig at gå over og købe en liter mælk, lige herovre, siger hun og peger ud mod kiosken gennem vinduet.

– For jeg mødte en masse, som jeg lige skulle snakke med. Der er jeg blevet god til at nøjes med at sige: "hej" eller "kom over og snak med mig i klubben". Men jeg giver stadigvæk mit mobilnummer til pigerne. For på den måde kan jeg stadig vælge, om jeg vil tage den om natten. Det er særligt de unge piger, der har brug for det. Men dem, der i dag er blevet ældre, skriver stadigvæk beskeder til mig, men nu er det gudskelov mere: "Orv, nu har jeg fået en ny kæreste" og "Hvornår skal vi ses igen?" og sådan noget, de kalder det jo stadig pigeklub. Og jeg hedder Overtøsen.

Overtøsen?

– Ja. Overtøsen, det er mit ord. Det blev jeg altid kaldt. Også af de piger, der er i klubben nu. Der er jeg også overtøsen.

Jannie Larsen griner.

– Det er sådan et fedt ord. Overtøsen. Og det har hængt ved i de 12 år, jeg har været der. Det er meget sjovt. At det så går videre. Også til de nye.

Hvorfor tror du, at børnene er så vilde med dig?

– Jeg er god til at spotte dem ud, der har brug for det. Jeg tager mig selvfølgelig også af de velfungerende, men jeg tager mig nok mere af de andre. Der er for eksempel lige startet nye piger i klubben, og der er allerede tre stille piger, som jeg har spottet ud. Dem skal jeg være meget opmærksom på. Den ene er f.eks. et oplagt mobbeoffer, fordi hun er meget kraftig. Hun er ikke bleg for selv at sige noget til de knægte, der driller hende, men hun har ingen situationsfornemmelse. På den måde kan hun hurtigt selv lægge op til at blive mobbet. Men der går jeg så ind og snakker meget med hende om, hvordan hun også virker på andre. I starten græd hun, hver gang hun ikke fik sin vilje. Men så siger jeg: "Du kan godt lade være med det der. Du kommer altså ingen vegne med mig, fordi du står og piber. Du er ikke nogen baby." Så jeg er nok lidt hård ved dem en gang imellem. Men jeg er heller ikke bleg for at give dem et knus. Der skal være plads til begge dele.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk

Kald det et kald

I mange år har ingen talt om kald, men kun om løn. For nogle år siden bragte pædagogernes fagforening det gamle ord kald på bane igen. Men hvad er et kald i en tid, hvor valgmulighederne er næsten uendelige? Og hvordan finder man sit kald? Kristeligt Dagblad har interviewet en række mennesker, der både professionelt og personligt har gjort sig tanker om, hvad et kald kan være. Interviewene vil blive bragt i avisen de næste uger. Med et net-abonnement kan de læses på www.kristeligt-dagblad.dk.

anni Larsen

blev født i København den 20. februar i 1955. Hendes mor havde fået hende som teenager, og opvæksten var præget af, at hendes far drak. Fik sit første barn som 18-årig og har i dag tre voksne børn. Nu bor hun alene i et socialt boligbyggeri i Herlev, hvor hun i sin tid startede sin første frivillige børneklub "Jolly pub". Senere tog hun på håndarbejdsseminariet, hvor hun blev færdig i 1990. Siden 1993 har hun været ansat på Børne- og Ungdomsgården i Herlev som socialpædagog, hvor hun blandt andet har drevet en multietnisk "tøseklub".