Kristeligt Dagblad beretter den 20. maj, at nogle alternative behandlere – indtil videre akupunktører og zoneterapeuter – nu kan kalde sig "registrerede alternative behandlere". Det står for, at Sundhedsstyrelsen har godkendt behandleren, fordi han opfylder forskellige krav: nemlig især, at den registrerede vil behandle sygdomme, at han giver sine klienter adgang til at klage over behandlingen, og at behandleren har gennemgået et minimum af uddannelse i sin alternative disciplin.

Men registreringen afhænger ikke af, at behandlingen har en dokumenteret virkning! Myndighederne understreger, at registreringen ikke er det samme som en blåstempling. Men når Sundhedsstyrelsen godkender en sundhedsbehandling, vil det så ikke få karakter af en blåstempling?

Når alternative behandlinger kaldes "alternative", skyldes det, at de ikke har kunnet dokumentere en virkning. Behandlingen er ikke udviklet på baggrund af erfaring og metode, men på et ofte religiøst verdensbillede. Disse behandlinger har et element af forkyndelse i sig. Akupunktur og zoneterapi hviler f.eks. på et verdenssyn, hvor f.eks. "meridianer" er virkelige fænomener. Meridianer er forestillede kropslige energibaner med punkter i. Når punktet i en meridian stimuleres – f.eks. ved tryk under foden eller nålestik i halsen – transmitteres påvirkningen langs meridianen og afhjælper en sygdom et helt andet sted i kroppen.

Men meridianerne er aldrig videnskabeligt påvist. Tværtimod synes meridian-læren at stamme fra den kinesiske religiøsitet, nemlig daoismen. Her læres, at naturen er udtryk for en bagvedliggende energi, der bl.a. viser sig som det negative yin og det positive yang. Forskellige områder i naturen er ladet med yin, andre med yang, og mellem disse områder løber energibaner. Hvor energibanerne mødes, er der en stor påvirkningsmulighed af naturen, for i disse mødepunkter udveksles positiv og negativ energi. Denne tanke om energibaner beror altså på sandheden af et bestemt religiøst verdensbillede, men får klienterne at vide, at terapien egentlig er en daoistisk videreudvikling?

De alternative terapier er ikke mindst interessante for folk, der desperat søger en helbredelsesmulighed, fordi de videnskabeligt baserede behandlinger ikke virker, eller fordi de mistror lægeverdenen. Desperate mennesker kan finde på at åbne sig for hvad som helst, bare det giver håb. De er altså ekstremt modtagelige og ukritiske. Derfor virker det hasarderet, at staten godkender udokumenterede eller skjulte forkyndelser for folk, der er i så dyb en krise, at de måske vil gribe ud efter det mindste græsstrå.

Folk må selv vælge, hvad de tror på. Men det virker langt ude, at staten direkte støtter, at ofte desperate mennesker modtager en behandling, der ofte beror på alternativ religiøsitet, uden at det står tydeligt for klienterne, hvor religiøst forkyndende behandlingen egentlig er. Samme misforhold ses hos den statslige institution VIFAB (Videns- og Forskningscenter For Alternativ Behandling). Skal staten sætte godkendende varedeklarationer på behandlinger, så skal behandlingen enten godtgøres som videnskabelig, dvs. effekten skal være dokumenteret. Eller behandlingen skal godtgøres som religiøs, dvs. det religiøse verdensbillede bag behandlingen skal fremstå tydeligt for alle. Så har klienterne et reelt grundlag at vurdere ud fra.

Tom Thygesen Frederiksen,

forsker ved Dialogcentret,

Tinglevgade 3,2,2,

Århus C