Kanoner, kongerækker og kolde fakta

Når Haarder nu introducerer kanon-tanken for historiefaget året efter, at danskfaget fik sin kanon, hænger det imidlertid sammen med, at historie i en længere årrække har været i krise.

En stor fælleseuropæisk undersøgelse af elevers historiekundskaber viste i 1998, at der med den danske forsker Vagn Oluf Nielsens ord var "grund til en vis bekymring, ikke alene for de danske elever, men også for de nordiske og vesteuropæiske". I en del år havde lærerne lagt hovedvægten så meget på den nyere historie, at kendskab til for eksempel middelalderen var blevet forsømt. Og elevernes forståelse af, at historie ikke kun handler om døde konger og generaler, men om almindelige menneskers livsvilkår gennem tiderne, stod også svagt.

I 2001 kritiserede Danmarks Evalueringsinstitut niveauet i gymnasiets historiefag og sendte en del af "aben" videre til folkeskolen, som ifølge rapporten prioriterer historie for lavt. Samme evalueringsinstitut konstaterede i øvrigt, at alle fag, som skoleeleverne ikke går til afgangsprøve i, har en tendens til at blive nedprioriteret af såvel elever som lærere. For få undervisere med historie som linjefag fra seminariet og generel mangel på overblik hos lærere og elever i folkeskolen hører også til det generelle billede, som tegnes af historiefagets stilling i skolen. Også af historielærernes egne talspersoner.

Gennem flere år har politikere imidlertid arbejdet på at løfte historiefagets status. Tidligere undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) genindførte således for to år siden kravet om, at eleverne lærer at placere begivenheder kronologisk. Dertil kommer, at historie fra næste skoleår får plads på skemaet i 9. klasse, og at faget indgår som element i den meget ambitiøse projektopgave, som alle 9. klasseselever skal lave. Endelig lægger det seneste regeringsgrundlag op til, at det tidligere entimesfag historie skal have en ekstra time på 4. og 5. klassetrin.

Den foreslåede historie-kanon kan altså efter behag ses som en tilbagevenden til dengang, historie kun var fædrelandsfortællinger, kongerækker og årstal. Men den kan også ses som en del af en større oprustning af historiefaget, hvor ambitionen er dobbelt: På den ene side at styrke elevernes forståelse af, hvad historie overhovedet er, så de i 9. klasse er i stand til selvstændigt at udvælge, analysere og fortolke historisk stof. Og på den anden side give eleverne en kronologisk gennemgang af væsentlige begivenheder, som kan fungere som basisviden, inden de kaster sig ud i analyser og fortolkninger. På samme måde som de i en del af dansktimerne skal lære dansk litteraturs kanon at kende, men fortsat også skal beskæftige sig med discipliner som sprog, tekstanalyse og ny litteratur.

Ligesom Ulla Tørnæs satte et udvalg ledet af professor Jørn Lund til at udvælge litteraturen, og ligesom kulturminister Brian Mikkelsen (K) har nedsat hele syv kanon-udvalg med de syv udvalgte kunstarters egne fagfolk i spidsen, har Bertel Haarder også til hensigt at nedsætte et læseplansudvalg med eksperter. Da det vil være mere end almindeligt svært at finde eksperter inden for faget med det rent bagudskuende syn på historie, kan kritikerne derfor være ganske rolige for, at de mere dybtgående temaer fortsat vil indgå i historiefaget. Men spørgsmålet er, om eleverne tager skade af at lære nogle fædrelandsfortællinger og nogle årstal, så deres historiske analyser kan bygge på såvel "varme, levende følelser" som kolde fakta.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk