Af Maria Kentorp og Thomas Aue Sobol |
31. maj 2005
TOMME MAVER: I Nuuks to bygder får mange børn ikke nok at spise, og ifølge en ny undersøgelse går hvert tiende barn i Grønland ofte sulten i seng. Forældrene køber alkohol i stedet for mad, men fangerkulturens vaner spiller også ind
På afstand ligner den en typisk fjeldside i Grønland: Bulede bakker under en isblå himmel, uendeligt, mennesketomt og omklamret af en total stilhed og brutalitet.
Tættere på kan man se klatter af farverige træhuse, der ligger strøet ud i tilfældig orden. Det er bygden Kapisillit.
Først efter en halv dags sejlads med passagerbåden op ad fjorden ved Nuuk får man øje på den.
Fra toppen af en bakke tager en dreng en fyrig tur på sin blå plastikslæde mod bygdens eneste butik.
Butikken har åben et par timer her om søndagen, og det er tid nok for bygdens godt 90 indbyggere til at proviantere til dagen.
– Jeg har hørt børn i butikken sige til deres forældre: Gå nu hjem! Hvorfor køber du alkohol, når vi mangler mad?, siger Elvira Olsen, der er skoleleder og lærer for de ni skolebørn i Kapisillit.
Fem af bygdeskolens ni børn kommer fra alkoholiserede hjem og er jævnligt for sultne til at koncentrere sig i skolen, fordi forældrene bruger familiens penge på øl.
Problemet med sultne børn ses ikke blot i bygden Kapisillit. Ifølge en ny undersøgelse, som blandt andre distriktslæge Birgit Niclasen i Grønland har lavet for Hjemmestyret, mener hvert tiende barn mellem 11 og 17 år selv, at det ofte eller altid går sultent i seng.
I østkystens største by Tasiilaq oplever lederen af byens værested tit sultne børn.
– Nogle gange kigger de så langt efter medarbejdernes madpakker, at vi giver dem resterne, siger Susanne Mejer. Problemet er værst omkring udbetalinger af løn, hvor mange forældre bruger pengene på alkohol, siger hun.
Det er dog i Grønlands små bygder som Kapisillit, at flest børn ikke får nok at spise.
Her får hvert tredje barn ifølge eget udsagn kun aftensmad en til tre gange ud af ugens fem hverdage, mens syv procent aldrig spiser aftensmad.
Medforfatter til undersøgelsen og distriktslæge i Nuuk, Birgit Niclasen, mener, at der kan være flere grunde til de slunkne maver.
– En del af problemet skyldes omsorgssvigt, altså at pengene bliver brugt på noget andet end mad, siger Birgit Niclasen.
Men lægen mener også, at kulturelle forhold spiller ind.
– I de gamle fangersamfund spiste man ikke måltider på bestemte tidspunkter, men når man havde behov for det. Det ligger stadig i befolkningen. Forældrene er ikke opmærksomme på, at deres børn skal sidde på en pind hele dagen i skolen. Det lader til at være et stort problem, siger hun.
I bunden af bygden Kapisillit ligger fangernes joller og vipper let i isfjorden. Her er et par fangere ved at lodse dagens fangst af torsk.
I modsat retning på et højdedrag ligger den aflange, røde træbygning, som er bygdens skole.
I de to år, Elvira Olsen har været ansat som skoleleder og lærer i Kapisillit, har hun prøvet at råbe bygderåd og skolebestyrelse op for at hjælpe børnene – uden held.
Det sociale underskud gennemsyrer meget af bygden. Engang levede folket her af at holde rensdyr. Og selvom sneen her og der er plettet af blod fra afhuggede rensdyrklove, er det stor set slut med produktionen.
Også en stor legeplads med gynger, rutsjebane og sandkasse står tom.
Der er simpelthenikke børn nok.
I dag lever over en tredjedel af bygdens indbyggere i den erhvervsaktive alder af understøttelse fra Hjemmestyret.
Også i Nuuks anden bygd, Fiskenæsset, der ligger omkring 200 kilometer syd for Nuuk, har de sociale problemer konsekvenser for børnene.
– Vi ved, at de ikke kan fungere i skolen, når der har været fest derhjemme hele natten. Børnene bliver langt mere urolige og stressede, siger skoleinspektør Hans Poulsen.
Bygden har skolemad, men den vil inspektøren afskaffe, på trods af at der også her er en gruppe børn, som ikke får nok at spise.
– Forældrene er ikke så fattige, at de ikke kan give deres børn mad med i skole – de skal bare lære det, siger Hans Poulsen.
En tidligere socialarbejder i bygden, der ønsker at være anonym, fortæller også, at en gruppe børn ofte ikke kan sove hjemme i deres eget hus, men må overnatte andre steder i bygden, fordi forældrene er for fulde.
I Kapisillit har skoleleder Elvira Olsen råd for slunkne maver. Det lille køleskab i det kombinerede kontor, skolekøkken og lærerværelse rummer rugbrød, leverpostej og "sampak" med rullepølse, saltkød og hamburgerryg.
Daglig morgenmad har forældrerådet frabedt sig, at hun serverer. Det vil forældrene selv klare – ofte bliver det bare ikke til mere end gode intentioner.
– Jeg har det skidt med det, men jeg skal jo også leve med de familier i hverdagen, så det er begrænset, hvad jeg kan gøre, siger Elvira Olsen.
Hun har allerede indstillet fire af sine ni elever til specialundervisning hos Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR) på grund af indlæringsvanskeligheder. Yderligere to er på venteliste.
indland@kristeligt-dagblad.dkde grønlandske bygder
Der bor omkring 9900 mennesker i Grønlands 60 bygder – en tredjedel er børn under 14 år. 16,7 procent af befolkningen bor i bygder, og den andel bliver stadig mindre.
Indtil 1950'erne boede der flest mennesker i bygderne. På 50 år steg befolkningstallet i Grønland til det dobbelte. Stigningen skete i byerne, hvor de fleste indbyggere nu bor.
Langt de fleste bygdeboere med fuldtidsarbejde er ansat i det offentlige. Gennemsnitlig husstandsindkomst efter skat er 186.370 kroner
Kun ca. fem procent af bygdebefolkningen har en kompetencegivende uddannelse mod ti procent af byfolket.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad