Erik Bjerager |
20. februar 2007
Religionskritikken er fordummet. Niveauet må hæves
DET MÅ VÆRE legalt at undre sig over, hvor fordummet en stor del af tidens religionskritik er. For nylig skrev den i øvrigt velbegavede journalist Martin Krasnik en kronik i Berlingske Tidende, hvori han sammenlignede troen på Gud med troen på, at der "hinsides stratosfæren flyver et kæmpestort lyserødt badedyr rundt og passer på os alle sammen". Den måske ligeså fagligt dygtige idéhistoriker Malene Busk, der var en af arrangørerne af den store konference i København under overskriften "Gudløs", sammenlignede i TV troen på Gud med det behov, som nogle mennesker har for at snakke med potteplanterne derhjemme.
Forfatteren og lyrikeren Henrik Nordbrandt, der bedre end mange andre har skrevet med indføling og indsigt om kærlighedens væsen, gjorde i et essay, som han oplæste på "Gudløs"-konferencen under overskriften "Den satans religion", rede for, at han anser al religion for at være slet og ret dum. Og i disse dage er den anerkendte teatermand Nikolaj Cederholm aktuel med teaterforedraget "Åh Gud", hvori han slår et slag for sin egen ateisme og opfordrer folk til at holde op med at tro på Gud. Det fører nemlig kun dårligdom med sig, forlyder det. Herefter remser han de gamle kendinge op på ny: Muslimske terrorister, mordet på filminstruktøren Theo van Gogh, æresdrab, pavens og den katolske kirkes kamp imod prævention, religiøst betingede krige for slet ikke at tale om de mange mord på amerikanske læger, der udfører abort. Alt sammen dårligdomme, der plager verden på grund af folks tro på det store fatamogana: Gud.
MAN MÅ UNDRE sig over det lave niveau af religionskritikken, fordi de, der ofte fremsætter den i debatten, i alle andre sammenhænge ønsker at se kompleksiteten og nuancerne i tidens spørgsmål. Bare ikke i tros- og religionsspørgsmål. Der blæser de højt og flot på kravet om viden og indsigt og fører deres meninger frem med noget, der ofter minder om en småtotalitær skråsikkerhed.
Historien rummer mange storånder, der har kritiseret ikke mindst kristendom med større indsigt og dybde end den, der får tidens kritikere til at sammenligne Gud med et lyserødt badedyr og bøn til Gud med at tale med potteplanter. På et mere eksakt plan ville det ydermere tjene kritikerne til ære, hvis de forholdt sig historisk kritisk til den religion, som de kritiserer. Man har for eksempel endnu til gode at møde en religionskritiker, der efterprøver den gamle traver, som også Nikolaj Cederholm trækker af stald i sit teaterstykke, om at mordene på amerikanske abortlæger skyldes kristendom. Faktum er, at kun nogle få amerikanske læger er blevet myrdet af yderligtgående kristne, selvom det selvsagt også er nok. Mordene har været begået af forstyrrede mennesker, og intet kirkesamfund eller nogen teologisk myndighed har på noget tidspunkt legitimeret eller forsvaret mordene og volden mod abortklinikker. Alligevel bruges de kritikløst som eksempel på, at kristendommen rummer voldelige sider.
DE NYE RELIGIONSKRITIKERES måske største forsyndelse er, at de rører al religion sammen i én pærevælling. Der gøres ikke forskel på jævn folkekirkekristendom, en konservativ katolicisme, en rabiat hindu-nationalisme, en yderligtgående jødedom eller den del af islam, der finder teologisk belæg for at støtte terror. Selv kristendommens måske største kritiker, tyskeren Friedrich Nietzsche, udøvede en mere begavet religionskritik af ikke mindst kristendom end den, der lyder i dag. Derfor denne opfordring til nutidens religionstrætte debatører: Løft niveauet!
bjer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad