Privilegeret med kristentro

– Jeg mener absolut, at mange holder for tidligt på arbejdsmarkedet, men heldigvis går mange så over i frivilligt ulønnet arbejde. Lediggang er nu altså ikke godt for helbredet. Især mænd er ofte meget dårlige til at klare sig. De går rundt på Strøget i deres grå jakker og kigger fortabte ind gennem udstillingsvinduerne. Man kan tydeligt se, at de keder sig.

Hvordan vil du beskrive dit livssyn?

– Jeg er jo privilegeret, for jeg er kristen, og jeg mener, at kristne er privilegerede. Gennem kris-tendommen har vi fået et lyssyn og en større social forståelse. Kristendommen står for mig for et positivt livssyn, og de, der siger det modsatte, har efter min mening ikke fattet, hvad kristendom egentlig er. Jeg er ellers ikke en af dem, der taler nedsættende om Indre Mission, men jeg tror indremissionærer i for mange år har fokuseret for meget på alle de ting, man ikke måtte og ikke skulle, i stedet for at holde sig til, hvad det var, man fik gennem kristendommen.

– På den anden side kommer man ikke uden om, at de indremissionske i høj grad har været med til at fastholde vores folkekirke. De er jo de flittigste kirkegængere, og det har haft stor betydning for kirken, at der har været en mand som Vilhelm Beck (1829-1901, Indre Missions høvding i 40 år, red.), for ikke at tale om en Bartholdy (Christian Bartholdy, præst og formand for Indre Mission 1934-59, red.). Jeg havde Bartholdy som lærer på Haslev Udvidede Højskole. Han var et pragtfuldt menneske og en fremragende forkynder.

Hvad har formet dit livssyn?

– Først og fremmest mit hjem, min familie og mine venner – det sidste i meget bred forstand – alle de spændende mennesker jeg har mødt og stadig møder i mit liv, og som præger mig. Mit barndomshjem var indremissionsk, og min mor kom til at betyde overordentlig meget for mig. Min far døde 30 år før min mor, så ham fik jeg ikke nær så meget fornøjelse af, men de siger ellers, at det er ham, jeg ligner – i temperament, men ikke af udseende. Han var mørkhåret, mens jeg var født rødhåret, og det røde hår var et kæmpeproblem for mig som barn. Jeg blev mobbet og drillet, og det var måske medvirkende til, at jeg kun fik mellemskoleeksamen, og ikke realeksamen.

– Jeg blev uddannet maler ligesom far, men fik så problemer med overfølsomhed og kom i stedet på Haslev Udvidede Højskole, hvor jeg havde det held at møde forstander Magelund. Haslev var jo en indremissionsk højskole, og Magelund og jeg var ikke sådan enige om alle "mellemtingene" i Indre Mission, og det var måske netop derfor, at vi blev så gode venner. "Mellemtingene" var det med, at man som kristen ikke måtte gå i biografen, og at pigerne ikke måtte have sminke på, og at dans var noget forfærdeligt noget.

Hvad tror du på?

– Den kristne trosbekendelse. Det er nok den korteste måde at sige det på, og det synes jeg, der er meget grund til at understrege i øjeblikket. For mig er den kristne trosbekendelse det, man tror på som kristen, og den mener jeg, præsterne skal lade være med at stille spørgsmålstegn ved. Stryger vi trosbekendelsen, reduceres kristendommen til ren humanisme. Det er den også, men ikke kun.

Hvordan gør troen en forskel i dit liv?

– Den giver tryghed. Det er trygt at vide, at man lever her på jorden og samtidig er led i en større helhed, der strækker ud over dette liv. Jeg ved jo ikke, hvad der sker efter døden, men hvis man tror på den kristne trosbekendelse, så kan man i al fald ikke benægte, at der ikke er et eller andet efter døden. Så vidt kan man ikke gå i fortolkningen.

Hvad er elendighed for dig?

– At vi ikke er i stand til via FN og EU og de andre verdensorganisationer virkelig at tage fat på at fordele goderne bedre. Når der skal bruges krigsmaskiner, så må det godt koste milliarder af kroner, men når man skal udrydde aids eller andre ting i Afrika, så samler man ind under stort postyr i TV, og selvom resultatet bliver flot, så er det jo en dråbe i havet. Vi har været oppe på at give en promille af nationalproduktet i u-landsbistand, og der bør vi komme op igen.

Hvilke fællesskaber er vigtige for dig?

– At møde troværdige personer, og det er heldigvis de fleste. Når der er troværdighed, er det fællesskaber, man kan komme videre med, også selvom man har forskellige meninger, eller måske netop derfor.

Hvad betyder det for dig, at Danmark er blevet mere multikulturelt?

– At vi får en større udfordring til at være rigtige demokrater, men jeg synes, vi har været dårlige til at integrere i Danmark. Jeg er enig i, at det er vigtigt at lære dansk, men det er endnu vigtigere, at de får et arbejde med det samme. Jeg har det skidt med, at Gellerup har udviklet sig til en ghetto, men omvendt så averterede Brabrand Boligforening selv efter flygtninge, da de i 1980'erne ikke kunne få udlejet deres lejligheder. Jeg tror, at forudsætningen for at få gjort en ghetto til et ordentligt sted først og fremmest er, at de unge kommer i arbejde.

Hvilke håbstegn ser du i verden i dag?

– I det enkelte menneskes lyst til at hjælpe fattige og nødlidende mennesker. Jeg mener generelt, at vi her i Danmark skal sætte meget ind på, når vi giver støtte til u-lande, så også at lære dem, hvordan man styrer et land, og at demokrati indebærer, at der bliver taget hensyn til mindretallet og rakt hånd hen over de grøfter, der skiller.

steens@kristeligt-dagblad.dk

THORKILD SIMONSEN

Født i Sdr. Rubjerg, uddannet maler 1945, lærereksamen 1953. Skoleinspektør ved Brobjergsko-len i Århus 1964-70. Socialdemo-kratisk medlem af Århus Byråd 1966-97, rådmand 1970-82, borgmester 1982-97. Formand for Kommunernes Landsforening 1979-82 og 1986-92. Indenrigs- minister 1997-2000. Gift med Edny. Parret har to voksne døtre.