Lolland-Falsters Stift valgte fornyelsen på posten som ny biskop, da 402 stemmer i går blev optalt til støtte for den 52-årige provst Steen Skovsgaard, Århus.
Hans modkandidat, sognepræst Helge Baden Nielsen, havde fået 203 stemmer.
Dermed valgte de lolland-falsterske menighedsrådsmedlemmer en ny biskop, som i sit hidtidige arbejde er blevet beskrevet som iderig og glad for nye initiativer, og de valgte en kandidat fra et andet stift, selvom bispevalget talte to lokale.
Steen Skovsgaards stemmetal både i første runde og i den anden og afgørende vidner om et markant flertal. Over for ham stod modkandidater af mere traditionelt grundtvigsk tilsnit.
Der kan ikke sættes bestemte mærkater på Steen Skovsgaard, men der er ingen tvivl om, at han er en varm tilhænger af mange aktiviteter for alle aldre omkring en kirke.
– Jeg er overvældet, sagde en glad Steen Skovsgaard efter optællingen af stemmer.
– Jeg har talt om fornyelse i stiftet, og som noget af det første vil jeg overveje, hvordan et stiftsråd kan blive til inspiration for hele stiftet. En tanke er, at jeg tager et par af medlemmerne med på mine bispevisitats, så tingene ses med flere øjne, siger Steen Skovsgaard.
vincents@kristeligt-dagblad.dkLæs mere under kirke og tro