En tysk skæbne

Det har hans datter, den 66-årige journalist og forfatter Wibke Bruhns nu rettet op på. "Det var først senere, at jeg fandt ud af, at jeg ønskede at bringe min far ud af gruppen og give ham en selvstændig identitet. Jeg ville give ham hans liv tilbage", siger hun. Hun har for nylig holdt sit løfte og udgivet bogen "Meines Vaters Land".

Ekstraordinær, fordi studiet af Hans Georg Klamroths skæbne er noget af det tætteste, jeg er kommet i forsøget på at finde et svar på, hvad der fik pæne, anstændige tyske borgere ind i nazismen. Interessant, fordi Hans Georg Klamroth ikke bare var preusser, officer, succesfuld forretningsmand, deltager i både Første og Anden Verdenskrig med tjeneste på fronter i både Øst og Vest og en nazist, der endte med at vende sig mod Hitler. Han talte også flydende dansk, havde en bred kreds af danske venner – og var dobbeltagent i Danmark i 1940-1942.

Hans Georg Klamroth var gift med Else Podeus. Hendes mor, Dagmar, var født Cruse og havde nære familie- og venskabelige forhold til familierne Faber og Hovmand i Maribo og Bandholm.

Grundmaterialet er i sig selv også ekstraordinært.

Wibke Bruhns kunne ikke have skrevet sin bog – og tv-programmet, som vises i aften, kunne ikke have været lavet – uden brug af den righoldige samling af film, foto, breve, dagbøger, regnskaber og familieforbundets annaler, som Wibke Bruhns dels fik af sin mor, Else, som døde i 1990, dels fandt på et kirkeloft i fødebyen Halberstadt efter Murens fald. Da var beslutningen om at skrive bogen allerede truffet. Den faldt i juli 1979, da Wibke Bruhns en sen aften var vendt hjem til Hamburg fra sit daværende job som magasinet "Sterns" korrespondent i Mellemøsten, stak en video, som hushjælpen havde efterladt, i maskinen og sank ned i en sofa.

"Der stod min far for folkeretten. Rank, men i et sæt tøj, der var alt for stort, og elendig. I en kort sekvens stod han dér, stum, mens dommer Roland Freislers stemme kværnede hen over billederne. Jeg mistede grebet i nuet; fanget i et nedslag i historien. 45 år var han, knap fem år ældre end jeg var, siddende der i sofaen i Hamburg. Alt var slut. Hans liv, hans håb. Store dele af Tyskland lå i ruiner. Krigen var slut, skønt den fortsatte endnu et langt, kvælende år. Men det var også slut for en epoke og de mennesker, der skabte den. Det føltes, som om tyskerne aldrig mere ville kunne overvinde deres tids skam og nederlag. De betalte deres hybris med tabet af deres fremtid." (Citat fra bogen).

Det mest tankevækkende i Wibke Bruhns beretning om faderens skæbne er brugen af begrebet hybris – gudernes straf til dem, der stræber efter selv at blive guder. I dag siger hun, at han betalte en "blodsbod" – blutzoll – som har fritaget hende for skyld i nazismens ugerninger. Dermed slutter hun sig til dem, som siger, at 20. juli-sammensværgelsens egentlige betydning lå i, at den viste, at der var tyskere, som var villige til at give deres liv som bevis for, at de ikke ville følge Hitler hele vejen ind i undergangen. Hans Georg Klamroth demonstrerede, at han i sidste ende var et anstændigt menneske.

"I sidste ende" er ord brugt med omhu. Det hører med til historien, at Klamroth, som Wibke Bruhns kalder sin far, meldte sig ind i det nazistiske parti i 1933, få dage før der blev lukket for tilgang af medlemmer. Moderen Else fulgte med i 1938, og der er et gysende billede af familien, som senere står samlet om klaveret og synger Hitler-lieder. Børnene heiler. Det er her, man kan vende sig bort og væmmes.

Det gjorde Wibke Bruhns i årevis. Langt op i 1960'erne ville hun overhovedet ikke beskæftige sig med faderen. I sin barndom, som hun tilbragte med sin mor i Sverige, Danmark, Storbritannien og Frankrig, ville hun ikke tale tysk. Derfor taler hun i dag flydende dansk, svensk, engelsk og fransk. "Jeg ville ikke have, at mine børn skulle udsættes for, at andre børn ikke ville lege med dem, fordi de var tyske", siger hun. Der ligger megen smerte bag sådanne ord. Jeg kender den fra andre tyske venner, som bevidst har valgt at sende deres børn i engelsksprogede skoler.

Det er en slags renselsesproces gennem børnene, som bare ikke virker. Det ved Wibke Bruhns i dag bedre end mange andre. Man kan ikke løbe fra sin erindring.

Men man kan prøve at bearbejde den i stedet for at fortrænge den. For Wibke Bruhns er der ingen tvivl om, at ondets rod er det, hun kalder "den fordømte ære". Den har sit udspring i de preussiske forestillinger om ære, pligt og fædreland, og for at forstå, hvorfor de har skadet også efterfølgende generationer, må man forstå dem og dermed den fædrene arv.

I Wibke Bruhns beretning finder vi dem hos farfaderen Kurt Klamroth, en mand, som berettiget er skildret med megen kærlighed og respekt. Han er indbegrebet af den farfar, vi alle gerne ville have haft. Hans knapt 1000 sider lange krigsdagbog fra Første Verdenskrig er et studie værd i sig selv. Han var også preusser – og verjunkert. Familien var borgerlig, velhavende og blandt de førende i Halberstadt.

Før Første Verdenskrig var forholdet mellem dem og adelen lige. Borgerskabet havde pengene, adelen havde ingen – men titlerne og prestigen. Efter Første Verdenskrig gjorde et voksende og stadig mere politisk bevidst tysk proletariat oprør, og borgerskabet valgte af skræk for pøblen at slutte sig til de fine. I familien Klamroth i Halberstadt blev begreberne ære, pligt og fædreland selvfølgelig betragtet som positive, men de var ledsaget af en foragt for folkelige strømninger, som betød, at den gamle maksime om, at adel forpligter, blev perverteret. Familien Klamroth foragtede "de brune", Hitlers bøller i S.A., men betragtede magten som deres naturlige gebet. Da Hitler havde taget magten og tilkendegivet, at han ikke agtede at slippe den igen, fandt de det derfor naturligt at slutte sig til den nazistiske bevægelse – for at overtage den indefra.

En katastrofal fejlvurdering. Og den bringer mere med sig. Allerede i forsommeren 1933 beslutter familien Klamroth at indføre en såkaldt "arier-paragraf" i familieforbundets vedtægter. Det er Hans Georg Klamroth, der stiller forslaget. Det bliver vedtaget uden modstand. Og således gik det til, at et par snese pæne, anstændige borgere under en familiesammenkomst i et kloster i nærheden af Halberstadt erklærer Klamroth-familien forbudt for jøder. Det rystende er ikke beslutningen – men hvor legende let den gennemføres. Familieblodets "renhed" var ikke til diskussion.

Hvornår begynder Hans Georg Klamroth at tvivle? Wibke Bruhns er i tvivl, men hælder til den antagelse, at han allerede under tjenesten som tysk efterretningsofficer i Danmark fra 1940 til 1942 begyndte at ændre holdning.

Jeg er enig, og det vil fremgå af programmet. Hvis man går ud fra, at han qua sin baggrund mente, at en civiliseret preussisk elite med tiden kunne overtage magten fra parvenuerne i nazipartiet indefra, kan påvirkningen fra det danske miljø, som han elskede, have påvirket ham på afgørende vis.

De danske forbindelsers voksende skepsis over for nazismen gjorde udslaget. Det er da også gennem de danske kilder, at vi i dag ved, at Hans Georg Klamroth få uger før besættelsen kom til Danmark som tysk spion, men endte med at blive meddeler til den næstkommanderende i den militære danske efterretningstjeneste, ritmester Hans Lunding. Det er bekræftet i Lundings erindringer, og jeg har fra det såkaldte Stockholmsarkiv erfaret, at Hans Georg Klamroth kort før sin arrestation prøvede at forbedre Lundings vilkår i det Gestapo-fængsel, han på det pågældende tidspunkt befandt sig i. En dybt risikabel henvendelse, som Gestapo og sikkerhedstjenesten afviste.

"Hvis jeg ikke havde været preusser, vil jeg have været dansker," skrev Hans Georg Klamroth engang i 1930'erne. Af hans mange lejlighedsdigte, som findes i de danske familiers gæstebøger, fremgår med megen tydelighed, at han mente det. Eller måske endte med at mene det. Han og Else tilbragte utallige sommerferier i Danmark. Kontakten mellem familien Klamroth og deres danske slægtninge og venner i Maribo og Bandholm var tæt. Men der var også en reservation. Skibsreder Niels Hovmand, hvis farfar var britisk konsul, fortæller, at det førte til mere end hævede øjenbryn, da det viste sig, at Hans Georg Klamroth to dage før invasionen den 9. april 1940 havde været på besøg i Bandholm, lånt laksko og festtøj, havde festet hos naboerne den halve nat – og i gæstebogen skrevet, at "nu kommer freden snart!"

Familie og venner er i dag forsonet med Hans Georg Klamroth og hans skæbne. Det skyldes ikke mindst Wibke Bruhns' bog. En af hendes store fortjenester er, at det er lykkedes hende at præsentere sin far som et menneske. Der er et kolossalt paradoks i det forhold, men Hans Georg Klamroth lader sig forflytte til Østfronten efter at have følt jorden brænde under sig i Danmark. På dette tidspunkt må han have haft fornemmelsen af, at ideen om at overtage nazipartiet indefra var temmelig idiotisk, og at det, der skete, var forbryderisk.

Endnu værre forekommer det, at han efter tilbagekaldelsen fra Østfronten fik ansvaret for sikkerheden i arbejdslejren "Mittelbau Dora" i Nordhausen, hvis små 20.000 mennesker blev arbejdet ihjel i Hitlers formålsløse forsøg på at fremstille V2-raketter – vidundervåbnet, der skulle sikre sejren, men som stort set aldrig blev brugt. "Han må have vidst, hvad der foregik. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at han bare en gang har set, hvilke vilkår der blev budt disse mennesker," siger Wibke Bruhns i dag. Hun står i tunnellerne; der er mørkt, og hun bryder sig ikke om det. Men hun er nået til vejs ende.

Han døde hængende i en ståltrådsløkke i Plötzensee i 1944. Vi ved ikke, om de oplysninger, han gav Lunding, endte hos de allierede i London og således fik en større betydning, end man umiddelbart skulle tro. Vi ved, at han fjernede papirer, som betød, at familien Hovmand aldrig kom i vanskeligheder med besættelsesmagten. Vi ved, at han på en række områder ikke var perfekt, men han var overordentligt godt begavet. Han løj. Han sprang på den nazistiske vogn. Da det kom til stykket, ville han ikke svigte sin svigersøn, og det kostede ham livet. Anstændigheden, som ligger begravet i de selv samme begreber, ære, pligt og fædreland, som førte til hans ulykke, sejrede.

Programmet "En tysk skæbne" vises som del af DR2's temalørdag "Slutspil om Berlin" i aften lørdag den 7. maj klokken 20.00.

@-Rubr.13.www:www

Med et netabonnement kan alle artikler i Kristeligt Dagblad om besættelsen og befrielsen læses på www.kristeligt-dagblad.dk