Pionerånd i Israels ørken

GRØNNE SPIRER: Negev-ørkenen i det sydlige Israel domineres af golde landskaber og fattige byer. Men nu er turismen begyndt at vokse. Hæren vil flytte sine største kaserner til området, og små private landbrug gør alvor af den zionistiske drøm om at forvandle dele af ørkenen til agerbrug og drueplantager

Eyal Izrael (øverst) er født i Haifa i det nordlige Israel, men han besluttede sig i 1982 for at flytte til Negev-ørkenen sammen med sin kone, fordi de begge følte, at Negev var blevet ignoreret af alt for mange, alt for længe. Med inspiration fra Ben Gurions pionerånd og drøm er der i dag flere og flere, der flytter mod syd og finder ud af, at regionen består af mere end fattige beduiner, Det Døde Hav og golde landskaber. -- Foto: Jeroen Smit.
Eyal Izrael (øverst) er født i Haifa i det nordlige Israel, men han besluttede sig i 1982 for at flytte til Negev-ørkenen sammen med sin kone, fordi de begge følte, at Negev var blevet ignoreret af alt for mange, alt for længe. Med inspiration fra Ben Gurions pionerånd og drøm er der i dag flere og flere, der flytter mod syd og finder ud af, at regionen består af mere end fattige beduiner, Det Døde Hav og golde landskaber. -- Foto: Jeroen Smit.

Siden Israels oprettelse har Negevørkenen været stedet, israelerne flytter væk fra. Hvis de kan.

Den drøm, som statens første premierminister, Ben Gurion, havde om at forvandle de svedne bakkedrag til grønne marker og frodige skove, er aldrig blevet til andet end luftkasteller i den zionistiske pionerånd.

Med anbringelsen af tusindvis af jødiske immigranter fra Mellemøstens arabiske lande og Indien i små landsbysamfund i 1950'erne blev Negev dømt til at være Israels uofficielt svage område. En taberstat i staten. Et område, hvor arbejdsløshed og fattigdom har gået hånd i hånd i år-tier, og hvor den varme sol i forening med politikernes manglende vilje til at investere i udvikling har kvalt landbrug, forretninger og bunkevis af drømme. Negev og dens indbyggere har altid set sig selv overgået af det frodige Galilæa og det pengestærke magtcenter i det centrale Israel omkring Tel Aviv og Jerusalem.

Men i løbet af de seneste år er det sydlige Israel begyndt at røre på sig, og strømmen af israelere, der forlader ørkenen til fordel for Tel Avivs pumpende forretningsliv, er aftagende.

Faktisk går strømmen i dag også i den anden retning, for Negev-ørkenen og resten af det sydlige Israel er i færd med at give sig selv en langsom, men meget sikker ansigtsløftning. Udviklingen finder sted på to forskellige niveauer. Det ene er anført af politikere, der i stigende grad taler om at gøre Negev-ørkenen mere attraktiv ved at investere og udvikle området.

Israels turistministerium er begyndt at "sælge" Negev som en attraktion, og militæret er begyndt at flytte nogle af sine største militære kaserner fra det centrale Israel til Negev-ørkenen. En udvikling, mange israelere håber vil føre en vis energi til området.

22-årige Yaniv Yitzhak fra landsbyen Nevatim syd for Beer Sheva er blandt de håbefulde. I modsætning til sin søster, der har forladt ørkenen til fordel for en karriere som revisor i Tel Aviv, tror Yaniv på ørkenens potentiale.

– Bare vent, til de store militære kaserner flytter herned. Så vil hele bysamfund udvikle sig omkring dem. Nøjagtig ligesom i områderne omkring Tel Aviv og Jerusalem, siger han.

Yaniv er ikke et øjeblik i tvivl om, at en positiv bølge af industrialisering, udvikling og overflod meget snart vil ramme den sprækkede sandjord i Negev-ørkenen.

Det andet niveau repræsenteres af unge israelere, der alle besidder samme forkærlighed for Negev-ørkenen som Ben Gurion. Israelere med en ideologisk indgangsvinkel til Negev.

Eyal Izrael hører til den sidstnævnte gruppe. Med hænderne fulde af hakkede oliven står han i sit køkken i Carmei Avdat, der ligger omkring fem kilometer syd for Sde Boker, hvor Israels største Negev-idealist, Ben Gurion, er begravet. Eyal forsøger at improvisere sig frem til den perfekte opskrift på en hjemmelavet olivenpostej, samtidig med at han taler om sin store kærlighed, der ud over konen, Hannah, hedder Negev.

Eyal er født i Haifa i det nordlige Israel, men besluttede sig i 1982 for at flytte til Negev-ørkenen sammen med sin kone, fordi de begge følte, at Negevørkenen er blevet ignoreret af alt for mange, alt for længe. Med inspiration fra Ben Gurions pionerånd og drøm om at føje liv til ørkenen oprettede ægteparret i slutningen af 1990'erne en vingård med gæsteværelser i en dal, hvor det nabatæiske folk for mere end 2000 år siden dyrkede vin til deres hovedstad, Petra. Eyals vingård er en oase i det golde landskab. Mellem de øde og sandede bakkedrag står frugttræer, vinstokke og sukkerrør omgivet af en håndfuld hytter. Det er Eyal og Hannahs eget lille Ben Gurionske idealsamfund.

– Hele ideen bag vingården er at udvikle Negev-ørkenen ved at bruge de ressourcer, naturen allerede stiller til rådighed, siger Eyal.

– Terrasserne til vindyrkning var her i forvejen, og det faktum, at stedet ligger i en dal, betyder, at regnvandet skyller saltet ud af jorden, hvilket er godt for vores vin, siger han.

Med andre ord har Eyal og Hannah fundet deres drømmested i det hidtil fortabte syd. Det samme har mindst 30 andre lignende gårdejere i området. Hver gård har specialiseret sig i at producere særlige fødevarer. Hos Eyal er det 5000 flasker vin om året. Hos naboerne er det gedeost og oliven.

-Det er samme koncept som i Frankrig og Italien. Hver gård specialiserer sig i at producere en særlig vare, siger Eyal, der indrømmer, at han er godt træt af at høre på mange israeleres fordomme omkring Negev-ørkenen.

Før i tiden var Negev-ørkenen kun et sted, israelerne tog til, hvis de blev indkaldt til reservetjeneste eller militære øvelser.

– Sådan er det ikke længere, siger Eyal. I dag kan hverken politikerne eller resten af den israelske befolkning se bort fra Negev-ørkenen.

– For det første er turismen begyndt at blomstre her i Negev, efter at terrorangrebene på Sinai-halvøen har skræmt mange israelere fra at holde ferie i Egypten. For det andet er Negev i dag meget andet end dårligt udviklede byer med høj arbejdsløshed.

Eyal bruger ikke kun sit eget lille projekt som eksempel på Negev-ørkenens pæne sider.

–Tag Ben Gurion Universitetet i Beer Sheva. Det er et af landets bedste universiteter i dag. Tag byen Kiryat Gat,der er et af de vigtigste steder for Israels it-branche. Og tag togtrafikken som et eksempel. Endelig er togene mellem Negev og Tel Aviv blevet så gode, at mange familier i dag ikke behøver at flytte til Tel Aviv, selvom de arbejder der, siger Eyal.

Men dybest set tror Eyal ikke, at den egentlige udvikling af Negev vil eller bør komme fra de politiske lag. Han tror ikke på politikerne. Ikke engang dem, der kalder sig selv fortalere for udviklingen af Negev-ørkenen, lige som Shimon Peres.

– Det er alt sammen tomme ord, siger Eyal. Vi er blevet en nation, der kan lide at tale for samtalens skyld. Ikke fordi vi egentlig ønsker at gøre noget. Vi er magelige og lider af en akut mangel på evne til at omsætte ord til handling. I den forbindelse savner jeg personer som Ben Gurion og Ariel Sharon. De vidste, hvad det ville sige at gøre noget i praktisk forstand, siger han. Men fordi Eyal er født med samme evne til at realisere drømme, er han ikke i stand til at sætte sin lid til Israels politikere og give sig til at vente på, at ændringerne vil finde sted, lige som Yaniv Yitzhak fra Nevatim.

– Ændringerne i Negev-ørkenen vil komme nedefra. Ikke fra politikerne, men fra de personer, der beslutter sig for at bo i smukke omgivelser, fordi de prioriterer en høj livskvalitet. De, der kommer hertil, kommer her ikke for pengenes skyld, men fordi de ønsker kvalitet i deres tilværelse, siger Eyal.

allan@kristeligt-dagblad.dk