Atomvåben er magt

Scenen er sat til en ekstra spektakulær hyldest af den nordkoreanske leder Kim Jong Il på hans 65-årige fødselsdag i dag. Dagen, der fejres som Nordkoreas "festligste helligdag", kommer i en uge, hvor det viste sig at give bonus, at regimet sidste år i oktober prøvesprængte en atombombe.

I tirsdags indgik Nordkorea en atomaftale med USA, Kina, Japan, Sydkorea og Rusland. Aftalen indebærer direkte diplomatiske kontakter med USA samt levering af op til en million ton olie, humanitær og økono-misk hjælp til Nordkorea mod, at landet indstiller sin produktion af atomvåben.

I går oplyste Nord- og Sydkorea desuden i en fælles erklæring, at ministre fra de to lande allerede tirsdag otte dage mødes til forhandlinger efter syv måneders pause. Et af emnerne vil være muligheden for fødevarehjælp fra Syd- til Nordkorea.

Dermed har Nordkorea -- forudsat, at landet overholder sin del af aftalen og standser sit atomvåbenprogram -- fra at være ramt af sanktioner og fordømmelse opnået en række hårdt tiltrængte fordele.

-- Det viser, at når man først er kommet med i klubben af atommagter, er det lettere at opnå tilgivelse, siger Ali Alfoneh, forskningsmedarbejder ved Forsvarsakademiet.

Indien og Pakistan er gode eksempler. Begge lande trådte som Nordkorea ud af Ikke-spredningstraktaten og udviklede atomvåben. Undervejs blev de truet og fordømt af USA, men er i dag inde i varmen hos USA.

-- Alle tre lande er blevet belønnet på hver deres måde, da først atomvåbnene var en realitet, siger Alfoneh.

At det er sådan, hænger sammen med det enkle faktum, at det er graden af magt, der styrer international politik. De, der har pressionsmidlerne, får mere af det, de gerne vil have, siger Simon Valentin Mortensen, ph.d. og amanuensis ved Historie og Områdestudier ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i atomvåben og nedrustning.

-- Det er ingen hemmelighed i international politik, at de stærke får, hvad de vil have, siger han.

Og atomvåbenet er det ultimative magtmiddel. Derfor har Nordkoreas utilslørede magtdemonstration også påvirket USA's overvejelser over, hvilken strategi man skulle vælge.

-- USA har hele tiden forfulgt flere strategier. Man har arbejdet på at opbygge et missilforsvar. Man har søgt at forhindre Nordkorea i at få hård valuta. Man har insisteret på multilaterale forhandlinger. Man har signaleret vilje til at bruge militær magt om nødvendigt, siger Valentin Mortensen.

Den flerstrengede strategi har dog langt fra været forgæves, mener han. Tværtimod er den en helt nødvendig forudsætning for at indgå aftaler som den med Nordkorea.

-- Asien er nok det kontinent i verden, hvor de klassiske magtbalancer betyder mest. Derfor fungerer diplomatiske løsninger kun, hvis de understøttes af militær styrke, siger han.

Det vil også stadig være de færreste lande, der satser på at gå i Nordkoreas fodspor. Dertil er de politiske omkostninger for tyngende for de fleste lande.

-- Hele Ikke-spredningstraktaten er et institutionaliseret gruppepres. De lande, der går efter atomvåben, bliver skammet ud af de andre. Især er det ikke særligt sjovt at være uvenner med USA, siger Henrik Ø. Breitenbauch, forsker ved Dansk Institut for Militære Studier.

Han pointerer i den forbindelse, at USA skal være varsom med at tro, at det er muligt at overføre erfaringerne fra Nordkorea til Iran.

-- Irans motivation for at anskaffe atomvåben er en ganske anden end Nord- koreas, siger Henrik Ø. Breitenbauch.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk