Fanger i et inferno af sorg

– Det har været vigtigt for mig ikke kun at beskrive de negative følelser, men også at videregive de positive tanker, der kan opstå til trods for, at et lille ulevet liv er sluppet op. Da jeg besluttede, at disse tekster, skrevet i dyb personlig krise, skulle udgives, var det fordi, jeg ville give mine erfaringer videre til andre. Fortælle dem, at livet ændrer sig hele tiden, at man må tage det, der kommer, men også at tragedien kan rumme lyse sider.

P. F. Thomése peger på, at han uden "tabet" aldrig ville have kunnet skrive en bog som "Skyggebarn".

– Den kan kun skrives på erfaringer. Når det er sagt, håber jeg, at mine erfaringer kan blive til trøst for andre, siger den hollandske forfatter om "Skyggebarn", der er blevet en bestseller i hans hjemland.

"Hvis menneskene har ideen om en guddom noget sted fra, så er det fra de døde. Uopnåelige, urørlige og alligevel så foruroligende velkendte".

– Det har været en nådegave at kunne skrive sig ud af sorgen, så jeg igen kan møde livet med optimisme og forventning. Ikke som den, jeg var, men som den jeg er nu. Kun de færreste forfattere får mulighed for at skrive en så personlig bog. Den mulighed fik jeg. Og det er jeg i dag, til trods for de sørgelige omstændigheder, taknemmelig for. Også for at min kone og jeg ikke, som mange andre forældrepar i vores situation, kom for langt fra hinanden til at finde sammen igen. Selvom vi har bearbejdet krisen på hver sin måde, er vi ikke blevet fremmede for hinanden.

"Som et bløddyr i sin skal trak jeg mig tilbage til mit indre kammer. I nattens dyb stirrede jeg på de første ord, der tonede frem på skærmen, og ventede på deres mulige betydninger.

Et eller andet sted i sproget er hun der stadig ..."

– Jeg kunne ikke tale med min kone om sorgen, men hun læste det, jeg skrev. På den måde fik hun indblik i, hvad jeg tænkte, ligesom det hjalp hende til at få sat sine egne tanker på plads.

I år er det tre år og fire måneder siden Pieter Frans Thomése og hans kone mistede deres første barn.

– Vi har alle vores måde at bearbejde sorg på. Som forfatter er det naturligt at skrive. Det blev også min måde. Tankerne baskede rundt som vilde fugle i alle retninger. Når man skriver, bliver det nemmere at strukturere. Formålet var at sætte præcise ord på det ubærlige, jeg var spærret inde sammen med. Når jeg havde sat ord på tankerne, læste jeg dem som én, der læser et brev fra en fremmed. Først så begyndte jeg at forstå. Som forfatter forsøger man at henvende sig til læserne ved at bevæge deres følelser i forskellige retninger. Ved at skrive et brev til sig selv, opstår der en sprække i muren, som fører ind til en større forståelse for og måske også accept af situationen.

I begyndelsen overvejede han slet ikke at udgive, det han skrev. Betragtede slet og ret sætninger, ord og blokke som brokker. "Pebbles", småsten, kalder han det.

– Når et barn dør, er det værre end selv at dø, også ud fra den logiske betragtning, at man jo så ikke selv er til stede i situationen. Men vi var ikke dem, der var døde, vi var til stede, min kone og jeg, fanget i et inferno af sorg.

I lang tid kunne han ikke tale med nogen om dét. Heller ikke med sin kone.

– Når man nævner det "slemme", bliver det jo sandt. Så var det nemmere at gemme sig bag en løgn. Hele mit liv blev én stor løgn. Jeg lukkede mig inde i et glashus.

Kunne ikke klare at andre masede sig på.

– Når en kollega eller god ven viste deltagelse eller spurgte om det, betragtede jeg det som hykleri – og brød jeg tavsheden og svarede, begyndte det hele forfra igen. Jeg blev mere og mere ømfindtlig og lukkede af. Men et eller andet sted var jeg heldig. Kunne sidde hjemme ved min computer, mens min kone måtte gå på arbejde og holde kollegernes spørgsmål ud. Der er altid stor opmærksomhed i begyndelsen omkring tragiske hændelser, men interessen dør hurtigt ud. Kun nyfigenheden bliver tilbage. Min kone fandt et andet arbejde. Hun kunne ikke holde til den del af opmærksomheden, der bundede i ren og skær nyfigenhed.

"Hver dag driver vi længere bort fra hende, hvert skridt, vi tager, er et skridt væk."

– Når man er forfatter bliver man ofte konfronteret med spørgsmål som: "Hvad har du gang i nu?" af sin forlægger. Det var svært at finde på noget midt i det hele, men for at vinde tid gav jeg ham nogle af de "de stykker" jeg havde skrevet for at få styr på tankerne og for ... nå ja, ikke at drukne i alkohol.

I dag føler han sig, på en mærkelig måde delt i to personer.

– Den ene lever videre i et nyt og velfungerende liv. Den anden er ham, der sidder ved kuvøsen på hospitalet, mens han i afmagt drikker modermælken af barnets flaske.

– Jeg forstod ikke, hvad det var, der var sket. Forstod det måske nok med min hjerne, men ikke med mine følelser. Hun var der jo for lidt siden, nu var hun væk ...

moe@kristeligt-dagblad.dk

P.F. Thomése

Født 1958. debuterede i 1991 med den prisbelønnede roman "Zuidland". "Skyggebarn" er den første af Thoméses bøger, der er oversat til dansk.