Af Maria Bendix Olsen |
16. februar 2007
BOG: Når afrikanske landes langsomme udvikling skal forklares, peger eksperterne sjældent på en særlig afrikansk adfærd som en faktor. Men det gør Klaus Winkel, Afrika-kender og tidligere Danida-medarbejder gennem mange år, i sin nye bog
– Der synes at være adfærdstræk i ret store dele af befolkningen i tropisk Afrika, som adskiller sig fra vores. Det må vi jo forholde os til, når det kommer til udviklingsarbejdet, også selvom det kan virke horribelt at generalisere om så mange mennesker, siger Klaus Winkel.
Han har gennem hele sit liv interesseret sig for Afrikas udvikling, som også har været omdrejningspunktet for hans 36 år i Danidas tjeneste. Nu er han aktuel med en ny bog, der på lige dele provokerende og pessimistisk vis forsøger at give et samlet bud på, hvorfor det er så svært for Afrika. Kritikere vil påstå, at et sådan værk er umuligt at skrive, men Winkel har alligevel gjort forsøget og har udfærdiget 215 sider om alt fra kolonisering, korruption og klimaudfordringer over befolkningseksplosion, bistandsafhængighed og borgerkrige til hjerneflugt, hiv og høj dødelighed. Foruden disse mere
traditionelle bud på Afrikas udfordringer i udviklingskapløbet behandler Winkel også en sjældent nævnt faktor: afrikanernes mentalitet og deres høje prioritering af fritid. Det er nemlig stadig et tabu i udviklingsarbejdet, mener Klaus Winkel.
– I dag er det legitimt at sige, at der er stor forskel på for eksempel finnernes og sicilianeres adfærd. Men man må ikke sige, at der er forskel på europæeres og afrikaneres adfærd. Men det er der da, siger Klaus Winkel, som er bekendt med utallige fordomme, der også hersker omkring afrikanerne, blandt andet at de er dovne.
– Der er masser af fordomme. Men at mange afrikanere ikke arbejder i samme tempo og i samme omfang, som vi gør i Vesten, handler efter min vurdering ikke om dovenskab, men snarere om betingelserne for at arbejde. Fejlernæring, sygdomme og tropernes ekstreme varme går helt sikkert ud over arbejdet, siger Klaus Winkel og henviser til, at produktiviteten også falder i vort eget land, når solen står højt.
I forhold til fordelingen af det hårde fysiske arbejder, er Winkel dog ikke i tvivl om, hvem der i mange af de afrikanske sammenhænge laver mindst. Det gør de afrikanske mænd. "Hvad laver mændene?" lyder overskriften sågar på et af kapitlerne i Winkels bog. De afrikanske kvinder knokler i landbruget, hvilket Winkel ser som et tegn på, at mændene i mange tilfælde bruger deres magt over kvinderne til at skaffe sig mere fritid, så de ikke behøver at arbejde. Et faktum, som man i u-landsarbejdet i højere grad bør se i øjnene:
– Man skal passe på med
at være så politisk korrekt,
at man lukker øjnene for kendsgerninger, som betyder noget i udviklingsarbejdet. Min oplevelse er, at man i forskellige kredse knap nok tør tale om de afrikanske mænds indstilling til at arbejde og ønsket om meget fritid, selvom det kan være med til at forklare den langsomme udvikling i for eksempel landbruget, siger Klaus Winkel.
Han mener, at man fra
Vestens side har en tilbøjelighed til at mene, at afrikanerne er nogenlunde som os i Vesten og derfor også har samme vaner og behov. Men det kan give problemer:
– Jeg tror, at vi har for stor tillid til, at de ting, der fungerer for os i Vesten, også vil fungere i Afrika. Sådan er det langtfra altid. Derfor skal vi være meget opmærksomme på, at vores forsøg på at påvirke udviklingen skal tilpasses Afrika hele vejen rundt, for eksempel i forhold til demokratiseringsprocesserne. Her skal vi passe på med at insistere på, at det skal foregå som hos os.
Klaus Winkel mener, at der hersker urealistiske forestillinger om, hvad der inden for udviklingsprojekter bør kunne lade sige gøre og hvor hurtigt. Vesten, og mange lokale ledere, har simpelthen ikke tålmodighed til at lade tingene foregå i afrikansk tempo og på afrikansk maner. Konsekvensen af dette er, at projekterne ikke er bæredygtige, og derfor ser man ifølge Winkel stadig et meget stort antal rådgivere i de afrikanske lande.
Men det er ikke nemt at få folk, der arbejder med udviklingsarbejdet til hverken at erkende eller forholde sig til en "anderledeshed" blandt afrikanerne. Forklaringen er ifølge Winkel frygten for at blive sat i bås med racister, generalister og de politisk ukorrekte:
– Vi er meget bange for at diskriminere. For når man siger, at afrikanerne er anderledes, så indebærer det for mange menneske, at man også mener, at afrikanerne er ringere mennesker. Men sådan er det jo ikke. Derimod handler det om, at vi må se i øjnene, at afrikanerne sagtens kan være og leve anderledes uden at være ringere mennesker.
"Hvorfor er det så svært for Afrika" er forfattet af Klaus Winkel og udgivet på Geograf-forlaget i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke.
bendix@kristeligt-dagblad.dklæs mere under
mennesker
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad