De skutter sig og holder tæt sammen under trappen til ungdomsklubben. Normalt har den åben i weekenden, men i aften var den lukket, da de fem børn kom.

– Personalet er nok gået på druk. Det har vi set før. Det kan ske den første fredag i måneden, siger Kim Møller.

Han er tidligere politimand, men sidder nu bag rattet i miljøarbejdernes hvide minibus sammen med sin kollega Hans Peter Mørch. De hører til socialforvaltningens opsøgende team, der holder øje med børn og unge, som står med et ben på usikker grund af kriminalitet, skoleskulk og misbrug.

Mange børn strejfer rundt om natten. De har ikke noget sikkert sted at være, fordi forældrene er fulde, skæve, voldelige eller bare ligeglade.

Politiet vil ikke kalde dem gadebørn. Men det er tæt på. Miljøarbejdernes opgave er at række en hånd ud til dem, hvis forældre ikke magter det. At stoppe misbrug, forhindre selvmord og kriminalitet og ganske enkelt vise, at nogen bekymrer sig om dem.

Miljøarbejderne stopper minibussen, børnene under trappen springer op og ind i varmen. Bussen fyldes af en flygtig bacardi-brise.

Blok P, 4. sal. Inuk er endnu ikke på gaden, han skal lige have aftensmad først.

Den 13-årige dreng åbner ovnen, og sort røg vælter ud i køkkenet, stuen og de to små værelser, hvor familien Abelsen bor. De er otte. Fem skiver franskbrød er brændt på.

Inuk griner af sin søster, der laver mad i aften, og hun giver ham fingeren. Søsteren er 20 år og bor hjemme med sine to børn på et og tre år, mens hendes mand bor i en af de andre blokke i nærheden. Inuk bor også sammen med tre andre søskende, sin mor og sin stedfar. Ingen af dem har arbejde.