Kammertonen, tak!

Jeg deler ikke Grosbølls forståelse. Jeg er uenig med ham i den præmis, at nutidig forkyndelse kun kan ske i dennesidige kategorier knyttet til personen Jesus. Jeg tror faktisk, at ikke bare præstestanden, men også langt de fleste af folkekirkens medlemmer udmærket er sig bevidst, at vi kun kan tale om Gud og den anden verden i billeder hentet fra denne verden. Men denne bevidsthed ophæver hverken billedernes kraft eller betydning, netop fordi de udtrykker dybe eksistentielle sandheder og – forhåbentlig også, men det kan vi dårligt vide – spejler den Guds verden, som vi alene kender gennem vores verdens billeder. Det er de færreste, som i vores kulturelle sammenhæng (mis)opfatter de bibelske beretninger som naturvidenskabelige forklaringer. Så vidt, så godt.

Jeg er uenig med Grosbøll, jeg har selv en anden forståelse, men for det første har jeg lært af at læse "En sten i skoen", og for det andet anerkender jeg, at Grosbøll har gode grunde til at argumentere for sit synspunkt. Og dertil kommer, hvad, jeg synes, er en vigtig dimension. Som præst finder jeg det ofte svært at tale om Jesus, manden fra Nazaret, på en vedkommende og nutidig måde, så menighed og jeg selv begriber radikaliteten i hans budskab. På det punkt har jeg lært meget ved læsning af Thorkild Grosbøll. Det er få danske præster, jeg har hørt og læst, der som han formår at tale om Jesus på en aktuelt vedkommende, nutidigt forståelig og forpligtende måde.

Jovist, jeg kan også som så mange andre præster hurtigt komme frem med alle de rigtige dogmatiske floskler, men det bliver de hverken vedkommende eller nutidigt forståelige af. Dertil kræves en vanskelig oversættelsesproces. Den, synes jeg, Grosbøll i mange passager mestrer. Jeg kender få danske teologer, der som han formår at gøre tanken om Guds menneskevordelse i Kristus til forståelig og vedkommende nutidig tale. Hvorfor kan man ikke give ham den kredit, og så i øvrigt være uenig med ham i andre henseender? Hvorfor skal han korsfæstes offentligt?

Det er de mest uhyrlige argumenter og anklager, pressen og betydelige dele af præstestanden i øjeblikket er ved at fråde over med i deres hetz mod Grosbøll. Var de blot i stand til at tale lige så smukt og vedkommende om Guds møde med mennesket i Jesus, som Grosbøll er, kunne jeg måske forstå det. Men det er for letkøbt og omkostningsfrit at være gøgeunge i en rede, man ikke selv har ejendomsret til. Kom med en alternativ forkyndelse om Jesus, der er lige så vedkommende og nutidigt forståelig som Grosbølls!

Det er muligt, at nogle lader sig imponere af præster, der blot gentager bekendelsesskrifternes og de nytestamentlige teksters udsagn, men jeg synes, det hører til ordentlig evangelisk-luthersk teologi, at fortidige udsagn oversættes til nutidige kategorier, så de også i dag kan fremstå vedkommende og forståelige. Grosbøll har gjort et forsøg på en oversættelse. Den er som oversættelser flest. Nogle steder vellykket, andre steder knap så heldig og andre steder igen mislykket. Det kan vi diskutere, men at frakende Grosbøll ret til at føre denne drøftelse, også fra sin prædikenstol, hører ingen steder hjemme.

Det er forstemmende at se, hvordan ganske mange i diskussionen har kunnet forfalde til en forsimplende bogstavtro. Som om vi som evangelisk-lutherske troede på en bog og ikke på den levende Gud. Trosbekendelsen er blevet en eksaminatorisk målestok, Grosbøll i den offentlige opinion kan og skal dømmes efter: Han tror ikke på Gud, derfor må han fratages kraven. Man må håbe, at det ikke times Paulus at komme for en dansk præsteret. I så fald måtte han vel også nedlægge sit apostolat, for han troede ikke på kødets opstandelse, sådan som det lyder i Trosbekendelsen (jvf. 1 Kor. 15,50 "Kød og blod skal ikke arve Guds rige"). Var det ikke en hån mod evangeliet, et frafald, da man mange år efter Paulus indførte tanken om kødets opstandelse i trosbekendelsen? Ja, det må de præster og lederskribenter i den danske presse vel mene, som betragter enhver bogstavelig afvigelse fra trosbekendelsen som et evangelisk frafald. Selv synes jeg nu, det er en god tanke, der vidner om ændrede præmisser for kristendommen i den tid, hvor den apostolske trosbekendelse blev til.

Da Paulus skrev sit første brev til korintherne var det en uting, ja, en vederstyggelighed, at forestille sig en kødelig opstandelse. Derfor talte han om legemets opstandelse i herlighed; men på et tidspunkt blev det væsentligt over for nogle, som alene forfægtede en tanke om sjælens videreliv, at insistere hårdnakket på legemets opstandelse. Det blev til troen på kødets opstandelse i trosbekendelsen. Kristendom forandrer sig, fordi tid og rum løbende ændres. Derfor skal kristendommen – og da i særdeleshed evangelisk-luthersk, der netop lever af denne bevidsthed – vedvarende nyfortolkes og nyoversættes. Det er vel i al beskedenhed, hvad Grosbøll har forsøgt at gøre. Noget er vellykket, andet er mislykket. Men han har haft modet til at gøre det, og vi kan diskutere resultatet.

Et fromt håb lyder, at vi måske nu kunne indlede denne drøftelse, men det forudsætter selvsagt, at kætterjagten stopper, og at præstestand og presse gør sig klart, at vi er en evangelisk-luthersk kirke, hvor såvel bibel som bekendelsesskrifter til stadighed må fortolkes og oversættes ind i den tid og det rum, vi befinder os i. Det er ikke at gøre sig til lakaj for tidsånden. Det er blot at fylde de ord og tegn med liv, som vi af Gud i hver generation er sat til at levendegøre og viderebringe. Det har Grosbøll forsøgt. Mener man noget andet, så før en argumentation på banen i stedet for at forfalde til letkøbt og uforpligtende hyleri. Må vi bede om kammertonen, tak.

Anders Klostergaard Petersen er lektor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet og hjælpepræst ved Tranbjerg Kirke