Noras tunge arv

De går ikke i skole, når de skal, men når de har lyst.

De optræder ofte i politiets døgnrapporter som små professionelle forbrydere, der stjæler biler som 13-årige, ryger hash eller inhalerer lighter-gas i 15 sekunder ad gangen, til kinderne bliver til røde balloner, og lungerne bliver varme.

– Når børn under 10 år kommer her på stationen og beder om hjælp fra politiet, som normalt er kendt for at ransage hjemmet og tage far i kraven, så er vi langt ude, siger stationsleder for politiet i Nuuk, Karl-Henrik Simonsen.

For bare 5-10 år siden udgjorde børnene en lille kare, men nu drejer det sig om rigtig mange børn, siger han.

Ifølge Socialforskningsinstituttet er højst hvert 10. barn i Danmark omsorgssvigtet. I de fleste tilfælde er der tale om mildere former for omsorgssvigt, men tre procent er udsat for grovere svigt som for eksempel vold. Ingen ved præcis, hvor stort problemet er i Grønland. Hjemmestyrets Videnscenter om børn og unge,

MIPI, må melde pas, når det kommer til videnskabelige undersøgelser på området. Men en række fagfolk, som Kristeligt Dagblad har talt med, vurderer, at det drejer sig om mellem hvert fjerde og hvert syvende barn. Det svarer til mellem 2400 og 4250 børn. Samtidig er et stigende antal børn mere psykisk skadede end nogensinde før, fastslår flere fagfolk.

En af dem er psykolog Kirsten Ørgaard. Hun er medlem af Red Barnets lokalkomité i Grønland og konsulent for Grønlands Arbejdsgiverforening, der står bag en ny undersøgelse af børns vilkår. Hun har gennemgået to års døgnrapporter fra politiet i Nuuk for at afdække, hvor mange børn der er involveret i husspektakler, udsættes for seksuelt misbrug eller indgår i kriminalitet.

I løbet af 2002 var 15 procent af alle børn i Nuuk eller i alt 601 børn i berøring med politiet. Det tal steg til 18 procent i 2003.

– De mange gengangere blandt børnene bekræfter, at der er en stor del af Nuuks børn, der svigtes af deres forældre, siger hun.

– Jeg er 13 år, da jeg ser min stedfar skyde min moster. Det begynder med, at mor og stedfar slås. Mor sender mig af sted for at hente politiet, men hver gang sender politiet mig hjem igen. De siger, at jeg bare skal gå hjem og sove. At det er over sengetid for børn. Tredje gang jeg kommer ned på stationen, siger de, at jeg skal sove hos min mormor. Hun er også fuld og synger salmer. Min moster beslutter sig for at følge mig hjem, men jeg vil ikke.

I stuen står min stedfar med sin 3006'er, som han plejer at skyde rensdyr med. Hver sommer tager han på jagt mod nord eller øst. Geværet har altid været i lejligheden, selvom min stedfar ikke rigtig er fanger, men betonarbejder.

– I skal tænke på børnene. De skal jo i skole i morgen, siger min moster. Min stedfar retter geværet mod hende.

Jeg står bagved og fejer glasskår sammen. Noget er allerede smadret. Moster siger, at vi skal gå i seng, og hvis noget går galt, skal vi gå over i blok 14. Så lyder braget. Der er noget, der passerer tæt forbi mit hoved.

Store patroner. Vinduet smadres, jeg vender mig om mod moster. Hun holder højre hånd udstrakt frem foran sig. Så begynder blodet at sive ud af hende. Jeg har altid tænkt, at det var min skyld. Jeg løfter min lillebror op, men han græder ikke. Er helt stiv. Politiet splitter os alle sammen ad. De putter lillebror og mig i blok 3.

Men hvordan er det kommet så vidt i Grønland? Hvorfor er problemet med svigtede børn så stort? Er det en kulturel arv? En social?

Allerede i 1700-tallet bemærker den danske missionær Hans Egede børneopdragelsen i det traditionelle inuit-samfund.

"Børneoptugtelsen er betreffende, da giøre de deraf ikke meget Væsen; thi man ser dem aldrig med Hug eller haarde Ord at straffe deres Børn, men lader dem have deres egen Vilie", citeres han for i artiklen "Om europæernes syn på børn samt børns opvækst i det grønlandske samfund i tiden omkring koloniseringen".

Den udlægning deler psykolog Mette Lund. Hun har været med til at etablere Hjemmestyrets Videnscenter om børn og unge og er medforfatter til udgivelsen "Familiers vilkår 2004". Hun mener, der er flere forhold i måden, inuit-kulturen opdragede børnene på, som kan have betydning for nutidens omsorgssvigt.

– Jeg vil ikke påstå, at nogen lever fuldstændig efter traditionerne, men mange har stadig den holdning, at der er mange ting, barnet skal klare selv, siger Mette Lund.

Problemet er, at det moderne samfund stiller nye og andre krav til børnene, som ikke harmonerer med et liv, hvor ingen sætter grænser.

– Mange børn får på den måde ikke den nødvendige opbakning hjemmefra. De får ikke læst lektier og går ikke i seng til tiden. Resultatet er børn uden de nødvendige rammer til at udvikle sig og begå sig i det samfund, de lever i. De falder ofte igennem i skolen og får ikke en uddannelse, siger Mette Lund.

Konflikten mellem det traditionelle og det moderne forstærkes af, at det i inuit-kulturen ikke kun var forældrenes rolle at opdrage barnet. Det var fællesskabets. Større børn tog sig af mindre børn, bedsteforældrene havde ansvar, og andre familier hjalp også til. Men mange børn har ikke længere det netværk, og derfor er der ikke nogen til at tage over, når forældrene svigter, forklarer Mette Lund.

Hertil kommer, at en stor del af børnene kobles af udviklingen, fordi de går i grønlandske klasser og ikke danske. Det mener historiker Ivalo Rosing Olsen med speciale i børns opvækstvilkår i Grønland.

– Det er en væsentlig del af en generation, der ikke lærer dansk og dermed ikke kan få sig en ud-

''

dannelse efter folkeskolen. De bliver frustrerede og udvikler sociale problemer, fordi de føler sig tilovers og ude af trit med den moderne virkelighed, siger han.

Resultatet kan blandt andet læses i tallene over psykiske lidelser og selvmord, som stiger eksplosivt fra midten af 1970'erne, til det når det femdobbelte niveau af, hvad der er normalt for et europæisk land. Medvirkende til denne udvikling er frigivelsen af alkohol i 1954, mener historiker Mads Lidegaard, der har beskæftiget sig indgående med grønlandske forhold, og som selv befandt sig i Grønland i den periode. I bogen "Grønlands historie" oplister Mads Lidegaard konsekvenserne: vold, kriminalitet, ødelagte familier, ustabil arbejdskraft og mange dødsfald. Og dermed fødes en ny arv oven i den kulturelle, som får afgørende betydning for det svigt, de grønlandske børn oplever i dag: Den sociale arv.

– Jeg dagdrømmer. Drømmer om et bedre sted at være. Der er 35 ord i diktaten, jeg har altid mellem 33 og 35 fejl. Mine forældre giver mig ingen skoletaske, så jeg bruger en plastikpose. Jeg har heller ikke noget penalhus eller noget at skrive med. Nogle gange bliver jeg væk hjemmefra en hel måned. Jeg går rundt på gaden om natten og sover om dagen foran hospitalet, hvor græsset er højest. Eller på gangen i blok 17. Her er varmt, og her er en bænk, som jeg kalder min seng. Om natten bryder jeg nd i børnehaver for at finde noget at spise. Jeg kan bedst lide babymosen. Eller de der dåser med cocktailfrugter. Ananas og abrikoser.

Kommer jeg hjem ofte, får jeg bank. Kommer jeg ikke så ofte, får jeg ikke bank. Efter min stedfar har skudt min moster, flytter jeg ned i et stort hus i Julianehåb,hvor jeg bor sammen med andre børn. Her er varmt og rart. Vi sniffer gas. Ved dumpen, der hvor man smider skrald ud, der ligger en fabrik og en masse af de her store gule gasflasker. Vi åbner dem, slår dimsen væk, banker et søm igennem. Så begynder det at sive. Tidligere købte vi lighter-gas i butikken, men de fandt hurtigt ud af, at vi sniffede, og så lukkede de for salget. Jeg fylder munden med gas. Ganen bliver helt følelsesløs, og kroppen helt varm. Det prikker. Ligesom når ens fod sover, og det er lige før, den vågner, og den bliver tung. Og så forsvinder jeg.

Jeg er lederen. Jeg vil have, at nogen skal se mig. Nogen skal høre mig. Jeg slår de børn, der mobber. Jeg giver dem tæsk. Alle er bange for mig. Jeg er ikke bange for nogen. Nu skal jeg nok vise dem, hvad bank er, tænker jeg.

Så en dag møder jeg Isak. Vi går ud og op i fjeldet. Spiser frugter, store meloner, æbler, appelsiner, møder venner og snakker. Vi tager ud til søen ved lufthavnen og svømmer, selv om vandet er koldt. Vi er helt alene. Vi bader altid nøgne. Jeg tænker, at jeg vil have mange børn med ham. Jeg bliver smigret over de dejlige ord, han siger.Jeg kan smile uden at have nogen grund til at smile. Det er kun ham, der rigtigt kender min krop. Kun ham, der kan tilfredsstille mig. To år efter bliver jeg gravid. Jordemoderen siger, at Lars-Otto "gled ud så let som en som en sæl".

K

ombinationen af mislykket kulturel tilpasning og sociale problemer har vist sig at være en farlig cocktail. Men svigtet handler ikke bare om børn, der ikke får smurt madpakke. Eller børn, der klarer sig dårligt i skolen og er overladt til sig selv og derfor ender på gaden og begår småkriminalitet.

Det handler også om en ny kategori af stærkt svigtede børn, som er mere skadede end nogensinde før. De har fået tæsk af forældre, som er bukket under for moderniseringen. De har udviklet misbrug fra en meget tidlig alder. Og med svigt og misbrug er fulgt psykiske skader, som vil gøre det svært for børnene nogensinde at få et normalt liv.

– De er så stærkt omsorgssvigtede, at de både er karakterafvigende og har fået psykiske lidelser. De kommer fra familier, der er præget af druk, hash og vold, og de er blevet så skadede, at de for eksempel ikke kan se, at det er forkert at slå andre mennesker, siger fuldmægtig i Kriminalforsorgen, Inger Kreutzmann.

Det har blandt andet resulteret i en bølge af grovere vold og seksualforbrydelser. De seneste fem år er det antal personer, forsorgen fører tilsyn med, steget med godt 50 procent fra 210 til 330.

Ifølge psykolog Mette Lund kan de mange børn og unge med alvorlige psykiske skader være et resultat af, at omsorgssvigtet nu er gået i arv gennem flere generationer. Det betyder ofte, at de unge slet ikke har nogen voksen at støtte sig til gennem deres barndom.

– Tidligere kunne de måske få hjælp hos bedsteforældrene. Men mange af de børn, der svigtes i dag, har også bedsteforældre, som har et misbrug, og som selv svigtede deres børn, siger hun.

– Jeg er overlykkelig. Lykkelig over min lille dreng og min mand. Vi bor i et lille klubværelse på 12 kvadratmeter med bad og køkken. Jeg laver sjældent mad. Vi spiser meget på restaurant, grill-mad.

Isak kører taxa, og han kører, når han vil og tjener mange penge. Kører både dag og nat. Nogle gange falder han i søvn ved rattet og kommer sent hjem. Han begynder at blive jaloux, når han kommer hjem. Beskylder mig for at have en anden mand i huset, leder efter ham i skabet. Kigger ud af vinduet, om der er fodspor. Han begynder også at kritisere min madlavning, min måde at passe huset, hvordan jeg syr tøj. Det hele vender lige pludselig, og jeg forstår det ikke.

Det er, når han mangler hash, at han begynder at tæske mig. Han slår aldrig i ansigtet. Heller ikke for langt fremme på armene. Men på ben, på balder, på mave, på et bryst. Ingen skal se, at han slår mig, så han passer på. Han river mig i håret, som min far gjorde ved min mor. En morgen vil Lars-Otto ikke stå op. Min mand tager fat i hans arm. Hårdt. Siger, at han skal stå op.

– Du skal ikke være så hård i mod ham, siger jeg.

Så slår han mig igen. For første gang er det lige i ansigtet. Jeg får blå mærker, øjet er helt rødt. Han går ud, og da han senere kommer hjem igen, spørger han: Hvem har slået dig? Så giver han mig en næve lige i ansigtet.

Børnene er på værelset. Jeg kan høre dem græde.

I dag har 37-årige Nora tre børn: Lars-Otto på 14 år, Naja-Louise på 11 og lille Nivikka Bebi på tre. Spørgsmålet er, hvordan det skal gå dem og de tusinder af andre børn i Grønland, hvis forældre måske selv blev svigtet, tæsket eller overladt til sig selv. Vil de føre en arv af vold og svigt med sig? Eller er der en chance for, at de vil bryde mønstret?

Ifølge seniorforsker Else Christensen fra Socialforskningsinstituttet i København viser international forskning, at svigtede børn har større risiko for selv at få et meget svært voksenliv.

– Der er en forhøjet risiko for, at de også vil udvikle et liv med skilsmisser, kriminalitet, psykiske lidelser, alkoholisme eller vold. Men det er langt fra sikkert, at det vil gå dem sådan. De er ikke dødsdømt til et elendigt liv, siger hun.

Men for de stærkt skadede børn, som slet ikke har haft nogen voksen at støtte sig til, kan det se værre ud.

– Man kan sige, at de ikke lærer noget om, hvad det vil sige at være menneske. De får ingen kærlighed, og det bliver et voldsomt handicap for dem i deres liv, siger Else Christensen.

Hun understreger i lighed med Mette Lund, at det er ekstremt vigtigt, at de svigtede børn netop har nogen, der lytter til dem og støtter dem, hvis de skal trækkes ud af den sociale arv.

Men de, der har set generation efter generation synke ned i sumpen af svigt og misbrug er skeptiske. Blandt dem er stationsleder for politiet i Nuuk, Karl-Henrik Simonsen:

– For 20 år siden var det deres forældre, vi så. Nu kommer børnene. Alle har kigget den anden vej i årtier, og det ser vi nu resultatet af. Fabrikken kører videre. Mange forældre gider ikke engang hente deres børn, når de ender på politistationen. De er fulde og ligeglade.

@– Efter vi bliver skilt, drikker jeg meget. Jeg bliver væk fra børnene. De er gået i seng, når jeg kommer hjem, og jeg sover, når de står op om morgenen. Min dreng begynder at ryge hash som 12-årig. Nogle gange er han væk i flere dage uden at komme hjem. Han sover hos venner eller fætre eller går bare rundt på gaden hele natten. Ligesom jeg gjorde, da jeg var på hans alder. Han kommer hjem, når han er sulten og vil skifte tøj.

En aften er jeg på Takuss, værtshuset. Jeg drikker øl, ryger hash, skændes med en mand, der kalder mig for luder, fordi jeg har kysset en kvinde. Jeg er vred, da jeg tager bussen hjem. Børnene ligger på værelset og sover. Jeg plejer altid at gå ned og se til dem, når jeg kommer hjem. Se, om de er der alle sammen.

Jeg kan huske, da jeg slår Lars-Otto i ansigtet med en knytnæve. Jeg kan huske, at jeg skubber min datters hoved ind i væggen. Lars-Ottos læbe bløder.

Politiet kommer.

– Hvorfor er politiet her?, spørger jeg,

– Hvorfor er I vågne?, spørger jeg børnene. – Skal I ikke sove?

Jeg er ikke født til at skulle slå med mine hænder, men til at arbejde. Hvorfor jeg alligevel slog mine børn, vil jeg gerne forstå. Det er derfor, jeg fortæller min historie. Alt, hvad jeg har fortalt, er sandheden. Jeg ved nu, at min barndom har gjort mig til den, jeg er.

Hun er stadig bange for mig, min store pige.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk



Grønlands børn

Der bor ca. 56.800 i Grønland. Børn under 18 udgør 17.107. Selvmordsraten blandt børnene er 20 gange så høj som i Danmark.

Flere end hver fjerde af Nuuks børn og unge optrådte i perioden 2002-2003 i politiets døgnrapporter som enten ofre, gerningsmænd eller involverede. Det svarer til lige over 1000 børn. 37 procent af børnene optrådte flere gange. 137 af børnene i rapporterne er så psykisk og fysisk skadede, at de er behandlingskrævende. De har anmeldt groft seksuelt misbrug, har optrådt i døgnrapporterne mindst fem gange eller er smidt ud hjemmefra gentagne gange, selv om de er under 10 år.

Kilde: Grønlands Arbejdsgiverforening, Statens Institut for Folkesundhed, Danmarks Statistik



Grønlands glemte børn

Mens Grønland kæmper for selvstændighed, kæmper en stor del af landets børn for en værdig hverdag uden druk, hash, vold eller seksuelt misbrug. Fagfolk vurderer, at mellem hvert fjerde og hvert syvende barn er omsorgssvigtet. Det svarer til mellem 2400 og 4250 børn. Kristeligt Dagblad sætter i den kommende tid fokus på de glemte børn i Grønland.